Velkommen til nyere musikhistories store minefelt

»Porgy og Bess« rammer Det Kongelige Teater til marts. Gerswhins opera handler om sorte og må i dag kun synges af sorte. Det er et af de største minefelter i nyere musikkultur.

Midt under den tyske besættelse spillede Einar Nørby og Else Brems »Porgy og Bess« med kulør i ansigtet - en opera om sorte skrevet af to jøder. Besættelsesmagten var rasende og danske nazister sendte bombetrusler. Forestillingen måtte tages af plakaten trods massiv folkelig opbakning, men blev genoptaget efter befrielsen i maj 1945 - under stor jubel fra publikum. Siden spillede Birgitte Price og Niels Møller rollerne på det kongelieg Teater i 1969. Men nu er det første gang, sorte sangere tager over på nationalscenen. Lisa Daltrius er Bess, alternerende med Elisabeth Llewellyn, mens Derrick Lawrence deler rollen som Porgy med Kenneth Overton. Foto: Arkiv, PR. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Porgy er krøbling og vild med Bess. Han slår faktisk havnearbejderen Crown ihjel for pigebarnets skyld. En frygtelig storm rammer Charleston, politiet smider Porgy bag tremmer - så den pusheragtige Sportin’ Life kan få frie hænder og smede sit rænkespil.

»Porgy og Bess« bliver Det Kongelige Teaters største satsning på operafronten til foråret.

Handlingen er vel hverken værre eller bedre end så mange andre operaers.

Musikken minder til gengæld ikke om noget andet i genren. George Gershwin satte jazzede toner til broderen Iras socialt bevidste ord.

Formerne fra klassisk opera møder stemningerne fra blues, spirituals og arbejdssange. Resultatet er hits som »It Ain´t Necessarily So«, »I Got Plenty O’Nuttin’« og selvfølgelig bluesballaden over alle: »Summertime«

Og nå ja: Samtlige hovedroller skal synges af sorte.

Reglen om sorte sangere findes i den kontrakt, ethvert operahus skal underskrive med arvingerne efter George og Ira Gershwin. Det Kongelige Teater har af samme grund haft en delegation helt i New York - på jagt efter folk med den rette hudfarve og sangstemme.

Kontrakten siger for resten også noget om det sociale. Man må ikke gøre livet blandt sorte i South Carolina anno 1930 for sjovt. »Porgy og Bess« må ikke sælges som operette, som musikforestilling i den lette ende.

Hvis det hele lyder som lidt af et minefelt, så ja.

»Porgy og Bess« har lige siden urpremieren på Colonial Theatre i Boston i 1935 hørt til genrens mest kontroversielle værker.

Ikke så få sorte kunstnere vil for eksempel ikke røre den med en ildtang. Den er skrevet i bedste mening, men viser stadig ikke slavernes efterkommere som rigtige mennesker. Eller med salige Duke Ellingtons ord: Den er fuld af »negroismer«.

Værket har været spillet på Det Kongelige Teater før. Endda under dramatiske omstændigheder:

Førsteopførelsen fandt sted 27. marts 1943, altså midt under den tyske besættelse! Bess blev sunget af dejlige Else Brems og kæresten Porgy af Einar Nørby, far til Ghita Nørby. Man havde altså kridhvide danskere i samtlige roller.

Produktionen var ikke desto mindre stærkt upopulær hos både besættelsesmagten og dens kollaboratører og blev taget af plakaten efter 22 udsolgte forestillinger. Dels fordi sorte ikke stod i specielt høj kurs hos nazisterne. Og dels fordi George og Ira Gershwin jo var jøder.

Det Kongelige Teaters opsætning var både den allerførste på europæisk grund og den første med hvide i hovedrollerne.

Hvordan har det med farven virket? Brems og Nørby og de andre har næppe løbet kulsorte rundt på scenen. Men at dømme efter nationalscenens fotos fra dengang, havde de faktisk lidt sværte i ansigtet.

Utænkeligt i dag. Og absolut forbudt.

For igen: Allerede sangerne ved urpremieren i 1935 var sorte. Vel at mærke ikke sorte bluessangere eller underholdere fra varieteens verden - men operasangere med uddannelse og det hele.

Et modigt og stærkt udfordrende træk dengang.

Racismen i særligt Sydstaterne var ikke blevet mindre siden Borgerkrigens dage. Apartheid vandt frem og delte alt fra busser til landsbyskoler i to. Nedbrændinger af sorte kirker og udslettelser af hele familier tog til.

