Valgkampens smøremidler

Det er en ædel sag for politikere at kæmpe for samfundets allersvageste, herunder de demente. Men samtidig er det en rigtig god forretning for medicinalindustrien at producere medicin til de demente. Under valgkampen til Folketinget og landets kommunalbestyrelser i 2001 forsøgte PR-firma at smøre en række politikere ved at betale dele af deres valgkamp - med penge fra medicinalgiganten Pfizer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Budskabet i mailen var ikke til at misforstå.

Vi giver dig gratis annoncer, vi skriver læserbreve i dit navn, og vi arrangerer en »skjult« pengeoverførsel til din valgkamp, så ingen i din kreds kan se at pengene kommer fra et firma.

Til gengæld skal du stå som officiel afsender på en række annoncer, hvor du skal problematisere, at demente danskere ofte venter lang tid på at få stillet diagnosen og komme i behandling.

»Jeg taler med (...) om en kanalisering af pengene, så din kreds ikke kan se de kommer fra et firma. Lad mig høre, hvad du synes,« stod der i mailen, der 7. november 2001 landede i indbakken hos en af de mange kandidater til kommunalvalget i København 13 dage senere. Afsenderen var en medarbejder på PR- og lobbyvirksomheden Waterfront, der er et af landets ældste bureauer af sin art. Umiddelbart skulle man tro, at kandidaten tog imod tilbuddet med kyshånd. I valgkampe kæmper kandidaterne altid benhårdt om at tiltrække penge til deres kampagner, hvad enten det er bidrag fra erhvervslivet, fagbevægelsen eller interesseorganisationer. Og i 2001 var kampen om valgbidrag ekstra hård, fordi der påén og samme dag var valg til både Folketinget, kommunalbestyrelserne og amtsrådene. Men kandidaten sagde nej til det attraktive tilbud. Noget i konstruktionen var moralsk helt galt.

Den reelle afsender af demensbudskabet var nemlig ifølge Berlingske Tidendes oplysninger medicinalgiganten Pfizer, der bl.a. producerer en meget kostbar medicin, der kan udskyde de negative konsekvenser af demens. Pfizer var i 2001 en af de største kunder hos Waterfront, der er kendt for at have særdeles gode kontakter i specielt de borgerlige og liberale kredse på Christiansborg og i flere kommunalbestyrelser. Det var disse kontakter, Waterfront forsøgte at udnytte i bestræbelserne på at få gjort demenssagen til et selvstændigt tema i valgkampen. Det skulle dog vise sig at være vanskeligt for Waterfront at finde politikere, der ville deltage i det usædvanlige PR-setup. Modtageren af mailen sagde nej. Og det samme gjorde Venstres nuværende gruppeformand på Københavns Rådhus, Pia Allerslev, da hun blev kontaktet af Waterfront.

»Jeg lyttede til tilbuddet og sagde pænt nej tak. Det er ikke et område, jeg beskæftiger mig med politisk, så det ville have virket lidt kunstigt. Jeg havde det også lidt mærkeligt med konstruktionen; at man fik nogle penge og de indrykkede annoncer, eller hvordan det nu var. Jeg tager kun imod støtte, som gives, uden der er knyttet betingelser til,« siger Pia Allerslev, der blev valgt ind i Borgerrepræsentationen uden at have demensspørgsmålet med i sin kampagne.

Trods flere afvisninger lykkedes det Waterfront at finde en brugbar politisk talsperson. De Konservative i København havde i 2001 netop valgt ny spidskandidat, der skulle løfte arven efter den navnkundige konservative borgmester H. Thustrup Hansen. Spidskandidaten hed Mogens Lønborg, nuværende sundhedsborgmester, der året forinden havde meldt sig ind i partiet. Dermed var Lønborg ikke kun ukendt set med vælgernes øjne - også internt i partiet var kendskabet til Lønborg begrænset.

I bestræbelserne på at slå igennem hyrede Mogens Lønborg Waterfront til at køre sin valgkampagne. I dag siger Mogens Lønborg, at han valgte Waterfront, fordi virksomheden i forvejen arbejdede for den konservative vælgerforening.

Samarbejdet mellem Lønborg og Waterfront foregik på den måde, at Mogens Lønborg blev præsenteret for kampagnemateriale, som han så skulle godkende. Waterfront arrangerede også et mediestunt på den fashionable restaurant Copenhagen Corner på Rådhuspladsen, så den i offentligheden ukendte Mogens Lønborg kunne præsentere sine budskaber og blive fotograferet sammen med partilederen Bendt Bendtsen.

Men i valgkampens hektiske slutspurt skete der noget usædvanligt. Mogens Lønborg fik forelagt en annonce, der skilte sig markant ud. Den var ikke som de andre tre - men femspaltet - og havde et tekstbudskab om, at 100.000 demente i Danmark risikerer at blive snydt, fordi de på grund af flaskehalsproblemer ikke får stillet en diagnose og kommer i behandling.

»Jeg sagde, at annoncen var lige i øjet, da det var sundhed, jeg fokuserede på. Og så fik jeg at vide, at jeg kunne få den gratis af et medicinalfirma. Det var ubehageligt at blive stillet over for det tilbud, for han (adm. direktør i Waterfront og tidligere formand for Konservativ Ungdom Lars Poulsen, red.) skulle være min rådgiver. Selv om det ikke var ulovligt, sagde min mavefornemmelse mig, at det var for specifikt, så jeg betalte selv. Jeg havde ikke lyst til at stå i gæld til den pågældende virksomhed,« siger Mogens Lønborg, der har forelagt Berlingske Tidende en faktura, der viser, at Waterfront har opkrævet Lønborg godt 62.000 kroner for demensannoncerne, der blev indrykket i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten.

