Verdens ældste flaskepost fundet på strand i Australien

Australsk kvinde står bag fundet af en spændende flaskepost fra et tysk forsøg i 1886. Det næstsidste fund blev gjort på en dansk strand.

Det er denne flaske, der indeholdt den indtil nu ældst kendte flaskepost. Fold sammen
Læs mere
Foto: kymillman.com

Det begyndte med en dejlig dag ved stranden og endte med en verdensrekord.

Tonya Illman gik en tur på stranden i Western Australia forleden og faldt over en firkantet flaske. At den kunne være noget særligt, skænkede hun ikke en tanke. Men den ville da se godt ud hjemme i vinduet. Tænkte hun altså. Hun viste den til familien og tømte så dens indhold af gammelt papir ud i sandet - hvorpå alle kørte hjem igen og ville kigge nærmere på sagen.

Eksperter i bevaring bedes holde vejret nu. For familien tændte ovnen og lagde det hele til tørring! Fem minutter ved højeste temperatur kunne gøre det. Tonya rullede lappen op og lagde mærke til nogle ord på tryk: At finderen af denne besked bedes tage kontakt det tyske konsulat.

Hun opdagede også nogle næsten utydelige tal og ord skrevet med blæk i hånden. Beskeden stammede åbenbart fra et skib ved navn Paula. Og da datoen kom frem i lyset, stod tiden stille.

Datoen var 12. juni 1886.

Tonya og familien sendte kvikt nok rullen til Western Australian Museum i Perth og kom snart i kontakt med både tyske og hollandske museer. Den var god nok. Tonya havde fundet verdens ældste flaskepost, og afsenderen var intet mindre end legedarisk på det hæderkronede felt: En besætning under ledelse af kaptajn Diekmann sejlede verdenshavene tynde på et tremastet sejlskib af typen bark i slutningen af 1880erne.

Man fragtede kul og havde samtidig en tjans for Deutsche Seewarte i Hamborg af videnskabelig karakter. Besætningen skulle kaste flere tusinde flasker i vandet på bestemte steder og bede eventuelle findere sende posten tilbage med angivelse af findested. Om alt gik vel, ville man hurtigt have kortlagt havets strømme! Forsøget gik fra 1864 helt til 1933 og blev siden overhalet af mere tidssvarende teknologi.

En jagt på flere detaljer gik ind. Og yes, den ansvarlige for skibets meteorologiske journal havde rent faktisk noteret et »Stromflasche über Bord« under datoen 12. juni 1886 plus skibets nøjagtige position i det Indiske Ocean lige godt 950 kilometer stik vest for den australske vestkyst.

I alt 662 af flaskerne fra det store forsøg er fundet. Den næstsidste var på en dansk strand i 1934. Og den seneste var så her forleden. Flasken er formentlig landet i Australien efter højst et års tid og har efter forskernes mening lagt sig til rette langt nede i sandet - hvorefter den blev afdækket under egnens voldsomme regnskyl i januar og altså skrev historie.

»Den her besked er ikke blevet rørt i op mod 132 år og er stadig i perfekt stand,« siger Western Australias kulturminister, David Templeman.

»Jeg ryster stadig!«