Alle gode forfattere har en egen tone, en særegen stemme. De skriver, sagt med andre ord, på en distinkt og genkendelig måde. Men Dan Turèll er alligevel et særtilfælde: Hans fysiske stemme, hans måde at tale på, var sammenfaldende med hans litterære stemme, hans måde at skrive på.

Sådan tænker jeg i hvert fald i selskab med 40-årsudgaven af »Vangede billeder«, der er tro mod den oprindelige udgave med sit A4-format, sin skrivemaskineskrift og de håndsatte accenter. Dertil kommer, ikke uvæsentligt, Peder Bundgaards tegninger og fotografier, hans »cover art« som det hedder i kolofonen.

Ikonisk er ikke mindst Bundgaards forside, hvor Vangede er tegnet fra oven. Og hvor den oprindelige forside blev holdt i grå og hvid og rød, er træerne nu – som Turèll oprindelig ønskede det, men ikke kunne få, fordi det fordyrede udgivelsen – fået grønne kroner. Ikke nogen uvæsentlig detalje, for med den grønne farve midt i det grå og røde rammer forsiden langt bedre bogens stemning. Eller rettere stemninger.

Sving og swing

Inden vi går længere ind i »Vangede billeder«, der blev Turèlls store folkelige gennembrud, nogle ord om, hvilken position han indtog i litteraturlandskabet inden 1975, hvor bogen udkom, og hvor han var en markant digter, men i relativt små kredse.

Hans digtning var farvet af mellemkrigstidens modernisme og af 1960ernes vildtvoksende ungdomskultur. »Vangede billeder« var da også oprindeligt skrevet i et langt mere lyrisk udtryk, men Gyldendal, hans daværende forlag, ønskede at han omskrev den, at han så at sige prosaiserede den. Turèll lystrede, hvilket kan undre. En forfatter har jo sine egne visioner, og det her handlede ikke om mild redigering, men om en radikal omskrivning, et skift i genre, simpelthen.

Det er svært at forestille sig, at Turèll ikke havde det svært med, at han havde efterlevet forlagets ønske, ligesom det må have været underligt at se, at netop denne lystren gjorde ham til hvermandseje.

Når det er sagt, så er det bemærkelsesværdigt, hvor gennemført og vellykket resultatet er, også her på 40 års afstand. Turèll svinger og swinger ind og ud af mylderet af historier, facts og anekdoter, så det er en fornøjelse, og ekkoet af poesien er faktisk at finde i dens rytmiske og på samme tid præcise og gavmilde sprogføring, ligesom selv kompositionen benytter stilistiske greb, der sjældent ses i erindringsromaner.

Og, og, og, og, og

Tag bare brugen af gentagelse i kapitlet »En karré i Vangede«, hvor beboerne i en boligblok beskrives, og hvert afsnit, der introducerer en ny kulørt karakter, begynder med »Og bag en af dørene«. Det er ikke bare et udtryk for bogens legende krønikeinspirerede, diskret eksperimenterende stil, men også for den mundtlighed, der tegner hele bogen.

Så er vi tilbage ved stemmen. For måden at beskrive Vangede på er skrevet med ord og rytme, der i dén grad minder om Turèlls egen fysiske stemme. Tonefaldet og rytmen, der med deres venlige moduleringer gjorde, at kælenavnet »Onkel Danny« kunne vinde indpas langt uden for litteraturens hårdeste kerne, og som han i »Vangede billeder« benytter til at tegne sit barn- og ungdoms land op og give det ellers upåagtede Vangede en historie og et både realistisk, romantiserende og mytologisk skær.