Mogens Lønborg fortalte dog aldrig vælgerne, at demensannoncerne reelt var udtænkt for at gavne medicinalproducenten Pfizer. Og da Berlingske Tidende for to uger siden første gang spurgte Mogens Lønborg om sagen, afviste han, at han efter valget havde taget nogen selvstændige politiske initiativer på demensområdet, selv om han i valgkampen havde brugt store beløb på at gøre spørgsmålet om flaskehalse på demensområdet til en mærkesag. Det er imidlertid ikke rigtigt. I 2002 fremsatte den konservative gruppe på Københavns Rådhus et forslag i Borgerrepræsentationen om, at kommunen skulle udarbejde en decideret demenspolitik. De øvrige konservative medunderskrivere på forslaget siger i dag, at Mogens Lønborg var den centrale drivkraft bag forslaget.

»Jeg må med beklagelse sige, at det huskede jeg ikke. Jeg burde også tage sådan et initiativ. Ellers ville jeg jo ikke overholde mit valgløfte,« siger Mogens Lønborg.

Den konservative førstemand var dog ikke ene om at tale de dementes sag i valgkampen 2001. Den dengang ukendte Troels Lund Poulsen, der i dag er politisk ordfører og dermed med i inderkredsen omkring statsminister Anders Fogh Rasmussen, gik med annoncer i Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Jyllands-Posten i valgkampens slutspurt til kamp for de demente. Indholdet i annoncerne handlede udelukkende om at skabe bedre forhold for demente og deres pårørende.

Selv husker Troels Lund Poulsen, der 1997-1999 var landsformand for Venstres Ungdom (VU), ikke, om han i den forbindelse havde kontakt til Waterfront, hvor VUs tidligere landssekretær Steen Hansen på daværende tidspunkt for Waterfront arbejdede med bl.a. demensspørgsmålet sammen med en anden af bureauets nøglemedarbejdere, Jesper Schou Hansen, som selv blev valgt ind i Borgerrepræsentationen for Venstre i 2001.

Steen Hansen har »ingen kommentarer« til, om han og Troels Lund Poulsen drøftede demenspolitik i 2001, og han har »ingen kommentarer« til spørgsmålet om, hvorvidt Waterfront var økonomisk involveret i annoncerne, der praktisk blev håndteret af reklamebureauet Bergsøe4.

Spørgsmålet om den langsommelige diagnosticering af demenspatienter fortsatte efter valget. Troels Lund Poulsen, der var blevet demensordfører for Venstre, fulgte op på sit valgløfte og foreslog, at demensområdet blev tilført et betragteligt millionbeløb til forbedring af forholdene for og behandlingen af demente. Dansk Folkeparti, der på Christiansborg var blevet opsøgt af Steen Hansen fra Waterfront, støttede ligeledes en opprioritering af området. Ifølge formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Dansk Folkepartis Birthe Skaarup, forsøgte Waterfront bl.a. at overbevise hende om, at der var god fornuft i at afsætte penge til øget medicinsk behandling af demente ældre. Medicinen kom dog ikke til at spille en central rolle i den endelige aftale, og i dag kalder Birthe Skaarup Waterfronts optræden i den konkrete sag for »højst usædvanlig«.

Waterfront ønsker principielt ikke at udtale sig om konkrete kundeforhold, men seniorprojektleder og tidligere medlem af Folketinget for de Konservative Niels Jørgen Langkilde siger, at en af virksomhedens opgaver går ud på at researche sig frem til f.eks. politikere, der har samme holdninger som kunderne, og om der kan laves alliancer, så et kundesynspunkt dermed får en større gennemslagskraft.

»Jeg har selv som tidligere politiker været ude for det masser af gange. Det er en helt almindelig del af demokratiet, at man bakker op om kandidater, man deler synspunkt med,« siger Niels Jørgen Langkilde, der ikke ser noget odiøst i, at en privatvirksomhed kan være anonym afsender af et politisk budskab fremført af en politiker.

»Det er også helt almindeligt,« siger Niels Jørgen Langkilde.

Hos Pfizer vedstår medicinsk underdirektør Lene Juncker-Jensen, at firmaet i 2001 brugte Waterfront som lobbyvirksomhed for demensmedicinen Aricept. Men medicinalvirksomheden lægger samtidig afstand til Waterfronts arbejdsmetoder med at tilbyde udvalgte politikere gratis annoncer.

»Vi kan ikke garantere, hvad Waterfront har sagt, lovet eller gjort. Men der har aldrig været en aftale mellem PR-bureauet og os om det her. Vi har naturligvis interesse i at blive kædet sammen med sundhedspolitik generelt, men ikke med enkelte politikere,« siger Lene Juncker-Jensen.

Ifølge professor Torben Beck Jørgensen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet er der dog et etisk problem i, at Waterfront på vegne af en kunde tilbyder at betale en politikers valgmateriale:

»Det er en kommercialisering, som er meget uheldig. Meningen er, at en politiker skal repræsentere nogle vælgere - og ikke at en politiker skal købes af et firma, som betaler for at få politikere til at fungere som en slags reklamestander. Det er en sammenblanding af ting, som er meget uheldig. For så ved vælgerne ikke, hvad politikeren egentlig står for. Det er en amerikanisering af dansk politik, og spørgsmålet er, om vi ønsker det i Danmark.«

www.business.dkTema Kan politikere købes?