Verden er smuk men grusom

»Mine rejser har gjort mig både mere sikker og mere usikker,« indrømmer den danske eventyrer Lars Ørlund, der i øjeblikket i TV viser et andet Afrika i dokumentarserien »Fra Kap til Kilimanjaro«. Gennem 35 år har han ellers kendt verdens grumhed på tæt hold: Han har deltaget i Vietnam-krigen, balanceret gennem Pol Pots minerede Cambodia, levet hos hovedjægere i Papua Ny Guinea og jaget krybskytter i Afrika.

På væggene hænger der spyd, træbuer og pile nok til at udruste en hel afrikansk stamme. Ved siden af hænger eksotiske masker og fotografier hulter til bulter. I sofaen sidder en lidt rund, midaldrende mand med halvlangt lyst hår, solbrun hud og en guldring i det ene øre.

Manden er Lars Ørlund, og stedet er Danmark. Men Ørlund er kendt for sine beskrivelser af de mest usandsynlige pletter på kloden gennem bøger, artikler og radioprogrammer, og i øjeblikket er han aktuel med dokumentarserien »Fra Kap til Kilimanjaro« på DR TV.

Lars Ørlund

Født 23. november 1948

1965: Tager hyre på en båd til Australien.

1966: Sejler på Mekong-floden for US-Navy

1967: Tilbage i Danmark, hvor han tager studentereksamen og læser biologi på Københavns Universitet.

1974: Laver firma i Asien og Afrika, der fanger vilde dyr til dyreparker.

1975: I Afrika, Asien og Sydamerika, hvor han passer sit firma og laver artikler/radioprogrammer om pygmæer, buskmænd, amazonindianere og sø-sigøjnere.

1979: Forskningsstipendiat på Belle Air Research Institute of Barbados.

1980: Dækker krigen i Cambodia og kæmper sammen med Van Saren mod Pol Pot.

1981: Bundi-stammen på Papua Ny Guinnea

1982: I Sydamerika og Pakistan.

1986: Flytter til Rwanda, hvor han blandt andet driver firma og arbejder som wildlife officer.

1987: I Rwanda, Zimbabwe og Botswana, hvor han bor og arbejder. Laver TV/radioudsendelser og skriver bøger. Rejser desuden i Marokko, Egypten, Sydafrika, Zambia og Namibia.

Med en bagage af minder, der er de færreste forundt, kan han berette om, hvordan han så en hel landsby grave sin egen massegrav og derefter blive brændt. Om bryllupper, der endte som krig hos hovedjægerne i Papua Ny Guinea. Om buskmænd i Kalahari-ørkenen og om krybskytter i Rwanda.

Lars Ørlunds historie starter, da han som 16-årig tog hyre på et skib fra Genova til Australien. Målet var at se aboriginals - den australske urbefolkning - men i stedet havnede han midt i en af historiens grusomste krige, Vietnam-krigen.

For at tjene penge tog han hyre på skibe, der fragtede våben fra Australien til krigsskuepladsen. Under en af turene blev konvojen, han sejlede i, beskudt, og en bagvedliggende tanker sank. Da konvojen befandt sig på Mekong-floden, betød det, at floden blev blokeret. Konsekvensen var, at hele Lars Ørlunds skib blev afmønstret i Saigon.

Dér stod han så, 17 år gammel, i en by hærget af krig og byldepest, hvor lastbiler hver dag kørte rundt i byen og samlede lig op.

I Vietcongs sigtekorn

»Jeg er nok født med et meget fleksibelt sind,« siger Lars Ørlund. »Forstået på den måde, at står man i en krisesituation, er der to måder at reagere på. Enten synker man helt ned i håbløshed, eller også finder man ud af at sætte et visir ned foran sin sjæl, som gør, at man ikke bliver handlingslammet. Jeg hører nok til de sidste.«

I Saigon meldte Lars Ørlund sig til den amerikanske hær og sejlede gennem halvandet år ammunition op ad Mekong-floden i hurtigtgående motorbåde. Med tæt jungle til begge sider var bådene oplagte mål for angreb.

