Vejen går til Nørregade

Kasper Wilton forlader Odense Teater efter ti år for at blive ny chef for Folketeatret. Først og fremmest vil han genskabe teatrets profil som Københavns store, folkelige teater.

Kasper Wilton vil genskabe publikums tillid til Folketeatret i Nørregade. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKKEL MØLLER JØRGENSEN

Han har et imponerende overskæg og hænger på væggen, hvorfra han sender den besøgende et fast blik. W.H. Lange blev Folketeatrets første chef i 1857, og han er naturligvis sat i guldramme på teatret. »Og ved du hvad, han kom også fra Odense Teater til Nørregade,« fortæller Kasper Wilton, som selv overtager stillingen på Folketeatret om ganske kort tid efter ti år ved den fynske landsdelsscene.

Han kan dog ikke sætte sig helt til rette i chefstolen endnu. Direktørens kontor kan vi ikke låne til interviewet, for her sidder Waage Sandø stadig bag skrivebordet til 1. juli. I stedet er vi klatret længere op ad den ludende trappe i det knirkende teaterhus. Wilton forrest i godt humør og i fuldt firspring: »Det er nok Preben Harris, der har slidt den skæv,« kommenterer den næste herre i huset med reference til en anden af Folketeatrets helte, den legendariske teaterchef, der huserede i Nørregade i 30 år.

Et par etager længere oppe er et ledigt lokale fyldt ud af et blankpoleret konferencebord og prydet af guldstukne, porøse tapeter. Jo, Folketeatret er et sted med tradition. Men også et sted, der har kendt bedre dage.

Jul i Nørrregade

Sammenlægningen med turneteatret Det Danske Teater under fællesoverskriften Folketeatret.dk har måske nok resulteret i flere forestillinger og visse fordele ved samdriften. Men den har endnu ikke fået publikum til at vende tilbage til Nørregade i store stimer. Kritikere har ment, at teatret i Nørregades egen profil er blevet udvisket og at teaterhuset først og fremmest har virket som en københavnsk scene for turneteatret. Hvad har den kommende teaterchef tænkt sig at gøre for at få »gavn og glæde« tilbage i Københavns ældste teaterhus?

»Det skal ikke længere være et eller andet teater, der modtager turneforestillinger som et andet forsamlingshus,« lyder svaret. »Vi skal producere forestillinger i Nørregade. Det er det københavnske Folketeatret, der går ud i landet. Derfor bliver der også færre forestillinger på Store Scene. Vi spiller fire af slagsen. Så har vi også tid til at kæle ordentligt for dem og gøre folk bevidste om, at vi spiller dem. Teatret har af mange grunde mistet sit ansigt. Der har været uendeligt mange chefer på meget kort tid. Alt for mange. Og så har man ikke rigtigt vidst, hvad man har villet med det her hus, men har villet spille det hele. Uden reel bevidsthed om, hvad dette hus skal i det københavnske teaterbillede.«

Og hvad skal det så?

»Definitionen på Store Scene er store, spektakulære og generøse forestillinger for familier. Julen begynder for eksempel i Nørregade. Det vil jeg gerne have, folk på et tidspunkt kan lære. Københavnerne har stadig brug for en god juleforestilling. Og vi har jo teatret til det med plyssen og stukken og alt det der,« siger den kommende teaterchef som nu også får lagt en drejescene ind.

»Og så ved jeg godt, at du lige om lidt vil spørge mig om »Nøddebo Præstegård«,« smågriner han med sigte på den julekomedie, som i mange år var Folketeatrets stensikre kassesucces.

»Jeg kan sige så meget som, at »Nødedbo Præstegård« har 150 års jubilæum i 2012.«

Det betyder dog ikke, at Store Scene udelukkende skal gå i barndom.

»Den store, folkelige tragedie er noget, jeg også arbejder med i de skitser, som allerede ligger for de kommende sæsoner. Allerede nu lægger vi jo ud med »Breaking the Waves«, som jeg har taget med mig fra Odense, og som, trods alvoren, er en forestilling, som er lige til at forstå.«

Med al respekt: Det lyder ikke som noget, du selv opfinder. Det lyder som om, du også tager bestik af teaterhistorien. Og vender tilbage til nogle af de dyder, som Folketeatret i gamle dage stod for?

