Venstrefløjens selvopgør

Bøger: Rune Lykkeberg: Kampen om sandhederne. Rune Lykkeberg er en ung begavet og muligvis venstreorienteret journalist og skribent. Hans nye bog »Kampen om sandhederne« vidner om et ærligt intellekt, der forstår, hvorfor de venstreorienterede blev opfattet som arrogante.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere

Vi har gennem 20 år vænnet os til, at nytænkning og begavelse kun eksisterede hos de borgerlige. De venstreintellektuelle var støbt i cement og i øvrigt travlt beskæftiget med at benægte og fortrænge deres støtte til totalitarismen. Men sådan er det ikke længere. Der er faktisk begavelse at finde på venstrefløjen, og et af de unge håb, Rune Lykkeberg, har netop udgivet en tankevækkende bog med titlen »Kampen om sandhederne«.

Her tager han udgangspunkt i valget i 2001 og statsminister Anders Fogh Rasmusens meget omtalte opgør med de såkaldte smagsdommere. Det var dengang, statsministeren frarådede danskerne kun at lytte til smagsdommere, det vil sige såkaldte eksperter, der politiserede og ville rådgive os om alt muligt. Danskerne skulle selv, sagde Anders Fogh Rasmussen, vurdere og tage stilling til problemerne.

Rune Lykkeberg analyserer statsministerens tale og den efterfølgende lange kulturdebat. Han mener at kunne påvise, at en del af Anders Fogh Rasmussens vælgertilslutning og den sympati, mange havde for kulturkampen, skyldtes den vrede, som mange følte over for venstreorienterede og kulturradikale, der opførte sig som formyndere. De talte arrogant ned til befolkningen for at formane dem om, hvad den rigtige kultur var, og hvori den moralsk korrekte politik bestod. Mange danskere, unge som gamle, opfattede denne skolemesterstil som dybt ubehagelig. De, der således talte ned, var en kulturel overklasse, som vel groft sagt var identisk med de venstreorienterede, der havde erobret moralsk magt til at definere, hvad der var rigtigt og forkert og moralsk og amoralsk.

Konkrete eksempler

Nu kunne man tro, at de borgerlige stod til endnu en omgang afklapsning fra den unge Rune Lykkeberg, der åbent vedkender sig, at han kommer ud af venstrefløjen. Men hans analyser, som bl.a. bygger på anvendelse af dansk litteratur og film, viser et andet billede. Han blander elegant Per Flys film »Drabet«, Kristian Ditlev Jensens selvbiografiske bog »Det bliver sagt« og Christian Jungersens roman »Undtagelsen« ind i sin analyse for at vise, at noget afgørende er sket i kulturkampen gennem de senere år. Han siger ikke, at Anders Fogh Rasmussen og regeringens borgerlige vælgere havde ret i deres instinktive opfattelse af venstrefløjen som arrogante skolemestre, men han siger, at han godt forstår, at de kunne opfatte venstrefløjen sådan. Han siger, at opgøret med venstrefløjens kulturelle overklasses moralske dominans ikke er en forfaldshistorie, sådan som alle fra Klaus Rifbjerg til Carsten Jensen gerne vil beskrive det. Det er måske meget sundt, siger Rune Lykkeberg, at de, der er bedst til at skrive, tale og gøre sig gældende, ikke længere uden videre kan fortælle andre, hvad der er moralsk rigtigt, og hvem der ikke er stuerene.

Se, det er jo en interessant ny vurdering fra venstrefløjen, og det er i lange stræk fascinerende at følge forfatterens ræsonnement, før han kommer til denne erkendelse. Hans anvendelse af dansk litteratur og film til at identificere en ændring fra dengang venstrefløjens moral og holdninger dominerede den offentlige debat, er strålende gjort. Han skildrer, hvordan venstrefløjens og kulturradikalismens følelse af at være moralsk ophøjede byggede på illusioner. Således gør han op med begreber som »progressive« og »reaktionære« og viser, at den slags etiketter simpelthen ikke siger noget om, hvor man står i det politiske spil.

Men Rune Lykkeberg har større ambitioner end blot at beskrive kulturkampen og striden om moralsk overophøjhed. Med sine glimrende og overraskende eksempler fra film og romaner fra det sidste tiår giver han et bud på den generelle samfundsudvikling og på, hvorfor holdninger, der var populære og toneangivende for 15 år siden, ikke er det i dag. Det er glimrende og eftertænksomt gennemført, med en tendens til lidt for meget intellektualisering, men hvad pokker, manden er jo ansat på dagbladet Information, hvor man dyrker den slags. Med Rune Lykkebergs bog må man igen efter mange år tage venstrefløjen alvorligt – hvis han altså overhovedet er at finde på den fløj?