Verden i en skruetvinge

Trods alle sine bestræbelser er mennesket endnu ikke herre over naturen. Kontinentalpladernes kolossale pres udløser hvert år millioner af jordskælv, der senest i Iran tog mennesker og bygninger med sig i deres ødelæggende kølvand.

Foto:<br>MORTEZA NIKOUBAZIL/REUTERS Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dagen forinden så folk i byen mus og rotter komme frem fra deres skjulesteder for blot at løbe forvildede rundt. I mange brønde steg og faldt vandet, hvilket det aldrig tidligere havde gjort. Og i en lejlighed blev en guldfisk ved med at springe ud af sit akvarium. Men varslerne blev ikke taget alvorligt.

Så klokken tre om natten den 27. juli 1976 lå næsten alle og sov sødt i den kinesiske millionby Tangshan, da helvede brød løs. Det varede ikke mere end 15 sekunder. Men det var 15 sekunder i en brølende regn af sammenstyrtende murbrokker. 15 sekunder hvor hele verden ruskede, som var den en kvist i en storm. 15 sekunder hvor familie på familie blev begravet under tonsvis af beton og mursten.

Da de 15 sekunder var ovre, lå stort set hele millionbyen nær Beijing i ruiner. Jordskælvet i Tangshan i 1976 blev det mest katastrofale i nyere tid og det næstværste, man nogensinde har registreret. Officielt omkom 255.000 mennesker i det voldsomme skælv den 27. juli og i et efterskælv dagen efter. Men uofficielt taler man om over en halv mio. omkomne. Dertil kom flere hundrede tusinde alvorligt sårede.

Historisk set er Kina blevet ramt med større kraft af jordskælv end noget andet land på kloden. Alene i sidste århundrede omkom over en mio. kinesere i voldsomme jordskælv, og i 1556 døde næsten én mio. mennesker i historiens formentlig værste enkeltstående naturkatastrofe, Shansi-skælvet.

Men hvorfor bliver netop Kina så alvorligt ramt af jordskælv? Den kinesiske landmasse er i højere grad end de fleste andre steder på jorden udsat for de enorme kræfter fra kontinenternes stadige vandring. Der, hvor kontinental-pladerne maser og puffer mod hinanden, opstår der såkaldte forkastningszoner, hvor jordskorpen pludselig kan give efter og udløse jordskælv.

I Kinas tilfælde er det presset fra havbunden under Stillehavet samt presset fra den indiske plade, der har haft kræfter nok til at løfte verdens vældigste bjergkæde, Himalaya, op i højderne. Hvert år skubber og maser disse kontinentalsokler Kina sammen med flere centimeter, så med jævne mellemrum giver landmassen efter og skaber tragedier og katastrofer i brudliniernes kølvand.Den iranske skruetvingeNøjagtig det samme er tilfældet på det sted i verden, der efter Kina er alvorligst ramt af jordskælv: Iran eller det gamle Persien.

Her er det den arabiske sokkel, der presser på sydfra og den eurasiske sokkel, der presser på nordfra. I midten ligger Iran fastklemt som i en enorm skruetvinge, og høje bjerge har rejst sig som følge af det permanente pres. Hele landet gennemløbes af aktive forkastnings- eller jordskælvszoner, der pludselig kan give efter, som når man klemmer om et æg.

To af historiens ti alvorligste jordskælv har ramt i Iran eller det gamle Persien, og alene i det 20. århundrede blev over 125.000 mennesker ofre for voldsomme jordrystelser i det gamle kulturland. Jordskælvet anden juledag i Bam i det sydlige Iran skønnes at have kostet ca. 50.000 mennesker livet, og dermed indskriver det sig som et af de 25 alvorligste skælv i historisk tid ifølge den førende autoritet på området, U.S. Geological Survey. Og samtidig er det efter alt at dømme det jordskælv, der har kostet flest menneskeliv i forhold til skælvets størrelse.

Skælvet blev nemlig målt til relativt beskedne 6,6 på Richterskalaen eller mere end ti gange mindre kraftigt end de store og ødelæggende skælv i Kina, der typisk ligger på mellem 7,5 og 8,0 på skalaen. Forklaringen på det høje dødstal i Bam er en kombination af tre uheldige faktorer:

For det første lå skælvets epicenter stort set lige under den livlige iranske handelsby. For det andet var flertallet af bygningerne på ingen måde jordskælvssikret og brast derfor sammen under de vandrette bevægelser i jorden. Og for det tredje og måske vigtigste fandt skælvet sted beskedne ti km under jordoverfladen.

