Venlig Valby

Musik: Botschinsky/Fischer/Malinovski/Botschinsky, Fire kunstnere mødtes på et galleri i Valby. Det medførte en god stemning, og det var heldigvis ikke epokegørende.

Et maleri bliver til, mens der bliver spillet jazz og læst poesi. Eller også er det omvendt.

Hvis man drager lidt over 40 år tilbage i tiden, så var den form for »happenings« jo aldeles grænseoverskridende. Alle følte, at der opstod noget nyt og epokegørende. Og gjorde der så det? Det er der vist ikke rigtigt nogen, der kan huske.

Kort sagt - lidt skepsis havde man vel lov til at medbringe til galleriet i Valby, hvor kunstneren Jette Botschinsky for tiden udstiller sine malerier. Men på samme måde, som malerierne - med deres eventyrlige farver og figurer - giver balance og god stemning, sådan formede forløbet sig også ved denne eftermiddags kunstneriske sammenkomst.

Det umiddelbart mest sensationelle ved arrangementet vel, at kunstnerens bror, trompetisten Allan Botschinsky, medvirkede. Den nu 67-årige musiker, der tilbage i 1962 blev kåret til »Årets Danske Jazzmusiker«, er nu bosat i London og har ikke spillet så meget i de senere år - og da slet ikke i Danmark. Men her var han så, og med sit flygelhorn fyldte han rummet med en dejlig lyrisk fortolkning af »All The Things You Are« - perfekt ledsaget af guitaristen Jakob Fischer.

Så tog Nina Malinovski over og læste egen poesi, og heldigvis skulle seancen forme sig med denne alternering mellem ord og toner. Ikke noget med sammensmeltning. Der blev tid til at nyde Nina Malinovskis billedrige og associationsvækkende digte, specielt fordi forfatteren læste dem op med en rigtig god musikalsk timing. Og der blev tid til at nyde de to musikeres fine dialog i en række værker fra »den store amerikanske sangbog«. Her kan fremhæves balladerne »The Nearness Of You« og »I Thought About You« samt »When Lights Are Low«, der swingede solidt af sted - med et helt uforligneligt spil fra Jacob Fischer.

Og alt imens, der blev reciteret og musiceret, kom Jette Botschinsky et stykke videre med sit store oliemaleri. Den gode komposition af mennesker og natur fik mere dybde og kontur. Og alt foregik i en afslappet atmosfære. Intet epokegørende. Og gudskelov for det.