Var der nogen, der sagde »negerfilm«?

Journalist Kristian Lindberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Algoritmer styrer dit liv. Det er eksempelvis algoritmer, der bestemmer, hvilke forslag til film og serier, din Netflix-konto serverer for dig. Netflix har selv beregnet, at kunderne maksimalt bruger 90 sekunder på at finde ud af, om der er noget af interesse blandt de titler der er til rådighed.

Hvis de ikke finder det rigtige i en fart, bevæger de sig videre til andre underholdningstilbud - eller går en tur i haven, og det kan Netflix ikke leve af. Derfor er der omkring 1000 Netflix-ansatte, der udelukkende arbejder på at løse det såkaldte »kaninhuls-problem« - altså at kunderne risikerer at drukne i mængden af indhold.

Ikke desto mindre er jeg tit skuffet over det, Netflix har fundet frem til mig, på trods af, at der bliver valgt fra omkring 13.000 titler. Jeg har ikke principielt noget imod kommercielle film, men hvert år tager jeg hjem fra filmfestivalen i Cannes og har set mindst en håndfuld kunstneriske film, der har gjort voldsomt og varigt indtryk.

For at finde ud af, hvor mange Cannes-film der egentlig er tilgængelige på streamingtjenesten, søgte jeg samtlige de film, som Cannes nominerede til Guldpalmen gennem fem år, hvilket svarer til omkring 110 film.

Under min søgning fik jeg et pudsigt indblik i søgealgoritmens stærke og svage sider. Todd Haynes´ smukke filmatisering af Patricia Highsmiths lesbiske periodedrama »Carol«, der var i Cannes sidste år, findes ikke på Netflix. Men da jeg søgte på den, improviserede Netflix’ algoritme og foreslog rask væk fristende titler som »Elena Undone« og »Loving Annabelle«. Jeg kunne næsten fornemme algoritmen blinke frækt til mig.

Jeg søgte på den Cannes-roste fransk-mauritanske film »Timbuktu«, der modigt går til rontalangreb på jihadismen i de nordafrikanske lande. Den havde Netflix heller ikke, men foreslog noget kryptisk en række bløde amerikanske kærlighedsdramaer som »Finding Mercy« og »Flower Girl«.

Først ved et nærmere kig på disse titler forstod jeg, at de måtte være fundet frem, fordi de ligesom »Timbuktu« har sorte skuespillere i hovedrollerne. Det blev bekræftet, da jeg søgte på »Grigris«, en socialrealistiske film fra Tchad, der handler om en polioramt danser i hovedstaden N’Djamena. Også her kommer »Finding Mercy« frem. Var der nogen, der sagde »negerfilm«?

Andre gange blev resultatet næsten tragikomisk, som når jeg søgte på Auschwitz-filmen »Son of Saul« og blev foreslået at se krimi-komedieserien »Better Call Saul«.

Ud af de omkring 110 Cannes-film fandt jeg seks, der i øjeblikket ligger på Netflix, nemlig James Grays »The Immigrant«, David Cronenbergs »Cosmopolis«, John Hillcoats »Lawless«, Jim Jarmusch‘ »Only Lovers Left Alive«, Nicolas Winding Refns »Drive« og Thomas Vinterbergs »Jagten«. På nær »Drive« og »Jagten« blev disse titler ikke særligt påskønnet, da de blev vist i Cannes, men de er formentlig anskaffet, fordi indkøbsprisen af samme grund var fordelagtig.

Skelsættende Cannes-titler som Michael Hanekes »Amour«, Mike Leighs palmevinder »Another Year«, samme instruktørs »Mr. Turner«, førnævnte »Carol« af Todd Haynes og Xavier Dolans sjælsrystende »Mommy« finder du ikke på Netflix. Dem kan man til gengæld finde på bibliotekernes onlinetjeneste Filmstriben, der har specialiseret sig i kunstneriske film.