Var Diana en dum blondine?

Var hun folkets prinsesse, en lidenskabelig forkæmper for de svage og i millioner af menneskers øjne en martyr? Eller var hun en snedig manipulator og seriel ægteskabsbryder? Begge dele, hævder forfatteren bag en ny, dybdeborende biografi, »The Diana Chronicles«, som går bag om myten og mennesket Diana.

Global superstar 1997: Prinsesse Diana som »ansigt« i kampagnen mod landminer. Her holder hun en landmine i sine hænder under besøget i et mineområde Angola, januar 1997. Diana omkom i en bilulykke 31. august i Paris samme år. Foto: Jose Manuel Ribeiro/Reuters. Fold sammen
Læs mere

Prinsesse Diana kaldte sig selv for en dum blondine »thick as a plank«, som hun yndede at udtrykke det. Diana var dog langt fra dum, om end hun til tider foretog sig temmelig tåbelige ting. Måske var hendes største dumhed, at hun aldrig fik sig en uddannelse.

Dét gjorde Diana nemlig ikke.

For, som forfatteren Tina Brown skriver, så tilhørte Lady Diana Spencer »det sidste kuld af privilegerede britiske overklassepiger, der blev sendt i en type skoler, som ikke efterlod dem med kvalifikationer til meget andet end at støve en passende ægtemand op.«

Det sidste lykkedes til gengæld for Diana.

Hun fik prinsen på den hvide hest, men som vi alle ved, endte eventyret alt andet end lykkeligt. Prinsesse Dianas liv lignede til tider en sæbeopera af værste skuffe, men hendes historie er alt andet lige en af de store tragiske fortællinger fra vores tid.

Vi har fået den repeteret til hudløshed her ved tiårsdagen for hendes død, og man kan spørge, om der virkelig er nyt at tilføje? Uden at være Diana-ekspert vil jeg sige: Ja. For Tina Browns imponerende grundige og velfortalte »The Diana Chronicles« byder både på en overraskende psykologisk indsigt i mennesket Diana og en forståelse for de ydre omstændigheder, der var medvirkende til hendes status som »Folkets prinsesse« og global superstar.

Og jo, forfatteren griber også Diana i indtil flere løgne. For eksempel omkring hendes eget påståede forsøg på at begå selvmord ved at kaste sig ned ad trapperne på Buckingham Palace. Hun snublede bare, viser det sig.

Bogen er ikke et helteportræt. Til gengæld bliver man klogere på den private Di og på ikonet Diana.

Hun var - som det mest menneskelige af alle ikoner - både løgner og helgen. Prinsesse Diana var ferm til at manipulere. Med pressen, som hun havde et sygeligt had-kærlighedsforhold til, og med mennesker omkring hende, skriver Tina Brown.

Ja, Diana var et offer, men hun var også parat til at ofre andre. Og ja, hun havde et stort hjerte, men hun kunne også være en heks. En mærkelig sammensat person. Det ene øjeblik kold og afvisende overfor sine nærmeste venner, det næste fuld af ømhed over for komplet fremmede mennesker, hvis beundring hun badede sig i.

»Englands rose«
Her ved tiåret for hendes død kan det synes en anelse upassende at sætte spørgsmålstegn ved denne »Englands rose«, Diana, prinsessen af Wales.

Men resultatet af Tina Browns omfattende arbejde er et påén gang indfølt og ramsaltet portræt af Diana og for øvrigt også af prins Charles, som forfatteren prisværdigt undlader at gøre til den store skurk i det strindbergske ægteskabsdrama. Det fremgår eksempelvis, at prins Charles var forelsket i Diana, da de giftede sig i 1981 og hun i ham. Og at det var Diana, som satte sig for at score prins Charles længe før, han fik øje på hende. Stik imod myten.

Arven efter prinsesse Diana er uomtvistelig. Hun ændrede det britiske kongehus indefra ret godt gået af en kvinde, der betragtede sig selv som »en dum blondine«. Men som Tina Brown skriver i et af bogens afsluttende kapitler, var det et sammentræf af mange forskellige omstændigheder.

Prinsesse Diana var, om man så må sige, den rette prinsesse på det rette tidspunkt.

»Diana væltede lige ind i en ny slags royal power. Hun beviste, hvor langt man kan komme med det ældgamle kongelige koncept, når dramaet omkring humanitær bevidsthed kobles sammen med hele det nervøse elektroniske system af globale medier.«

Diana opfandt begrebet berømtheder-med-en-sag længe før en Bono og en Bill Gates. Hun bevægede sig som en fisk i vandet på den globale scene, før der var noget, der hed globalisering. Hun zappede ubesværet mellem rig og fattig, trampede frygtløst rundt i Angola i kampen mod landminer, og lo hjerteligt sammen med AIDS-syge på et hospital i London.

Også som mor var hun et forbillede og kæmpede indædt for, at sønnerne, William og Harry fik så normal en barndom som muligt.

Oplaget steg 300 procent
Tina Brown har i mere end én forstand levet af prinsesse Diana, siden hun trådte ind på den royale scene og i pressens nådesløse blitzlys. Som kun 25-årig blev hun udnævnt til chefredaktør for Englands ældste sladderblad, »Tatler«, som hun tilførte kant og glamour samt et boost i oplaget på 300 procent. Ikke mindst takket være prinsesse Diana.

Siden blev hun chefredaktør for USAs mest prestigefyldte magasin »Vanity Fair«, og i 1992 den første kvindelige chefredaktør på»The New Yorker«. Hun har kun truffet prinsesse Diana personligt ganske få gange i løbet af sin karriere, men fortæller i et interview i News­week for nylig, at hun altid har følt et »generationsmæssigt ekko« i forhold til Diana.

Hun er overbevist om, at prinsesse Diana ingen planer havde om at gifte sig med Dodi Fayed.

»Drengene brød sig ikke om ham, og hun var allerede begyndt at fnise over de mange guldhaner og fjollede tæpper i hans privatfly. Nej, jeg er sikker på, at hun aldrig ville have opgivet at være prinsessen af Wales for at blive fru Dodi Fayed.«

Over 250 personer har forfatteren interviewet i forbindelse med »The Diana Chronicles«. Herunder også tidligere premierminister Tony Blair, som spillede en nøglerolle i den penible situation, der opstod, da dronning Elizabeth tøvede med officielt at udtrykte sin og kongefamiliens sorg over prinsesse Dianas død 31. august 1997.

Dramaet er skildret i Stephen Frears film »The Queen«, som den britiske skuespiller Helen Mirren modtog en Oscar for sidste år. I dag, ti år efter begivenhederne, tøver Tony Blair ikke med at konstatere, at Dianas betydning rækker langt videre end til »at være kongelig på en ny måde«.

»Nej« siger han i bogen.

»Diana lærte os en ny måde at være briter.«

Prinsessen forvandlede ikke kun sig selv fra sky brud til lidenskabelig kampagneleder. Hun forvandlede også sit land. Måske fordi prinsessen dybest set var oprører i sit hjerte. Dum blondine var hun i hvert fald ikke.