Ventetiden er det værste

Når en kræftpatient som Kello Strange siger, at »ventetiden næsten er værre end sygdommen«, sætter han ord på de fleste kræftramtes frustration. 83 procent af danskerne ville tage til udlandet, hvis de kunne få hurtigere behandling, viser en ny Gallup-måling.

Når en kræftpatient er gået hele vejen igennem sygehussystemet gennem forundersøgelser, udredninger, operationer og endelig når til strålebehandlingen, så har mange patienter bare fået N-O-K af venten.

Derfor klager mange patienter især over sidste fase, strålebehandlingen, gætter overlægerne på landets kræftafdelinger, og derfor var det nok ikke tilfældigt, at det blev netop ventetiden på stråleterapi, der udløste sidste efterårs store kræftskandale.

I november måned kom det frem, at døende patienter ikke blot ventede i uge- og månedsvis på strålebehandling. Sygehusenes henvendelser til Sundhedsstyrelsen om at få hjælp til at sende de ventende patienter til udlandet blev ignoreret selv om regeringen har stillet garanti om behandling inden for maksimalt fire uger.

Det var både systemsvigt og stik mod et meget udbredt ønske hos danskerne: At kunne komme til udlandet for hurtigere behandling.

Ifølge en ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende ville hele 83 procent af danskerne rejse til udlandet i tilfælde af en kræftsygdom, hvis det betød chance for hurtigere behandling. Hos personer under 50 år er det næsten ni ud af ti, der ville rejse ud. Men selv hos de ældste adspurgte dem over 70 år ville tre ud af fire se stort på nærhed og tryghed og drage udenlands.

»Der har været flere undersøgelser fremme, også i dagspressen, som viser, at ventetid koster liv og helbred. Dét og bedre information på sygehusene er med til at motivere folk,« mener direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed.

Skandalen i november måned kostede Sundhedsstyrelsens daværende chef, Jens Kristian Gøtrik, jobbet, en særlig taskforce for strålebehandling blev nedsat for at løse problemerne, og et halvt år senere ser der nu ud til at være kommet skred i tingene: Et stigende antal kræftsyge danskere rejser til udlandet for at få behandling. Ved at prioritere hårdt mellem forskellige patientgrupper kommer de mest syge til først i Danmark.

»Det er en svær problemstilling. Alle burde jo få tilbudt behandling i tide, men indtil vi har fuld kapacitet, må de grupper, hvor det er medicinsk forsvarligt, vente lidt eller tage til udlandet,« siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker. Han håber dog med store forbehold på, at Danmark med de nuværende planer for kapacitetsudvidelse vil kunne strålebehandle alle danske patienter i løbet af 2008 eller 2009. Til den tid vil der være 46 strålekanoner i Danmark mod de nuværende 34.

Men der er andre problemer. Ikke mindst de interne ventetider, dvs. ventetiden på at få sin kræftsygdom undersøgt, udredt og at blive opereret:

»Vi ved, at det har en umiddelbar konsekvens, nemlig at diagnoser i nogle tilfælde bliver stillet for sent, og at der så er sket et afgørende skred i sygdomsstadiet. Uden at have konkrete tal må jeg sige, at det sker alt for tit,« siger Henrik Schultz, ansvarlig overlæge for stråleterapien påÅrhus Sygehus.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Sundhedsstyrelsen har for nylig lovet handling på dette område. Taskforcen, der har haft held til at nedbringe problemet med strålebehandlingen, udvider sit arbejdsfelt til også at omfatte de interne ventetider. Hos Kræftens Bekæmpelse vurderer man, at de interne ventetider koster mindst ét menneskeliv om dagen, siger Arne Rolighed:

»Vi vurderer, at den interne ventetid slår mindst ét menneske ihjel om dagen. Alt det, vi har vundet i forfinede behandlinger, har vi sat til ved, at ventetiden er så lang.«