Velkommen til Sweat Club

Spinninginstruktøren Tanja Hall er uddannet teolog og havde aldrig troet, hun skulle sætte sine ben i et fitnesscenter. Nu introducerer hun Sweat Club, som kombinerer benhård spinning med en dj, der spiller live. AOK steg på cyklen og tog med til premieren.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det går da meget godt«, tænker jeg kækt. Jeg sidder på en spinningcykel i et fitnesscenter omgivet af 32 hårdtarbejdende spinning-entusiaster og har pumpet i pedalerne i ti minutter. Jeg har på fornemmelsen, at jeg er den eneste novice i lokalet, men selvom jeg i den grad har fået varmen, og selvom det ER hårdt, så synes jeg faktisk, jeg er meget godt med. Det kører.

Ti minutter senere er jeg knapt så kæk. Sveden svier i øjnene, og jeg kan mærke pulsen banke helt ud i baghovedet. Tyve minutter senere er jeg så uendeligt tørstig og samtidig så forpustet, at jeg ikke kan drikke noget. Jeg kan simpelthen ikke rigtigt få koordineret væsken fra vandflasken med min vejrtrækning.

Sweat Club med dj - og god musik
Det er sen eftermiddag i træningscentret SATS i Købmagergade, og jeg er til spinningtime hos den hyperenergiske instruktør Tanja Hall. Hun underviser hver tirsdag eftermiddag samme sted, men lige netop denne tirsdag er der premiere på hendes nye initiativ: Spinning med dj. Altså spinning, hvor den præprogrammerede, hårdtpumpede eurodance på 140 bpm, som normalt ledsager spinningtimerne, er erstattet af en dj, som spiller live, mens der trampes i pedalerne. Ideen hedder Sweat Club.

»Det her har jeg drømt om i rigtigt mange år«
, siger Tanja Hall fra sin plads på cyklen forrest i salen, mens vi er i gang med opvarmningen. »Vi trænger til at få noget kunst ind i træningsverdenen. Jeg er sikker på, at I kommer til opleve en helt fantastisk synergi mellem musikken og intensiteten i træningen. Så byd velkommen til en af Københavns absolut fedeste dj’s, Sorte Slyngel. Skal vi ikke give ham en hånd, inden vi går rigtigt i gang!«

Klapsalver fra 32 spinningcykler henover lyden af susende pedaler, og Sorte Slyngel aka Peter Zohdy nikker fra sin plads oppe foran.

»Sætlisten står der«, siger Tanja Hall og nikker hen mod en flip-over, hvor titlerne på de musiknumre, som vil fylde salen de næste 50 minutter, står – ledsaget af små prikker. »Én prik betyder, at der begynder at komme lidt fare«, oplyser Tanja Hall, og fortsætter med et begejstret smil: »To prikker betyder, at det kommer til at gøre rigtig, rigtig ondt.«

Afsted mod målet
Og så suser vi videre derudaf til lyden af Massive Attack. Vi er i »grøn zone« på en flad strækning, entusiastisk på vej mod smerten forude. Musikken skifter til Bronski Beat, og så til The Cure, og tempoet øges, og jeg begynder for alvor at mærke, at jeg er nybegynder, mens folk accelererer omkring mig. »Klar til at skrue på gearet!« lyder det oppe fra Tanja Halls cykel i front. »Tro på det! Toethalvt minut! Ind i det, ind i det, tag det, tag det, tag det!!!«

Jeg sidder lige bag ved de måske største lægmuskler i salen. Han ville for længst være en prik i horisonten, hvis vi sad på cykler, der bevægede sig. Der står »Endurance Sports« på ryggen af det tætsiddende cykeltøj. I loftet hænger en discokugle. Til venstre sender en projektor motiverende sætninger op på en stor skærm. »Træning handler om at transcendere fysikken«, står der. »You feel your strength in the experience of pain«.

Til højre for mig sidder en lyshåret pige, komplet koncentreret og opslugt i sin egen kamp, badet i svedperler. Hun lader sig ikke forstyrre, hører kun musikken og de opildnende ord fra Tanja Hall. Når man ser på hende, forstår man for alvor konceptet. Hvis ikke man giver den maximalt gas, er det jo ligegyldigt at være her. »Smerte! Styrke!« gjalder det ud gennem højtalerne. »Fortsæt, fortsæt, fortsæt!«

Lidelse og smerte
Efter endnu en stående omgang i pedalerne i højt gear tror jeg, jeg er ved at besvime en lille smule. »Pain is temporary«, står der på skærmen. »If I quit, however, it will last forever«. Ordene er Lance Armstrongs. Jeg tager mig sammen, rejser mig op i pedalerne, åh, hvor er det hårdt, jeg vil såååå gerne ned at sidde igen, skal det være så hårdt for armene, måske er min teknik forkert, hvor lang tid er der endnu, 30 sekunder, det er dælme længe, er der gået fem sekunder nu, kan jeg holde den, måske skal jeg lige skrue lidt ned på gearet alligevel, pyyyyh, 15 sekunder endnu, kan jeg det, jeg VIL, aaaarrrrgh! »Tre! To! En! Og ned!«

Pyyyyh. I sadlen igen. I et langt øjeblik føler jeg mig så svimmel, at jeg bliver bange for at skvatte af cyklen i et udmattet slowmotion-fald til højre. Får fumlende fat i en af vandflaskerne, som hviler på styret, og tømmer den. Det hjælper.

