Vejen til Indien

Vejen til Indien går det næste lille halve år via Ishøj. Arken giver med en af kunstmuseets største satsninger et indblik i nogle af de kunstneriske og politiske problemstillinger, der optager indiske kunstnere, i form af en af årets store kunstoplevelser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har set så godt som alle udstillinger i Arken siden åbningen i 1996 - men sjældent oplevet salene forvandlet på en sådan måde, som det sker med udstillingen om indisk kunst i dag, der åbner i morgen.Skønt der gennemgående er tale om kunstnere, der tilstræber en form, som ikke er væsensforskellig fra, hvad der nu er gængs i international samtidskunst, er det - heldigvis - også sådan, at kunstnerne forholder sig til specifikke indiske problemstillinger.Arken er ikke pioner, hvad angår udstillinger med indisk samtidskunst. Saatchi i London havde i 2010 eksempelvis en meget omfattende præsentation. Og meget vellykket. Men også meget cool, intellektuel, distanceret.

Udstillingens tilrettelæggere er ganske vist veget uden om at inddrage museumsbygningens krævende midterakse, men adskillige af gallerierne er ikke umiddelbart til at genkende. Det er fint, når hvide vægge og store gulve fungerer som neutral baggrund for malerier og skulpturer, men det er også en fornøjelse at bevæge sig rundt i rum, der er omskabt til facetterede fortællinger eller meditative stemninger, som det eksempelvis er tilfældet med Thukals & Tagras samt Reena Saini Kallats installationer. Eller for den sags skyld gå rundt blandt Subodh Guptas hundrede messingspir af forskellig størrelse eller kigge ind i det rigt udsmykkede rum for eftertanke, Bharti Kher har skabt til en vordende brud.

Hvis kunst er at se og forvandles, er »India: Art now« en meget rig udstilling båret her og der af en stor skønhed for små midler som for eksempel Rashmi Kalekas bidrag. Hvis man forklarer, at den 20 minutter lange film - med tilhørende lyd bestående af en bearbejdning af gadesælgernes råb om morgenen i Delhi - viser udsigter over hustage, mens byen vågner, bliver hektisk og falder til ro igen, lyder det unægtelig temmelig kedsommeligt. Men videoen er et eksempel på, hvordan mediet får sin billedkunstneriske berettigelse gennem præcision og en disciplineret beherskelse af virkemidlerne.

Sådan er der adskillige eksempler på forførende og fremmedartede værker på udstillingen, der også har et appendiks i form af en installationsagtig præsentation af indisk mode. Mode skal jeg afholde mig fra at komme ind på, men man kan måske nok sige, at det, der udstilles, ligger et pænt stykke fra kombinationen af små shorts og sneakers, der præger gaderne i de vestlige byer. Snarere er det en form for mode, der synes at befinde sig i et æstetisk blandingsfelt, der er beslægtet med skulpturen. Krumtappen, som binder billedkunsten og mode som billede sammen, er en fascinerende installation af Vivian Sundarem, der arbejder med affald både i sine kjoler og i sine enorme skulpturlandskaber. Eksempler på dem vises på fotostater, som indikerer, at her måske var en kunstner, der kunne hamle op med i hvert fald en del af museets 150 m lange krumme midterakse.

Tvivlsom museumspædagogik

Det skal ikke forstås sådan, at værkerne ikke kan rumme et eksistentielt, mellemmenneskeligt anliggende. Eller budskab - om man vil. Men det er værker, der forholder sig til en indisk kontekst, til Indiens historie, litteratur, myter, religiøse traditioner osv.

Trods det almenmenneskelige gods er der informationer, der er gode at have for at lægge yderligere lag til glæden ved værkerne - udover den rent æstetiske, der ellers er temmelig udpræget. Her træder den museale formidling til med diskrete introduktioner, der åbner værkerne. Om jeg er helt vild med de spørgsmål til betragteren, der afrunder de små tekster, er jeg ikke sikker på, men det kunne være interessant at vide, om publikum tager godt imod opfordringerne til at overveje særlige aspekter ved de enkelte værker. Er dette et brugbart pædagogisk greb? Eller er det at tale ned til gæsterne?

For hjerne og hjerte

Arken har i dén grad sammensat en udstilling, der ligger fint i tråd med museets intentioner om, at billedkunst er et eksistentielt anliggende. Værkerne fortæller om identitet, erfaring og erindring og undersøger begreber som social mobilitet og religiøse forestillinger. Ikke ukendte emner i kunsten, men fortalt på en ny måde båret af nerve og engagement. Og med en rigdom af materialer der spænder fra egentligt maleri til ophobede radiatorer, rulleskodder til butiksdøre og menneskehår omhyggeligt flettet til lange guirlander.

Spændstigheden og opfindsomheden i valget af materialer modsvares af den intellektuelle tyngde, der præger mange af værkerne, samtidig med at kunstnerne åbenlyst har et oprigtigt ønske om at fortælle og forklare. Hvilket undertiden er en mangel i blasert vesteuropæisk og nordamerikansk konceptkunst.

Det er - også - i billedkunsten, vi med os selv eller andre diskuterer livets fundamentale spørgsmål. Hvor kommer vi fra, hvad er vi, og hvor er vi på vej hen - for nu at låne ord fra en titel på et maleri af Gauguin? Med »India: Art now« er det lykkedes Arken i Ishøj at formidle en fortælling om en meget stærk kunstnerisk tradition i en anden kulturkreds, så der både er noget for øjet, for hjertet og for hjernen.

Hvad: India: Art today
Hvor:
Kunstmuseet Arken
Hvornår:
Åben tirsdage-søndage kl. 10-17, onsdage tillige til 21. Til 13. januar