»Ti kilometers dybde er meget tæt på overfladen. Jordskælv kan sagtens forekomme i helt ned til 50 eller 70 kilometers dybde, og dernede forårsager selv meget kraftige skælv ikke så voldsomme ødelæggelser,« siger statsseismolog Søren Gregersen, Kort & Matrikelstyrelsen.

Den danske jordskælvsekspert forklarer endvidere, at en særlig tagkonstruktion i varme lande ofte medvirker til at øge mængden af ofre.

»I Den tredje verden bygger man tit meget solide og tunge tage på i øvrigt skrøbelige bygninger for at beskytte sig så godt som muligt mod den intense varme fra solen. Når jordskælvet så indtræffer, bliver beboerne mast under de voldsomt tunge tagkonstruktioner,« siger han.IldringenDen største udfordring for seismologer verden over er at udvikle en teknologi, der på effektiv vis kan varsle om kommende jordskælv. Springende guldfisk eller rotter i vildrede er ikke tilstrækkeligt. Men trods intens forskning er det endnu ikke lykkedes at opfinde anvendelige metoder, selv om man parallelt har udviklet teknologier, der i et vist omfang kan advare mod de beslægtede vulkanudbrud.

Derfor bliver mennesker i jordskælvszoner gang på gang i bogstaveligste forstand taget på sengen, når jorden begynder at ryste. I de velhavende og jordskælvstruede dele af verden, især Japan og Californien, har man imidlertid opsat en lang række strenge standarder for bygninger, veje og broers konstruktion. Derfor bliver dødstallene disse steder typisk væsentligt lavere, selv når Richter-tallet når op i nærheden af 8.

Verdens største byområde, Tokyo, med over 33 mio. indbyggere, befinder sig således i et af de mest jordskælvstruede områder af verden. Alene det store Kanto-jordskælv i Tokyo og Yokohama i 1923 kostede 143.000 mennesker livet. Alligevel rejser et stigende antal skyskrabere sig i højder på op mod 300 meter i den japanske metropol, ligesom en meget stor del af byens trafik afvikles på verdens længste hævede motorvejssystem.

Men med anvendelsen af den dyreste og mest avancerede ingeniørkunst er det lykkedes for japanerne at gøre disse milliardbygningsværker praktisk taget jordskælvssikre. Kolossalt solide motorvejsbroer kan vride og vende sig, skyskrabere kan give efter, og enhver japaner er nøje blevet undervist i, hvordan man skal håndtere en jordskælvssituation.

Imidlertid fik japanerne sig en alvorlig lærestreg, da havnebyen Kobe i 1995 blev ramt af et jordskælv på relativt beskedne 6,9 på Richter-skalaen. 5.500 mennesker omkom, og mange også moderne bygninger og veje styrtede sammen.

Japanske seismologer har beregnet, at ikke mindre end ti pct. af al seismisk aktivitet i verden finder sted i og omkring de japanske øer. Man kalder området Ring of Fire eller »ildringen«, fordi øerne er udsat for et permanent pres fra hele tre kontinentalplader. Det, man frygter allermest, er, at forkastningszonen i Tokai-området ca. 80 km sydvest for Tokyo for alvor bliver aktiv igen. Det er i den zone, at de kraftigste jordskælv har fundet sted i Japan. Sidste gang, det skete, var i 1854, da et jordskælv slog til med hele 8,4 på Richter. I de senere år er Tokai-forkastningen blevet væsentligt mere aktiv med adskillige mindre jordskælv, så japanske seismologer frygter nu udløsningen af et megaskælv i området, hvilket uden tvivl ville udvikle sig til en katastrofe.

Beregninger viser, at i værste fald vil et stort Tokai-skælv og en efterfølgende enorm havbølge, en tsunami, koste omkring 60.000 mennesker livet og udløse ufattelige økonomiske tab. For slet ikke at tale om de meget alvorlige miljømæssige konsekvenser, når oplagrede kemikalier og fossile brændstoffer i tonsvis sprænger læk og løber ud over land, floder og hav.

Trods alle sine bestræbelser er mennesket endnu ikke herre over naturen.