Venstrefløjen har taget patrent på godheden

Radeaktøren af nyt fransk, intellektuelt magasin retter kanonen mod den franske venstrefløj og mener, at præsident Nicholas Sarkozy har udraderet den fra højre. Venstrefløjen har kun godheden tilbage, og det svarer til at tisse i bukserne.

tegning: Kamilla wichmann Fold sammen
Læs mere

Med terrorangrebet i New York 11. september 2001 gik det for alvor op for Michel Taubmann, at der var noget galt med proportionerne i den offentlige debat i Frankrig. Han var lamslået over de mange forsøg på at nedtone det dybt tragiske i denne begivenhed og havde svært ved at forstå, at især folk på den franske venstrefløj havde travlt med at forklare, at dette selvforskyldte terrorangreb før eller siden måtte overgå de arrogante amerikanere.

Kort tid senere oplevede Taubmann et lignende mønster gentage sig i forbindelse med et stigende antal overfald på jøder i Frankrig. Mange bagatelliserede disse alvorlige hændelser og ville nødigt gå så langt som at sige, at det handlede om systematiske overfald, der udsprang af et dybtfølt had til jøderne.

»Vi var en lille gruppe af journalister, forfattere og universitetsfolk, der tydeligt kunne se, at venstrefløjen, pressen og flertallet af de intellektuelle havde meget svært ved at fåøje på den fare, som den islamiske fundamentalisme udgjorde. Det var, som om man afviste at se virkeligheden i øjnene og troede, at alt var lutter idyl i lille, fredelige Europa. Vi vægrede os ved at acceptere denne forvrængede opfattelse af virkeligheden, der gav sig udslag i anti-amerikanisme og blødsødenhed over for totalitære kræfter, og ville gerne bag om dette hjernespind.«

Når Taubmann siger »vi«, sigter han til den gruppe af ca. 50 stærkt engagerede franske intellektuelle, som i foråret 2006 stod bag grundlæggelsen af tidsskriftet Le meilleur des mondes, »Fagre nye verden«, hvoraf nogle af de mest kendte er filosofferne André Glucksmann og Pascal Bruckner samt historikeren Stéphane Courtois, der for nogle år siden var hovedmanden bag den opsigtsvækkende udgivelse »Kommunismens sorte bog«, der også er oversat til dansk.

Taubmann, der er journalist på tv-stationen ARTE, er redaktør af tidsskriftet, som nu har fire numre på bagen, og udgives af det store franske forlag Denoël. Den ivrigt talende redaktør lægger ikke skjul på, at det intellektuelle ambitionsniveau er højt.

Bestræbelsen går nemlig ud på at skabe et åndehul i fransk presse, hvor politisk og storpolitisk analysestof blandes med filosofiske og litterære essays, der forsøger at give seriøse bud på, hvorfor Frankrig og Europa er ramt af en dybtgående intellektuel krise, som for alvor blev synlig i det storpolitiske efterspil til 11. september.

»Irak-krigen udgjorde et vendepunkt og fik os til at indse, at den franske debat manglede konstruktive modbilleder og en anden måde at vinkle de storpolitiske begivenheder på. Det var dybt forstemmende at se, hvordan store dele af befolkningen i Europa under dække af lalleglad pacifisme havde så forbandet travlt med at lægge afstand til ethvert forsøg på at fjerne Saddam Hussein. Som om denne vanvittige tyran burde behandles med fløjlshandsker. Det var ligeledes foruroligende, at enormt mange franskmænd gav los for deres had til USA og lå under for den opfattelse, at Bush er værre end Bin Laden. Det er fuldstændig ude af proportioner på samme måde som folks indgroede uvilje mod Coca-Cola eller påstandene om, at amerikanerne er overvægtige og ukultiverede. Disse fordomme sendes ofte i omløb af mennesker, som på en masse andre områder gør en dyd ud af at være kultiverede og dannede.«

Er det venstrefløjen, som fører an i de antiamerikanske holdninger?

»Ja, primært. Men højrefløjen står nu ikke tilbage, og så sker det på en nationalt selvhævdende måde. I begyndelsen af det 20. århundrede var anti-amerikanisme et højreorienteret fænomen, hvor det kapitalistiske USA blev opfattet som kulturløst og dekadent. Anden Verdenskrig udgør et vendepunkt, og så bliver det venstrefløjen, der fører sig frem som modstander af USAs rolle som stormagt.«

»Vi har en sejlivet tradition for et kritisk og paranoidt forhold til amerikanerne, som på det groveste beskyldes for at have fordummet verden og ydmyget de stolte franske kulturtraditioner. Under Den Kolde Krig modsatte Frankrig sig utallige gange amerikansk styring i bl.a. NATO, og det var helt legitimt at være imod USA og alt amerikansk. Under Irak-krigen var der derfor intet usædvanligt i at se en højreorienteret, gaullistisk præsident være i ledtog med den ekstreme venstrefløj.«

Michel Taubmann konstaterer, at det intellektuelle liv i Frankrig siden Anden Verdenskrig har været domineret af venstrefløjen. Marxismen har stået meget stærkt takket være en kommunistisk intelligentsia, der var meget karismatisk. Det betyder dog ikke, at »Fagre nye verden« skal betragtes som et højreorienteret oprør mod denne åndelige ensretning.

»Egentlig har vi alle trådt vores barnesko på den politiske venstrefløj, men vi er i dag meget skuffede over, at de franske venstrepartier ikke har gennemgået nogen politisk selvransagelse og stadig anvender en sprogbrug, som er alt for ideologisk og klassekampsfikseret. I »Fagre nye verden« rejser vi på en sober måde spørgsmålet om den yderst tiltrængte fornyelse af venstrefløjens program, men indtil videre har vi mødt megen misbilligelse og bliver betragtet som en flok reaktionære overløbere, der går højrefløjens ærinde.«

Hvad er venstrefløjens problem?

