Venskab og galskab i virkeligheden

Joachim Triers norske film »Reprise« er original, begavet og lifligt underholdende.

Norske film - er det ikke noget med tophuer, myseost, glade rensdyr og rødmossede mennesker på ski?

Nix. For tiden laver de i Norge generelt bedre film, end vi gør i Danmark, og den talentstruttende debutant Joachim Triers »Reprise« er et glimrende eksempel. Den er en frisk, fræk og sprudlende veloplagt historie om de to unge venner Erik og Phillip, der begge drømmer om at blive forfattere, og den er noget så sympatisk som en alvorlig film fyldt med humor.

Det begynder med, at Eriks manuskript til en roman afvises af forlaget, mens Phillip får sin første bog udgivet, men samtidig rammes af en alvorlig psykose og må indlægges. Fra det udgangspunkt bevæger filmen sig ad bugtede veje - også et par omveje - i sin uberegnelige beretning om de to venners forhold til hinanden, til pigerne, til litteraturen og til en broget omgangskreds i nutidens Oslo.

Joachim Trier fortæller i livlige, stemningsmættede billeder med en både skarp og storsindet psykologisk indsigt præget af imponerende præcision, og han beskriver unge mænds drilske omgangsform og kække jargon med kammeratlig satire, mens kvinderne befinder sig lidt ude i periferien, men til gengæld er mere modne og fornuftige end mændene (samt smukke). Den vægelsindede Erik er blød og konfliktsky på en rørende måde, hvorimod den ustabile romantiker Phillip er noget af en desperado, og det skaber en interessant kontrast mellem de to hovedpersoner - der fremstilles forrygende godt af Espen Klouman Høiner og Anders Danielsen Lie, ligesom spillet i de øvrige roller lyser af ukrukket troværdighed.

Stilistisk er den komplekse film alt andet end konventionel. Hist og her byder den på bevidst asynkron dialog, den bevæger sig frit frem og tilbage i tiden, og den rummer sekvenser i en slags hypotetisk konjunktiv - det vil sige, at de detaljeret skildrer begivenheder, som meget vel kunne ske, men alligevel ikke gør det.

Faren for kunstfærdig formalisme lurer, men »Reprise« er så uhøjtidelig i tonefaldet og så generøs i personskildringen, at dens narrative tricks ikke tynger, men tværtimod krydrer handlingen på en legesyg facon. Især i begyndelsen kommenteres denne handling i øvrigt ivrigt (og vittigt) af en alvidende fortællerstemme, men siden bliver fortælleren tilsyneladende træt og siger ikke så meget, hvad der er i tråd med den kringlede histories afviklende udvikling.

Det kan nemlig ikke nægtes, at »Reprise« har en brillant begyndelse, men svært ved at slutte. Fint nok, at stemningen gradvis glider fra det muntre over i det melankolske, men samtidig daler intensiteten, og hen mod slutningen slæber historien en anelse.

Det er dog kun en minimal indvending mod denne originale, begavede og lifligt underholdende film. Måske kan man opleve den som en lille smule krukket, men i så fald må man bare konkludere, at norske nykker er noget der rykker.