»Velkommen, men ik’ kommen vel?«

Tue Track og Khal Allans Ponyblod-projekt er en vital, vidunderlig forening af ord og beats.

Tue Track og Khal Allan. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Brand new Allan og Tue ude lig’ pludselig’./Rapplade, ja korrekt antaget«.

Sådan lyder det som noget af det første på fællesprojektet Ponyblod, hvor ord- og beatministeren Tue Track, bedst kendt fra Malk De Koijn, og rapperen Khal Allan har fundet sammen. Og albummet er en ret præcis forening af det, de tidligere har gjort sig bemærket med.

Tue Track, der et sted titulerer sig som »autodidakt taktslave«, leverer således cool, tørre og selvfølgelige beats og samplinger af alt fra gamle børneplader til Ennio Morricone-lydende lydspor, men altid med god plads til Khal Allan, som er i besiddelse af et intuitivt, selvfølgeligt knopskydende flow.

Vel overholdes rappens pralekonvention, der aldrig har sagt en bleg protestant som mig noget, men her er heldigvis også et væld af interessante linjer om stort og småt og referencer i snart sagt alle retninger. Stærkest er Khal Allan dog dér, hvor han spiller på betydningsglidninger og bevæger sig ind i remselignende rablerier a la Halfdan Rasmussen. »Velkommen, men ik’ kommen vel?/Det smager ad pommern til«, som det lyder i den gyngende »Med måde«.

Fresh flow

Tue Tracks rapbidrag er imidlertid lige så veloplagte som Khal Allans, omend leveret med en hårdere diktion og med sætninger af en anden, mere udknaldet karakter:

»Bare kure ned ad galakser på en rådden kælk/blodkogt, røde læber drikker ponymælk/vægtløs, frigjort fra de tunge sko/kæk tøs, glæder sig allerede til nummer to«.

Alt sammen forløst elegant – »Hold da kæft et fresh flow«, som det lyder fra Khal Allan – og med langt mere intelligens og sproglig flair end det er sædvane i dansk hiphop. Og Tue Tracks lyddesign er én lang fornøjelse med sine organiske, smådystre teksturer og sprøde grooves. To pladespillere, javel, men en hel lydverden, der på samme tid er enkel og afklaret, men også fuld af detaljer og dybdeskarphed.

De slørede, stillestående steder er få, og »Ponyblod« er årets hidtil bedste danske hiphopalbum. Sikkert også når 2014 skydes ind.

Hvem: Ponyblod

Hvad: »Ponyblod«, Target.