»Sat på spidsen handler det helt basalt om, at venstrefløjen i Frankrig ikke er i stand til at forstå verden, som den er i dag med globalisering og internationalt samarbejde. De tænker snævert i nationale baner og fastholder ideen om, at vi endnu lever i et statisk klassesamfund, hvor arbejderklassen stædigt betragtes som offer for ondsindet kapitalisme og et amoralsk erhvervsliv. Jeg er godt klar over, at der er mange i f.eks. Socialistpartiet, som har en realistisk forståelse af velfærdsstatens udfordringer og den globale økonomi, men det ændrer ikke ved, at den yderste venstrefløj internt i Socialistpartiet hele tiden råber op.«

»Det har medført, at Socialistpartiet har været handlingslammet over for en dynamisk Sarkozy og ikke har kunnet markere sig med en troværdig international profil.«

Michel Taubmann fortsætter iltert:

»Problemet er simpelthen, at venstrefløjen ikke har frigjort sig fra sin tonstunge socialistiske arv og bliver ved med selvretfærdigt at tage patent på godheden. Det var især tydeligt under præsident-valgkampen, hvor Sarkozy aggressivt blev beskyldt for at være stærkt højreorienteret og en meget farlig mand. Men helt ærligt. Venstrefløjen talte febrilsk mod bedre vidende, og enhver, der bare går et spadestik dybere, er udmærket klar over, at Sarkozy langtfra repræsenterer det traditionelle højres værdier. På visse områder er han måske nok meget konservativ, men i det store og hele har højrefløjen virkelig rykket sig og fremstår i dag med moderne holdninger i værdispørgsmålene og er afbalanceret i synet på den økonomiske indretning af samfundet.«

»Sarkozys kunststykke er, at han har formået at bløde op på den skarpe opdeling mellem højre og venstre, og det har gjort socialisterne helt perplekse. I en sådan situation har de typisk haft to måder at reagere på. Enten har de tvært afvist alle forsøg på fornyelse, eller også er det endt i den rene overbudspolitik, hvor der ingen ende har været på løfterne om bedre velfærd til de såkaldt svage grupper. Det er en umoden politisk strategi, som rent faktisk har kostet dyrt i manglende vælgertilslutning og tab af troværdighed.«

Hvilken rolle har den politiske korrekthed spillet i debatten?

»Lad mig give et eksempel fra debatten om Irak-krigen. Det afgørende problem var, at vi aldrig fik taget hul på en seriøs, politisk debat, fordi det moralske element kom til at fylde alt, og enhver diskussion handlede om et »for« eller »imod« krigen. En skinhellig og politisk korrekt venstrefløj førte an i den moralske fordømmelse. Hvis man ikke meget klart tog afstand fra krigen, fik man læst og påskrevet og blev betragtet som et kynisk røvhul. Sjovt nok var det før i tiden højrefløjen, som dyrkede den bornerte linie og sad hårdt på de moralske spørgsmål. I dag er det lige omvendt. Venstrefløjen er blevet moralens vogter.«

»Vi så dette mønster gentage sig i det nylige opgør mellem Sarkozy og Ségolène Royal. Socialisternes førstedame ønskede at fremstå som den, der personificerede alt det moralsk rigtige. Men jeg synes, det er dybt beskæmmende, at et parti, der tidligere har stået på frisindets side, begynder at definere, hvad det vil sige at være et »godt menneske«, der går ind for fred og social lighed, og derefter har travlt med at svine modstanderne til som dårlige mennesker.«

Venstrefløjens hang til at dyrke den moralsk overlegne holdning hænger for Taubmann sammen med marxismens krise. Det er ikke mange år siden, at venstrefløjen endnu kunne sætte den politiske dagsorden med utopien om en bedre verden. Men med kommunismens sammenbrud er der skabt et tomrum, som man så forsøger at fylde ud med tolerance og en insisteren på, at man skal tale pænt til hinanden.

»Dette mærkelige påbud om hele tiden at bevare den gode tone indebærer, at man samtidig skaber en masse tabuer, og at der er mange ting, som man endelig ikke må diskutere. Jeg oplever desværre, at rigtig mange på venstrefløjen slet ikke er modtagelige for argumenter og egentlig er meget intolerante. De går meget op i at have de rigtige meninger og blander meget hurtigt følelser ind i diskussionen. Så ender man med at blive stemplet som reaktionær, hvorefter den demokratiske samtale helt ophører.«

Igennem de sidste mange år har fransk politik været præget af en politisk identitetskrise, hvor begge fløje har været lige gode om at negligere holdningerne i vælgerkorpset og har forskanset sig som en selvsupplerende, politisk overklasse.

Ifølge Taubmann har højrefløjen med Sarkozy i spidsen nu vist, at det er muligt at komme ud af dette politiske dødvande, og det lover godt for fremtiden.

»Med Sarkozy er der sket noget afgørende nyt. Han er opsat på, at vi overvinder den alvorlige politiske og økonomiske krise, Frankrig længe har befundet sig i. Sarkozy er også markant yngre end de fleste af de politikere, der i årtier har siddet på magten i det her land. Han er langt fra nogen monark, som både Chirac og Mitterrand var det, og han er godt i gang med at nedbryde skellet mellem højre og venstre, så Frankrig forhåbentlig kan komme ud af den ideologiske stenørken. Nu må vi i mellemtiden vente på, at venstrefløjen tager sig sammen og ikke i ren afmagt forfalder til gamle, udlevede socialistiske dogmer. Jeg er ved at være godt træt af en venstrefløj, der konstant er imod alle forandringer, og som umodent surmuler ovre i hjørnet med bitter gammelmandssnak.«