Verden i sekvenser

Ni dokumentarister tager i år afgang fra Den Danske Filmskole efter fire års uddannelse. At dømme efter afgangsfilmene vil de kunne give TV-mediet (noget af) den prestige tilbage, det har sat over styr i jagten på den laveste fællesnævner.

Hvis dansk TV gjorde plads for flere af den slags film, der i onsdags blev vist på Den Danske Filmskole som afslutning på fire års TV-Uddannelse, ville der igen være grundlag for en reel diskussion af public service-fjernsynets velsignelser...

I den suverænt sansende og forbløffende enkelt fortalte »Højre hånd« er det lykkedes Morten Meldgaard at udfolde historien om pianisten Katrine Gislinges enorme arbejde med en Chopin Fantasi som en original konstellation mellem musikkens totalomsluttende nærvær og den ydre verdens pågående krav. Det er et eksistentielt dilemma, der her træder frem i form af en smuk, ung kvinde, opslugt i tangenternes sort-hvide univers, men samtidig - og det er her, den lille smerte i filmen dukker op - til stede for den tre-årige datter, der i poetisk lysstrejfende forløb bliver bindeleddet til hverdagslydene.

Også Lise Birk Pedersens portræt af den russiskfødte teenager i »Margarita« er bevægende, fordi den balancerer elegant mellem den hverdagsagtige skildring af et ungt menneske uden ståsted i tilværelsen og et nænsomt indblik dybt ind i hendes sjæl, sådan som den kommer til udtryk i hendes digte. Man aner konturerne af en barndom præget af svigt, en nutid fuld af uvished. Men med venskabet som fast base bryder hun alligevel ud i et afsluttende smil, lykkelig fordi det trods alt er så dejligt at være ung.

Suvi Andrea Helminens »Landet i tågen« er en klassisk og uhyre velfortalt dokumentar om en albansk flygning. En tragisk beretning om en skæbne, der er i færd med at krakelere under systemets umenneskelige langsommelighed. En historie om den tåge, som har lagt sig tungt over den danske medmenneskelighed.

Michael Noers »En rem af huden« kommer veloplagt omkring den em af desperation, kynisme og sentimentalitet, der står om Ole Ege, direktør for Museum Erotica og tidligere instruktør af erotiske film. Ligesom Nicoline Thyes »Punk Håb og Kærlighed« tegner et præcist billede af No Future-generationen anno 2003 - generationen, der mimer 1980ernes desperation, samtidig med at den planlægger at få børn og går på Niels Brock. Mens Lukas Swenningers »9 præludier om kærlighed« som en flue på parforholdets nymalede væg gengiver den største lykke og de første tegn på hverdagens udnivellerede ulykke.

I den pretentiøse ende af skalaen møder man Karin Priergaard Worsøes »Sovende« om fire menneskers oplevelse af søvnen og Saskia Bischoff Bisps »Vrede«, der lukker fire angiveligt vrede unge kvinder ind i et rum i et dramapædagogisk forløb uden forløsning. Mens Phie Ambos »Dykkeren i min mave« til gengæld overrasker ved via havet som metafor og fristed at holde sammen på instruktørens komplicerede oplevelse af sammenhængen mellem fødsel og død.

De ni film er, som det er fremgået, langt fra lige interessante. Nogle boltrer sig overlegent i mediets muligheder, andre koncentrerer sig asketisk om et lille hjørne af virkeligheden i demonstrativt passive billedforløb. Men i modsætning til tidligere år, hvor eleverne blev beskyldt for at være lovligt navlebeskuende, er der i år balance mellem det narcissistiske og engagementet i den store verden.

Og fælles for dem er en stilistisk sans, et insisterende nærvær og en udforskning af fortælleteknikker og forløb, som viser et kuld TV-dokumentarister, der til trods for deres begrænsede antal er parat til at udfordre hele det billedsløve parnas af tungt åndende TV-folk og deres runde historier i rutinebeskæringer. Der er grund til optimisme på det forkætrede TV-medies vegne.