»Vietnam-krigen var grusom, fordi man aldrig vidste, hvem man kæmpede mod. Der kunne stå to kvinder og plante ris, og så snart man vendte ryggen til, gravede de rifler op og skød én i ryggen«.

Man forstår ordet »grusomhed«, når man hører Lars Ørlund fortælle, hvordan det var at ankomme til landsbyer, hvor fire af hans kollegaers hoveder var monteret på pæle, eller til landsbyer, hvis indbyggere havde fået hænderne skåret af, fordi de havde nægtet at give deres ris til Vietcong.

»Selvfølgelig trænger det ind og rammer éns sjæl, men ikke lige i sekundet. I første omgang bliver det puttet ned i en beholder, hvorfra det så kan tages frem til senere brug«.

Enden på krigen blev et skud i ryggen, der sendte ham til det tyske hospitalsskib »Helgoland«. Her tænkte han over, hvor håbløst hele forehavendet var.

»Jeg tog hjem og lovede aldrig at sætte mine ben i en krig igen.«

Dét løfte blev ikke holdt i mange år.

Hadet til Pol Pot

Efter at have taget eksamen i biologi rejste han rundt mellem Asien, Afrika og Sydamerika, hvor han skrev artikler og lavede radioudsendelser om blandt andet pygmæer, indianere og sø-sigøjnere.

I 1980 gik han så mod flygtningestrømmen ind i Cambodia. Målet var at finde Van Saren, der på det tidspunkt kæmpede en indædt kamp mod diktatoren Pol Pot. Gående midt på sporet for at undgå landminer nåede han til sidst frem til Van Sarens lejr i junglen, hvor en pjaltehær på 5.000-6.000 mennesker mødte ham. Der var ingen faciliteter, ingen mad, ingen våben, ingen militærtræning. Ingenting. Kun et fælles had til Pol Pot.

Lejrens hospital bestod af et campingbord og en hængekøje under en presenning. Her amputerede man uden bedøvelse, og Lars Ørlund fungerede som barfodskirurg, fordi han med sin uddannelse var den, der vidste mest om anatomi. Hver eneste eftermiddag blev lejren angrebet med mortérgranater, og om natten lød skrigene fra folk, der trådte på miner. Ellers husker Lars Ørlund mest de sorte fugle, der hakkede øjnene ud på folk, der knap var døde.

Det var også i dette forpinte land, Lars Ørlund havde et af sit livs værste oplevelser: Han var trådt af på naturens vegne i en bananlund 200 meter uden for en lille landsby, da Pol Pots soldater pludselig ankom. De samlede landsbyens beboere på pladsen, tvang dem til at grave deres egen fællesgrav, skød dem, hvorefter de overhældte ligene med benzin og satte ild til dem.

Alligevel vil Lars Ørlund ikke undvære nogen af de barske tildragelser, han har været igennem:

»Vi er alle et produkt af vore oplevelser. Jeg har lært utrolig meget om mennesker, deres reaktioner og om historien. Om alt det, der burde havde stået i historiebøgerne. Om de taktiske spil og vanvittige beslutninger,« fortæller han og fortsætter:

»Alle har en beholder med oplevelser eller klumper af erfaringer. Nogle er gode og andre dårlige, men ingen af dem ville eksistere uden modsætningen.«

Hovedjægere

I den modsatte ende af oplevelsesskalaen ligger hans ophold hos hovedjægerne i Bundiland i Papua Ny Guinea.

Nogle luftfotografier af den fjerne østat nord for Australien gav Lars Ørlund mod på at drage ind i junglen. Man vidste, at der inde i vildnisset lå en masse landsbyer, men de to patruljer, regeringen havde sendt derind, var ikke vendt tilbage. Lars Ørlund blev nysgerrig efter, om der stadig boede mennesker på stenalderstadiet derinde.

Med en bundi, opvokset på en missionsstation, som tolk gik Lars Ørlund seks uger gennem junglen. Til sidst nåede han frem og kravlede over bundi-landsbyens palisadeværk. Landsbyen bestod af tre langhuse - ét for kvinder, ét for mænd og ét helligt hus. Indbyggerne var konstant i krig.

