Antonio Vivaldi. Vi kender ham for »De fire årstider«. Men hans rolle i musikhistorien er relativt ny: Han var helt ukendt i romantikken og nævnes stort set aldrig i bøger før Anden Verdenskrig!

Revolutionen kommer med indspilningerne af »De fire årstider«. Udgivelsen fra 1969 med »Academy of St Martin in the Fields« under Sir Neville Marriner bliver den klassiske verdens mest solgte album – lige indtil versionen med Nigel Kennedy overhaler den to årtier senere. Værket indspilles i dag godt en gang om måneden og findes derfor i op mod 1.000 udgaver efterhånden.

Interessen for Vivaldi som komponist er kun vokset siden da. Forskerne finder stadig nye værker fra hans hånd og får dem trykt. De sultne pladeselskaber kan sende nye verdenspremierer på markedet næsten hver eneste sæson.

En meget anvendt fortegnelse over Vivaldis værker blev i øvrigt udgivet af danskeren Peter Ryom i 1973 og har navn efter ham. De fire årstider bærer for eksempel numrene RV 269, RV 315, RV 293 og RV 297; bogstaverne RV står for »Ryom-Verzeichnis«.

Antonio Vivaldi lærer violinspil af sin far og får formentligt også operakomponisten Giovanni Legrenzi fra Markuskirken som lærer. Alle tre genrer skal blive et kompas på hans livs bane: violinmusikken, kirkemusikken og operamusikken.

Faderen og Giovanni Legrenzi er begge aktive i foreningen Sovvegno dei Musicisti di Santa Cecilia og har kendt hinanden fra foreningens arbejde. Den hører til Europas tidligste fagforbund for musikere og har navn efter musikkens skytshelgen.

Vivaldi døjer med en aldrig diagnosticeret følelse af snæverhed i brystet, muligvis astma eller en hjertesygdom. Lidelsen skal plage ham livet igennem, om end på en noget selektiv måde – den virker ikke sjældent som en kærkommen undskyldning for fravær.

Den rødhårede kaster sig over præstestudiet og ordineres i 1703. Samtiden kalder ham Il Prete Rosso, »den røde præst«. Han har i øvrigt ikke været specielt optaget af det kirkelige og holder formentligt kun messe en håndfuld gange i sit liv.

Komponisten in spe bliver samme år ansat på den skole, hvis navn han skal gøre udødelig: Ospedale della Pietà. Grundlæggende et hjem i stil med vort eget vajsenhus.

Byen driver fem af slagsen på Vivaldis tid. Lignende hjem kendes fra mange indiske byer endnu i dag. Man åbner en lille luge ude ved vejen og tager sig så af de skabninger, natten måtte have bragt ind.

Skolens drenge forberedes til en læreplads, pigerne opøves i musik og får i praksis en konservatorieuddannelse – om end den først og fremmest skal gøre dem til bedre brude ved lejlighed.

Vivaldi ansættes først som »maestro di violino« og avancerer i 1716 til fungerende »maestro de’ concerti«, en slags musikskoleleder. Og mange af pigerne bliver rene virtuoser under hans opsyn. Husets orkester har været et af Europas bedste overhovedet.

En allestedsnærværende musikhistoriker ved navn Charles Burney hører orkestret kort efter Vivaldis død og bliver næsten stum af benovelse: »Pigerne spiller på alle instrumenter. Selv valdhorn!«, skriver han begejstret.

Langt de fleste af Vivaldis mange hundrede koncerter er skabt til skolens piger: Han får udgivet sin første samling i 1705 og sin anden i 1709 og bliver snart en af barokkens mest produktive komponister.

Tredje opus er »L’estro armonico« fra 1711 og rummer både den kendte violinkoncert fra Suzukis violinskole og en livfuld koncert for to violiner – i dag barokkens mest berømte dobbeltkoncert ved siden af Johann Sebastian Bachs. »De fire årstider« stammer fra samlingen »Il cimento dell’armonia e dell’inventione« fra 1725.

Vivaldi kreerer altså koncerter for både én og flere solister. Om han vælger guitar, violin, fagot eller lignende, afhænger typisk af de konkrete piger; koncerter for obo vil komme i år med én eller flere dygtige elever på instrumentet. Det samlede orkester er på godt 20 medlemmer og altså væsentligt større end mange barokorkestre i dag.

Ospedales unge violinlærer undfanger også en pædagogisk genial form på den enkelte sats: Vivaldi lader orkestret spille de lette melodier, der holder sig i tonearten undervejs – og giver så musikkens modulerende og dermed sværere passager til den dygtige solist. Resultatet som helhed kaldes modulerende rondo, italiensk rondo, vivaldirondo eller lignende.

Princippet ligner et af historiens smukkeste ægteskaber mellem kunst og pædagogik. Undervisningen virker overordentligt effektiv på de børn, der engang blev lagt ind i en luge. Vivaldis piger bliver et hit og trækker lyttere fra hele Europa til.

Men skolen lider af konstant pengemangel og må afskedige ham et par gange. Han benytter nogle arbejdsfrie måneder i 1709 til møder med tilrejsende kolleger som klaverkomponisten Domenico Scarlatti og selveste Georg Friedrich Händel.