»Hvor længe skal jeres smerte vare!?« råber Tanja Hall muntert storsmilende og begejstret fra fronten. »Nu kommer der en acceleration en gang i minuttet! Kan I mærke, om I er klar til at angribe?« Musikken pumper igen op i tempo, en trancet lyd, dyb bas, det kan jeg godt lide, jeg koncentrerer mig, bider tænderne sammen, lader mig løfte med af musikken, prøver at styre min modvilje. »Og vi er klar til at køre væk!« ivrer Tanja Hall. »Tre! To! En! - yeaaaaaAAAAH! Go go go go go go-go-go-gogogogo!!!!«

Efter 50 minutter med op- og nedture er det sidste sprint overstået. Vi cykler på lige vej igen, ude på den anden side. Folk er gennemblødte og pustende, og gulvet er fyldt med pytter af sved. Jeg sitrer af udmattelse. Til sidst klapper vi.

Helvede på jorden og det evige liv
Jeg får vredet mine spinningsko ud af pedalernes metalgreb og vakler med rystende ben gennem rækkerne af cykler. Folk tørrer gennemblødte styr af med papir. En del bliver siddende i sadlerne; de skal fortsætte en time til.

Det skal pigen, der sad til højre for mig også. Hun hedder Cecilie, viser det sig, og spinner 4-5 gange om ugen. »Da jeg startede med at spinne, syntes jeg, det var helvede på jorden«, siger hun. »Men efter noget tid fandt jeg teknikken og rytmen. Og Tanja er en af de få, jeg kan køre to ture i træk sammen med. Det betyder meget, at det er en, der kan skabe en stemning, som motiverer«, siger hun, og går tilbage mod cyklen, klar til næste omgang. »Hun er helt vildt dygtig. Jeg synes, det er superfedt.«

Til højre for døren står et stort fad med tranebærjuice og riskiks, som oblater og vin til en gudstjeneste. »Træning symboliserer det evige liv, så jeg synes, det er en sjov gimmick«, smiler Tanja Hall ud over forsamlingen. »Og til de af jer, der skal køre to timer: I skal bare lige have 30-40 gram. Så er kroppen klar igen«. Hun smiler. »Det bliver ikke sidste gang. Nu bringer vi ånden ind i centrene.«

Se alle de svedige billeder fra Sweat Club her.

Hvad: Sweat Club
Hvor: SATS, Købmagergade 48
Hvornår: Tanja Hall underviser hver tirsdag fra kl. 17. Næste programsatte Sweat Club med Sorte Slyngel er 10. november.
Hvordan: Et bronzemedlemskab i SATS (ét center) koster 399 kr. per måned

TRE FRA TANJA HALL
Om musikken
»Der er to succeskriterier for en god træningstime. Det ene er, at det er sjovt, og det andet, at der er smæk på intensiteten. Det er instruktørens ypperste opgave at forene de to ting, men de to parametre kan sagtens være i kontrast til hinanden. Det er sjældent sjovt at opleve smerte, men man kan glemme den, hvis man bruger musikken rigtigt. Al hjerneforskning tyder på, at musik kan skyde lige så mange endorfiner ud i kroppen, som træningen kan.«

Om spinning
»Jeg havde aldrig troet, jeg selv skulle ind i et spinninglokale. Jeg var sådan en streetkidtype fra skaterkulturen, som gjorde grin med fitnesscentre. De repræsenterede alt det, jeg var i kontrast til. Men så var der er en veninde, der lokkede mig, og så begyndte jeg at dyrke udendørs cykling og tog en uddannelse som spinninginstruktør. Det var bestemt ikke noget, jeg havde regnet med«.

Om smerte
»I træning nedbryder man muskulaturen. 24 timer efter er den helt nede, men derefter genopbygges kroppen - eller »genopstår«, for at blive i den religiøse retorik - og bliver stærkere. Jeg er ikke kristent eller buddhistisk religiøs, men jeg tror på, at mennesket har adgang til det guddommelige. Jeg drømmer om at sprænge begrænsningerne. I mine år som atlet har jeg oplevet, at når jeg er ude på et fysisk overdrev, men accepterer smerten og ikke kæmper imod, så gør det ikke ondt mere. Hvis ikke man lærer at acceptere den, så varer den til gengæld evigt. Mørket er en realitet.«

Tanja Hall er 31 år og cand.theol. Hun arbejder med reklamer og kommunikation og har været spinninginstruktør siden 2005. Hun har deltaget i VM på ironmandistancen i triathlon.