Verden er farve

Henri Matisse er livsglædens maler. Gennem det meste af sit liv stræbte han mod at skabe billeder, der hyldede de smukke og sanselige sider af tilværelsen. Det lykkedes.

Henri Matisse Fold sammen
Læs mere

Portræt

Det var slet ikke meningen, Matisse skulle være maler.

Havde han fulgt faders vilje, var han gået i hans fodspor og var blevet jurist. Heldigvis blev han så syg, Matisse. Og under en længerevarende rekonvalescens efter en blindtarmsoperation begynder han i 1890 at tegne og male.

Vi har således en del at takke Matisse' mor for. Ikke alene bringer hun et af det 20 århundredes mest væsentlige kunstnere ind i verden. Det er også hende, der til almindelig adspredelse under rekreationen forærer ham den malerkasse, som i tiden efter hans operation fundamentalt ændrer retningen i hans liv. Trods faderens modstand opgiver han juraen og begynder at studere hos flere forskellige malere, ligesom han som så mange andre kunstnere arbejder med at kopiere de gamle mestres værker på museerne for at aflokke dem deres hemmeligheder.

Henri Èmile Benoit Matisse (1869-1954) bliver som adskillige af den tids malere påvirket af impressionisterne og måske, om nogen, af Cézanne, om hvem han har sagt, at blandt de moderne kunstnere er det ham, han skylder mest. Og efter at have forsøgt sig med forskellige teknikker - bl.a. pointillismen, altså små farvepletter der på afstand flyder sammen - når han i begyndelsen af det 20. århundrede frem mod den frigørelse af det maleriske stof, der i så udpræget grad kendetegner ham:

En bekendelse til et sanseligt og musikalsk, rent og farvestærkt maleri der synes at udtrykke en stor glæde ved livet. Matisse er da ofte også blevet omtalt som Skønhedens Maler eller Livsglædens Maler, og en del af hans motivverden og indstilling til tilværelsen i det hele taget kunne sammenfattes i titlen på et programagtigt maleri fra 1904-05, der hedder »Pragt, ro og glæde«.Gennembrudsudstillingen finder sted i 1905 på Salon d'Automne i Paris, hvor en række værker af Matisse og nogle af hans kammerater vækker opsigt. En fransk kritiker kalder gruppen Les Fauves, fauvisterne, eller »De vilde dyr«, og det var ikke rosende ment. Det er heller ikke en klassifikation, Matisse selv har villet vedkende sig.

Forståeligt nok. Matisse er nærmest en enmandshær i det 20. århundredes kunst. Enmandshæren trækker på hele kunsthistorien og befinder sig i en permanent kappestrid med en anden af århundredes indiskutable enmandshære, vennen Picasso. De to befrugtede hinanden og konkurrerede med hinanden, som en stor udstilling på Tate Modern i 2002 fortalte om.

Udstillingen i 1905, der undertiden omtales som tidspunktet for modernismens fødsel, betyder imidlertid, at der bliver skabt betydelig opmærksomhed om især Matisse og herunder ikke mindst fra samlerside. Efter nogle år med en dårlig økonomi er der nu bud fra flere verdensdele efter den franske kunstner, der udstiller skulpturer i New York og udfører dekorationer i Moskva. Samtidig foretager han i disse år rejser til bl.a. Tanger og Tahiti.Fra 1917 og frem til 1930 bor Matisse om vinteren i Nice og fra slutningen af 1930rne bliver den sydfranske by og andre byer i området hans permanente adresser.

Ikke overraskende får lyset på de kanter en særlig betydning for hans måde at arbejde med farverne på, og fra Nice stammer også en række af de motiver, vi måske om noget forbinder med mesteren: Interiørbillederne med opstillinger af blomster, krukker og kvinder flankeret af overdådigt dekorerede tekstiler, de karakteristiske vinduesskodder der filtrerer det stærke lys og udsigten over havet og stranden med rækken af palmer. Hele denne vellystige besyngelse af glæden ved tilværelsen.

Den kommer ellers under hårdt pres, tilværelsen, da Matisse i 1941 to gange bliver opereret for tarmkræft og efterfølgende svækkes alvorligt. På trods af det eller måske snarere på grund af det bliver han grebet af en ny energi og skaberkraft. Her begynder hans seconde vie, som han omtaler det, Et nyt liv som Louisiana kalder sin aktuelle udstilling, der beskæftiger sig med netop dén tid.

Det er også i den periode, han - i taknemmelighed over for de katolske søstre der havde plejet ham - skaber et dybt betagende Gesamtkunstwerk. Det er et lille kapel i udkanten af Vence. Det er meget enkelt og meget smukt med sorte tegninger på hvide badeværelsesfliser og ornamentale, abstrakte glasrude, hvorigennem dagslyset falder så smukt, at det omkring alteret nærmest synes af udtrykke en guddommelig tilstedeværelse. Til overflod udformede Matisse kirkens inventar fra alterdug til messehagler, så alt er ét værk. I tilknytning til Rosenkranskapellet findes nogle udstillingsrum, hvor man kan se skitser og forarbejder.

I disse år begynder korrespondancen med forfatteren André Rouveyre, der danner afsæt for Hanne Finsens udstilling på Louisiana. Og fra denne tid stammer også papirklippene. der bliver en anden af Matisse' helt store kunstneriske landvindinger i deres monumentale enkelthed og i optagetheden af lyset i farven.