Ifølge bundierne kan man nemlig ikke dø en naturlig død. Så hvis én fra landsbyen døde, var det ofte, fordi en anden stamme havde kastet en forbandelse eller onde ånder. Den dødes sjæl kunne ikke få fred, før dette var hævnet. Krig eller udryddelse var løsningen og samtidig starten på en spiraleffekt.

Krigene kunne dog have mange andre årsager. Lars Ørlund husker specielt et bryllup, der endte i krig.

En søn fra stammen skulle giftes med en pige fra en nabolandsby. Medgiften var på forhånd aftalt, men da dagen oprandt, var grisene ikke fede nok, og tovet ikke godt nok. Den ene part følte sig derfor snydt, og de to landsbyer røg i totterne på hinanden. Krigen fortsatte i flere uger, kun afbrudt af et par dages pause til at lave flere våben.

Opholdet hos bundi-stammen bød dog også på oplevelser som at sidde en hel nat i kvindernes langhus og høre 300 nøgne kvinder synge. Og det var en smuk sangkultur og en inderlig samhørighed.

»Bundierne er en tilpasset del af miljøet. Der er ingen bundi uden miljøet. Mens vi har fjernet os fra naturen, lever de i helt tæt samhørighed med den. Selv om det måske synes tilbagestående for os, er det et kulturtrin, det har taget 10.000 år at nå til,« siger han og fortsætter:

»Mine rejser har i det hele taget gjort mig både mere sikker og mere usikker, fordi jeg har opdaget, at verden er utrolig kompleks.«

Kampen mod krybskytter

Fem år senere slog Lars Ørlund sig ned i Rwanda, et land, der gennem de næste 10-15 år fungerede som hans base, og som han sandsynligvis stadig er statsborger i.

Oprindeligt kom han til Rwanda på grund af landets fauna. I stedet endte han med at jage krybskytter. Mange af hans venner døde i den kamp. Særligt husker Lars Ørlund én, der var taget op i sin hytte med sin kone og to børn og aldrig vendte hjem. Om natten havde krybskytterne sat ild til hytten, og hver gang familien forsøgte at komme ud, blev der skudt på dem. De døde alle fire.

Det er en af årsagerne til, at Lars Ørlund aldrig har tøvet med at skyde.

»Jeg har aldrig skudt på et menneske, der ikke fortjente det. Lever man med våben i hånden, vil risikoen for, at man dør, altid være der. Omvendt så er der heller ingen, der skal beklage mig, hvis jeg en dag træder på en landmine og dør.«

Familiens pris

I dag har 53-årige Lars Ørlund haft fast base i Danmark hos sin kone og to børn i et år.

»Jeg har altid tænkt, at det mest forfærdelige må være at stå oppe hos Sankt Peter og tænke: »Det var så det liv. Gud ved hvad jeg brugte det til?« Det er ikke sådan, at jeg er på jagt efter evige oplevelser, men verden er fyldt med gode oplevelser, og dem vil jeg gerne tage imod. Men der er selvfølgelig nogen, der har betalt prisen. Og det er nok min familie.«

Det var især hans yngste søn Jeppe, der fik ham til at skifte basen i Rwanda ud med Danmark.

»Min søn Jeppe havde sagt i skolen, at han oplevede sin far mere i fjernsynet og i radioen end i virkeligheden. Og det blev jeg ked af, og det var derfor, jeg kom hjem.«

I dag er han højst i udlandet det halve af året. Men selv om Lars Ørlund har været en del væk, tror han alligevel, han har givet Jeppe noget.

»Det kan godt være, vi ikke har siddet i sofaen og spillet ludo så tit, som han kunne ønske sig, men så har han nok fået noget andet. Han har fået lov at rejse og har en enorm viden. Og så har jeg måske været mere til stede, når jeg endelig var hjemme,« siger Lars Ørlund.

»Der skal mere til at trække mig op i dag, end der skulle for nogle år siden. Men er der én, der påstår, at han har set den afskyelige snemand, vil jeg stadig fræse af sted«.

»Fra Kap til Kilimanjaro« sendes på DR TV tirsdage kl. 20.30 med genudsendelse onsdage kl. 15.00 og torsdage kl. 9.30.