Skolen er samtidig afhængig af hans åbenlyse succes med pigerne og bestiller så gerne flere koncerter eller kirkemusik plus fem prøver om måneden mod særskilt betaling. Om han har set kirkemusikken som aflad for sin lidt indtørrede karriere som teolog, ved man aldrig. Resultatet bliver i hvert fald fine ting i stort tal.

Johann Joachim Quantz er tysk fløjtekomponist på rejse i Venedig anno 1726 og oplever Vivaldi i aktion. Koncerterne finder typisk sted på lørdage, søndage og festdage kl. 16.

»Man hører den bedste kirkemusik på byens ospedaler. Dengang især på Pietà,« skriver komponisten bagefter – måske en smule overrasket.

Men igen: Bystyret fattes penge og må jævnligt afbryde Vivaldis tre årtier lange engagement på stedet. Han bruger de ufrivillige huller i kalenderen på opera og besøger i 1730 storstæder som Prag og Wien med sin efterhånden gamle far.

Vivaldi får bestillinger fra hele Europa og komponerer efter eget udsagn 94 operaer. Han sætter dem i vidt omfang op selv og har i perioder været en af tidens flittigste impresarioer. Men han skal kæmpe med mange konkurrenter og får kun blandet succes.

Den sene »Dorilla in Tempe« har en vis Anna Giró i hovedrollen ved premieren i 1726 og rummer nogle ret spændende citater af »De fire årstider« med tekst på! Hans livs største operasucces bliver Farnace, komponeret i 1727 og sat op i Prag tre år senere.

Men kritikeren Benedetto Marcello er ude efter ham i et skrift. »Il teatro alla moda« fra 1720 satiriserer over alvorlig opera med dens kastrater og stive konventioner og har fået manges øjne op for genrens mere tåbelige sider.

Ingen navne nævnes; alle ved, at forfatteren især gør nar ad en vis venetianer. Bogens berømte forside viser en lidt verdensfjern violinist på sin gondol og har anagrammet »Aldiviva« i billedteksten.

Vivaldi ser måske også selv en pointe i Marcellos skrift. Hans senere operaer viser i hvert fald vilje til højere kvalitet på det tekstlige område. Et par stykker får endda ord af tidens førende librettister, Pietro Metastasio og Carlo Goldoni.

Det går ned ad bakke alligevel. Venetianerne gider ikke længere hans værker. Hans største mæcen i form af kejser Karl IV forlader denne verden i 1740. Og indtægterne fra hans operaer kan ikke dække hans udgifter. Komponisten har i årevis betalt underhold for både sine forældre, sine søskende plus formentligt sangerinden Anna Giró og hendes halvsøster.

De to piger er et par årtier yngre end Vivaldi selv og rejser med ham rundt. Vivaldi har sørget for Annas oplæring og giver hende mange hovedroller og lader hendes halvsøster sørge for alt det praktiske på gruppens turneer. Absolut intet tyder på, der var andre følelser i spil. I hvert fald ikke fra Vivaldis side. Rygterne svirrer alligevel.

Han flytter til Wien, sælger sine sidste kompositioner for en slik og dør juli 1741 hos enken efter en sadelmager. Man fandt for nogle årtier siden en noget trist passus om hans bortgang: »Antonio Vivaldi, en fremragende violinist og berømt koncertkomponist med tilnavnet Den Røde Præst, siges at have tjent 50.000 dukater i sin levetid, men ødslede dem bort og fik en fattig mands begravelse.«

Vivaldis storhed som komponist er omdiskuteret. Alle elsker ganske vist hans klare former, præcise brug af instrumenterne og flair for den rytmiske fremdrift. Men koncerterne kan i de hurtige satser savne varme melodier og variation på det rytmiske område. Og hans operaer kan savne psykologisk dybde og sans for strubens mekanik.

Koncerterne skal ikke desto mindre få kolossal indflydelse på især Johann Sebastian Bachs værker. Tyskeren lærer af dem og bearbejder meget af violinmusikken for orgel eller klaver. Flere af Bachs største fugaer fra eksempelvis »Das wohltemperierte Klavier« er formet som Vivaldis koncertsatser.

Værkerne fra »De fire årstider »må også være verdens mest kendte barokmusik overhovedet. Hvis folk kun kender én titel fra tiden, er det den samling. Selv om man en dag måtte glemme det meste af Vivaldis musik igen, vil »De fire årstider« stå tilbage som en slags virtuoserier med karakter af rock’n’roll.

Barokken virker samtidig på vej mod opløsning her i 1720erne. En ny tone baner sig vej: Melodierne er klart symmetriske og sangbare på en ny måde. Især de langsomme satser af »Forår« og »Vinter« lyder som galant stil og vordende wienerklassik. Som en optakt til W.A. Mozarts violinkoncerter små fem årtier senere.

Spørgsmålet om Vivaldis lidt triste begravelse har i øvrigt været lidt af et stridspunkt mellem forskerne. Bekostede byens Stephansdom virkelig ingen musik på berømthedens bisættelse?

En endnu større skikkelse kan i så fald have sunget ved Vivaldis kiste den dag. Han er fastansat drengesopran og skal selv leve helt ind i romantikken: Den purunge Joseph Haydn.