I alt 4.743 mennesker er blevet lynchet i USA gennem årene, de fleste i årtierne lige op til »Porgy og Bess«. 3.446 af ofrene var sorte efterkommere af slaver.

Man bandt staklerne og klyngede dem op i et reb eller brændte dem levende. Den gravide Mary Turner fra Georgia måtte se sit foster flået ud og trampet ihjel.

Amerikanske museer kan i dag fremvise trykte postkort med fotos fra den slags begivenheder. Behjertede borgere i alle samfundslag harcelerede mod ugerningerne og kunne endda sætte livet på spil i kampen.

Men at se sorte kunstnere synge og spille uden for de sædvanlige beværtninger var usædvanligt for alle.

Selv filminstruktøren D.W. Griffiths mesterlige »En nations fødsel« fra 1915 brugte hvide skuespillere med sværte i ansigtet og fremstiller i øvrigt Ku Klux Klans grundlæggere som helte.

At hvide aktører optrådte med farve i hovedet var stadig udbredt på George Gershwins tid.

De såkaldte minstrel shows med hvide kunstnere i sort sværte havde lagt kvarterer øde gennem et helt århundrede. Musikere, sangere og dansere kunne male huden og læberne. Selv kunstnere som Bing Crosby, Fred Astaire og Judy Garland har optrådt i blackface. Selv sorte kunstnere overdrev deres træk på den måde - herunder Bert Williams, af mange anset for forrige århundredskiftes største komiker.

Nogle i dag anses blackface for racisme af værste skuffe: Man gør nar ad visse menneskers særlige hudfarve. Vi sætter jo heller ikke krogede næser på hovedrollerne i »Indenfor murene«.

Andre ser lige modsat protesten mod blackface som en slags racisme i sig selv. For hvad er der galt med at være sort?

Diskussionen minder i det hele taget om den, danskere i dag kan føre om ordet »neger«.

Blackface ville uanset være utænkeligt på de fleste scener.

Fænomenet har rigtignok overlevet i hjørner af teatrets verden. Både titelrollen i »Othello« af Shakespeare og Monostatos i »Tryllefløjten« af Mozart kunne indtil for nylig have sværte i ansigtet.

Men det er forkert og direkte forbudt i »Porgy og Bess«.

De medvirkende i Gershwins forestilling var for resten ikke bare sorte. De var også underst i samfundet og for Porgys vedkommende endda forkrøblet.

Amerikanerne kendte godt fattigdommen i deres land. »How the Other Half Lives« fra 1890 af Jacob A. Riis havde åbnet alles øjne for de helt slemme sider af især storbyerne. Ikke så få kvarterer blev simpelthen revet ned som en direkte konsekvens af danskerens berømte og berygtede fotobog.

Men elendigheden blandt netop sydstaternes landbefolkning forblev stor og har været det næsten til i dag. Da fotografen Jacob Holdt i 1970erne rejste i sin store landsmands fodspor, måtte enkelte individer stadig spise jord.

Så nej: »Porgy og Bess« er ikke nogen munter forestilling - og må heller ikke gøres til det.

Tragedien fik kun langsomt sin faste plads på plakaterne rundt om. En legendarisk produktion på Houston Grand Opera i Texas i 1976 var den første, der spillede Gershwins partitur fra først til sidst.

Den har til gengæld flyttet grænser rent stilistisk og står i de forstand som en milepæl i moderne musikkultur. Hvad musicals som »West Side Story« fra 1957 og »Cabaret« fra 1966 fortsatte, dét begyndte med Gershwins ambitiøse genistreg.

Operaen er kun filmatiseret én gang: Det var i 1959 med Sidney Poitier i rollen som Porgy og Dorothy Dandridge som Bess. Begge skuespillere mimede sig gennem sangene.

Filmselskabet måtte fyre instruktøren midtvejs og skulle i sidste ende skære halve timer ud af Gershwins musik. Versionen blev en kunstnerisk katastrofe og fik hård medfart fra kritikerne. Ingen har turdet give sig i kast med projektet siden.

Hvis man vil forberede sig på Det Kongelige Teaters opsætning, skal man hellere tage Glyndebourne Festivals produktion fra 1993 - til dato den eneste version af operaen på DVD.

Bedste udgave på CD er vel indspilningen fra 1976 med Willard White som Porgy, Leona Mitchell som Bess og Cleveland Orchestra under ledelse af Lorin Maazel.

Kun lidt har ændret sig siden Gershwins tid - og musikken holder endnu.

»Porgy og Bess« spiller på Operaen, Store Scene 22. marts - 10. maj.