Læs bare åbningslinjerne: »Vangede er et kvarter i Gentofte. Vangede var dét sted i Gentofte, hvor lossepladsen og sindssygeanstalten og husvildebarakkerne blev anbragt, hvor alle to-værelses lejligheder i kommunen samledes væg ved væg, og hvor de nye middelklasse-rækkehuse så småt begyndte at skyde op.«

Og senere i samme »Intro«: »Vangede var Gentoftes Vesterbro. Vangede var Gentoftes Harlem – Gentoftes eneste »arbejderkvarter«, kommunens dårligste skattedistrikt og det eneste valgsted i kommunen, hvor kommunisterne fik stemmer.«

Juletræsmandens søn

Hvor Turèll i passagerne med Harlem-sammenligningerne ser Vangede lidt fra oven, så bevæger han sig ellers helst nede blandt byens mennesker og svinger mellem forskellige luner, men overordnet pendulerer han mellem alvor, nostalgi, humor og veloplagt opspind.

De to sidste blandes ofte, som i historien om broren Frank: »Og min bror Frank han blev engang på Mosegårdsvej bidt i benet af en hund. Og så lagde han sig ned på alle fire, lige på stedet, og béd hunden i benet. Og hunden fór hylende væk ned ad vejen.«

Eller om kvarterets præst: »Præsten i Vangede var venlig mod enhver, også mod sine konfirmander med hvem han havde den helt klare aftale, at når han spurgte om noget når der var forældre eller lærere til stede, så rakte alle bare hænderne i vejret, for det så nu bedst ud. Og de der ikke kunne noget de rakte så venstre hånd op, og de der kunne noget de hævede højre – så spurgte han aldrig de forkerte, og dén metode fungerede godt nok.«

Der er også glimt af hård alvor: »Og i en af familierne var faren taxachauffør og havde vognen stående uden for huset om natten, og deres søn Anders han druknede sammen med juletræsmandens søn i Furesøen engang da de havde hugget en robåd, og nu ligger han på Mariebjerg Kirkegård med en fugl på graven.«

Det er sørgeligt, men også en velkommen modgift til den nostalgi, som kan blive noget klæg og minde om Erik Clausens skønmalerier af arbejderklassen.

Som her, hvor det er søndag i barndommens Vangede, og Mosegårdvej holder fri og »vindue efter vindue sad man så og spiste frokost eller drak kaffe og hørte Giro 413 og bagefter fodbold-landskampen fra Idrætsparken hvor Gunnar Nu-Hansen transmitterede mens alle vinduerne stadig stod åbne så de der gik forbi på gaden hele tiden kunne følge med i stillingen og høre om Per Henriksen klarer ’på stregen’.«

Lange-Joe i New York

Jeg har umiddelbart svært ved at holde af nostalgi, men ud fra Turèlls står ofte en melankoli, der til gengæld er bevægende.

Det handler jo om alt det, der kun lever som retoucherede, håndkolorerede billeder i erindringen. Og så er vi tilbage ved træerne på forsiden, som Turèll ønskede var grønne, og som omsider er blevet det i jubilæumsudgaven. For der er farver, liv og munterhed i »Vangede billeder«, der rejser en æresport over Vangede. Eller det Vangede, der var engang. Eller rettere det Vangede, der var engang i Turèlls erindring og litterære maskine.

Og mest af alt er »Vangede billeder« et fint stykke litteratur, som amerikanerne nu også kan nyde et længere uddrag af. Men kan de overhovedet sætte sig ind i den meget danske virkelighed, den beskriver?

Oversætter Thomas Kennedy er ikke i tvivl. I et citat til Gyldendal siger han: »Faktisk er Vangede ikke ulig det sted, jeg voksede op i bydelen Queens – og ligesom nogle folk i Vangede sagde til deres børn ’Bare sig, du er fra Gentofte’, sagde vi, at vi var fra New York City.«

Vangede er Vesten i en dråbe. Ligesom New York er det i Jonathan Lethems eller Paul Austers bøger. Som vi danskere jo også forstår. Også dem ude i Vangede. Der er nogle helt andre i dag, end dengang Fede-Arne, Lange-Joe og spritteren Crobby huserede.

Jubilæumsudgaven af »Vangede billeder« er udkommet på Gyldendal og koster 200 kr.