Vejen til Matisse

Udstilling: »Matisse - et nyt liv«. Gennem tegninger og bøger, en omfattende korrespondance med en kunstnerkammerat og smukke billeder fortæller Louisiana om Matisse og hans værk. Udstillingen tilbyder et blik ind i kunstnerens metode.

Vejen til Matisse - 1
Matisse: (Platan) december 1951 Fold sammen
Læs mere

Anmeldelse

Undertiden betaler det sig at tage bagvejen. Og når det gælder Louisianas Matisse-udstilling, er det både tilfældet i konkret og i overført betydning.

I mange år har det været sådan, at når Louisiana viste særudstillinger i sin store sal, så åbnede den sig for gæsten i al sin pragt med skulpturer på gulvet og billeder på væggene. Her var hovedretten gerne, og siden gik man så videre gennem sydfløjens andre rum og endte i kælderen, og der fandt man ofte de mindre og mere intime ting.

Denne gang skal man ikke snyde sig selv for at begynde i kælderen for på den måde at arbejde sig gennem kronologien til det udstillingsarkitektoniske klimaks i form af en håndfuld gigantiske papirklip og nogle forarbejder til kapellet i Vence, der - både papirklippene og kapellet - er Matisses store modne mesterværk.

Og så er det endda ikke hele sandheden. For nok er papirklippene vidunderlige at se på. Men den roligt disponerede udstilling, der bygger på Hanne Finsens enestående fortrolighed med Matisses værk, er gavmild med sine oplevelser hele vejen igennem.

I modsætning til Hanne Finsens legendariske Matisse-udstilling på Statens Museum for Kunst for 35 år siden, er der denne gang ikke tale om den udfoldede, retrospektive præsentation. Det er gennem en bagvej, vi kommer ind i mesterens værk. Udgangspunktet er - som det behandles på side 16 og 17 i dette tillæg - Matisses omfangsrige og gerne meget smukt dekorerede korrespondance med mon cher Rouveyre, forfatteren og satiretegneren André Rouveyre. Der er en nær sammenhæng mellem de udstillede breve og værkerne, der giver en konkret mulighed for at få en indblik i, hvordan Matisse tænkte og arbejdede.Udover brevene er der malerier og bøger, tegninger og skitser, gobeliner og glasruder fra slutningen af 1930rne, begyndelsen af 1940rne frem til året før Matisses død i 1954.

Og skønt tydeligvis ung af sind - Matisse fik denne påfaldende energi efter sine to operationer i 1941 - er det altså en kunstner i 70erne, vi møder. Og man synes, man kan mærke denne selvfølgelighed i stregen på papiret og i legen med farverne på lærredet, der viser en kunstner, som allerede gentagne gange har demonstreret, at han er en af det 20. århundredes hele store skikkelser. Alvoren er der, seriøsiteten selvfølgelig også, men hans tegninger er lette og præcise grænsende til det overlegne. Alderens arrogance har Per Kirkeby døbt det forhold, at ældre mestre undertiden får en større frihed, når de er færdige med at bevise både det ene og det andet over for omverdenen, men arrogance passer nu ikke på Matisse. Han er venlig, også i den milde karikatur af vennerne.

Blandt de helt store oplevelser i første udstillingsrum er en serie tegninger af træer, hvis kroner folder sig smukt ud på papiret som arabesker med den største naturlighed, der handler mere om ideen om et træ, urtræet, træets væsen, overvejelsen over hvordan man gengiver et træ, snarere end om et konkret træ. Det er erindringen om træer og tværsummen af træer.

Andre fine ting er hans bogillustrationer, hvor den smukt svungne skrift og den ornamentale dekoration går op i en højere enhed. Ren og cool munterhed og smukke kvinder præger siderne i bogen Jazz, der i øvrigt ikke faldt i Rouveyres smag, og den leder hen til de store papirklip i glas og ramme, der - sammen med kapellet i Vence - blev Matisses sidste store gave til menneskeheden.

Som det i reglen er tilfældet, når det drejer sig om Louisiana, er udstillingsarkitekturen gennemtænkt på en både djærv og raffineret måde, og udover den pure skønhed i Matisses værker er det museets og Hanne Finsens fortjeneste, at vi får et sjældent blik ind i en stor kunstners værksted.

www.louisiana.dk