»Præcis. Skæbnen vil, at jeg synes, Folketeatret skal kunne det, som er de gamle dyder. Men det kræver - og det gør alt teater jo - at man virkelig vil det.«

Udforske folkeligheden

Teaterchefens bestræbelser på også at kunne spille et bredere repertoire bliver lettere, fordi man nu har fuld adgang til intimscenen Hippodromen, som man før har delt med Dansk Danseteater.

»På Hippodromen har vi sat os opgaven at udforske, hvad folkeligheden går ud på i 2010.«

Det kan du jo så passende selv svare på.

»Ja, men jeg kan jo ikke give dig noget endeligt svar,« siger Wilton, som foreløbig blandt andet spiller to moderne, tyske titler på den mindre scene. »Med dem prøver jeg at lægge et visitkort. De er morsomme, begavede og nye. Fysisk mindre, men også mere avancerede. Men ikke smalle. De er folkelige. Vi hedder trods alt Folketeatret. Den slags ting vil jeg holde strengt på at spille.« For at skabe en linje de første tre sæsoner producerer teatret desuden tre nye danske stykker om danske forfattere. Og endelig vil landets tre skuespillerskoler vise deres afgangsforestillinger på den mindre scene.

Igen og igen og igen

Før i tiden var Folketeatret forbundet med visse skuespillere. Hvor vigtigt er det for et teater som Folketeatret, at velkendte navne kan ses her med tilbagevendende kraft?

»Jeg har lavet en liste med navne. I øjeblikket er der ikke råd til et ensemble. Men ser man tilbage på teatrets gyldne tid, da jeg var ung, så var det her, du så Erik Paaske, Lily Broberg og Ove Sprogøe. Jeg bestræber mig på at få navne ind, som kommer igen og igen og igen. På samme måde som jeg gerne vil have nogle gode instruktører herind. Det hænger jo altså uløseligt sammen med de gode forestillinger.«

I de sæsoner, der har været samdrift mellem Folketeatret.dk i København og turneteatret af samme navn, har der været kritik af, at det var alt for synligt, at der var tale om turnedekorationer, når teatret spillede hjemme på Store Scene. Også det vil Kasper Wilton gøre op med.

»Vi beregner to dekorationer i budgetterne. Vi skal ikke til at skrumpe noget og hakke noget af. Vi træffer ikke scenografiske valg på Store Scene med den begrundelse, at den skal på turne bagefter.«

Det lyder dyrt?

»Så dyrt er det heller ikke, for alle rekvisitter og kostumer og al lyd kan genbruges. Men det er bare nødvendigt, at vi kommer ud med forestillinger, som lugter af, at vi vil det godt.«

Da Kasper Wilton overtog Odense Teater, skulle han også der genskabe tilliden til publikum helt fra bunden, Hvordan orker han egentlig at påtage sig en opgave, der ligner den, han allerede har fuldført på den fynske landsdelsscene, som var kørt i bund, da han overtog den i 2000?

»Det er - hånden på hjertet - også et spørgsmål, jeg har stillet mig selv rigtigt mange gange det sidste halve år. Måske er det bare min lod. Jeg havde besluttet, at jeg ville stoppe i Odense, da Folketeatret pludseligt blev ledigt. Så skete der det, som jeg virkelig blev meget rørt over, at en omtrent vildfremmed, ældre, kendt skuespiller ringede på vegne af en flok kolleger i branchen: »Vi ved godt, du planlægger at rejse og instruere i udlandet. Men nogle gange, er der noget, der hedder borgerpligt«. Jeg blev helt rørt og tænkte: »Det var dog fantastisk«. Teaterchefer er jo altid, per definition, idioter. Så kom der andre opfordringer. Jeg blev smigret og fristet. Talte det igennem med min familie. Søgte stillingen. Og fik den.«

Hvad med teatrets relativt nye navn, Folketeatret.dk?

»Ingen kommentarer. Men du kan jo prøve at lytte efter, hvordan jeg hele tiden har omtalt teatret.«