Valget på kanten: Inger Støjberg er en pige i flade sko

Valget på kanten. Almindelig, ganske almindelig: Inger Støjberg ved, hvad hun siger, og ved, hvad hun gør.

Da Inger Støjberg i 2019 gik af som udlændinge- og integrationsminsiter, modtog hun en lagkagekniv, et dannebrogsfalg og et par flasker Coca-Cola Zero af sin efterfølger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem husker sangen »En lille pige i flade sko«?

Næppe mange, men i 1950 var den en landeplage, da Knud Pheiffer, der også havde skrevet både tekst og melodi, lancerede den. Det er den, der råder manden til at vælge hende den søde, naturlige pige, der ikke er majet ud og fører sig frem, men er tilfreds med en sund kulør og et liv bygget på kærligheden alene.

Mon ikke mange af Inger Støjbergs vælgere i hvert fald kender den?

De flere hundrede tusinder, som har i sinde at stemme på Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg er i hvert fald typisk at finde blandt dem, der er fyldt 50. De er mænd, har en håndværkeruddannelse og bor i Nordjylland, skal man tro en analyse, som professor Kasper Møller Hansen lavede for Altinget for et par måneder siden.

Og hvis nogen skulle finde på at lede efter pigen fra sangen, så kan vi meddele, at hun lever og har det godt i Hadsund ved Mariager Fjord. I hvert fald er Inger Støjberg kravlet ned fra de meget høje hæle, hun ellers befinder sig godt i. Det er noget med et sammenstød med samboen, den pensionerede bombehund Ludvig, et knæ, der driller, og valgkamp på krykker. Og derfor har Inger – lad os bare være på fornavn med hende, det er alle i Jylland tilsyneladende (»Du er bare god, Inger«) – iført sig et par fornuftige støvler.

Ingen plantepjat

Det er i hvert fald, hvad hun betror Radio NORDJYSKE, som hun besøgte for en lille uges tid siden. Det er også her, hun bliver bedt om at tale om stort set alt andet end politik, hvilket jo er indlysende. Det er jo slet ikke, fordi vi befinder os i nogen som helst former for alvorlige tilstande, hverken herhjemme eller når vi kigger ud over landets grænser.

Nej, lad os hellere bruge tiden på det, der er vigtigt.

Inger fortæller os for eksempel, at hendes livret er boller i karry, som hendes mor laver dem, eller kogt oksespidsbryst med peberrodssauce, hvis hun kan få nogen med på dét. Mere dansk bliver det næppe. Ikke så meget plantepjat her. Det kan vi godt relatere til.

Og så er der det med yndlingsfilmen. Inger må tænke sig om.

»Øhmmm … ja, skal man…., » siger Inger og tøver skælmsk.

»Nu bladrer du genrerne igennem?« vil journalisten vide.

»Ja, for der er også nogle ting, man bare ikke har lyst til at sige,« forklarer hun og fniser genert.

»Jeg er jo sådan én, der godt kan finde på at se »Love Actually« sådan et par gange om året,«  fremstammer hun. Bingo! Mere jordsøgende kan det næsten ikke blive. Lur mig, om ikke mange andre – især kvinder – rundt omkring i de små hjem også elsker den sentimentale julekomedie.

Inger synes i hvert fald bare, den er så sød. Men ellers ser hun mest film om terrorisme og præsidenter. Dem er hun »meget glad for«.

Hun vil allerhelst bare tage til Østrig og vandre i bjergene – alene. Her kan hun tømme hovedet med rygsækken og vandrestøvlerne på. Hun har dog ikke gjort det, siden hun fik hunden Ludvig.

Motion er ellers slet ikke Inger, hvis bedste slankeråd hun trækker op af det efterhånden lidt slidte overskudslager: Coca-Cola Zero døgnet rundt.

Jo, Inger er ligeglad med, hvad eksperter og besserwissere siger. Ingen skal lave om på hende. Sådan er der nok også mange af Ingers (sofa)vælgere, der har det.

Kunne hun finde på at stå op om morgenen og løbe en tur?

»Nej, det kan jeg da sige, at jeg ikke kunne,« forsikrer hun lettere hånligt.

Hun skal lige huske, hvordan det er, hendes faste kostråd, som altid tager kegler, lyder, men så kommer det:

»Jeg spiser altid varieret kost – jeg spiser to … nej, tre med lys pålægschokolade og én med mørk. Så jeg ved godt, at man skal spise varieret,« pipper hun slagfærdigt.

Hvorfor det sker, ved ingen. Men de seneste meningsmålinger tyder på, at den blæst, der før gik så frisk, er ved at løje af. Inger Støjberg kan ikke helt præstere den imponerende opbakning, der gav hende ca. 10 procent af stemmerne forud for valgkampen. De fleste iagttagere er stadig enige om, at Inger har gjort det godt i det sidste par uger -– i hvert fald det rigtige i forhold til sin målgruppe.

Personkulten Inger

Daværende kulturminister Joy Mogensen (S) blev i sin tid hængt godt og grundigt til tørre, da hun i et tiltrædelsesinterview dristede sig til at sige, at hendes yndlingsalbum var »Absolute Music 2«. Muligvis mente hun det. Muligvis snobbede hun bevidst nedad, var på sit partis vegne på strandhugst efter nogle af de stemmer, der nærede en foragt for alt det fisefornemme, de er optaget af inde i København – kort tid efter var hun sendt i byen med budskabet om, at håndbold er lige så meget kultur som Det Kongelige Teater.

Men når Inger lufter sin mildest talt gennemsnitlige smag, som der i og for sig ikke er nogen grund til at anfægte, er der ingen, der hæver stemmen. Ingen havde forventet andet. Hvis man ikke skulle vide det i forvejen: Interviewet med Radio NORDJYSKE viser, at hun ved, hvad hun siger, og hun ved, hvad hun gør. Med andre ord: Du er bare god, Inger. Du er, i sandhed, en pige i meget flade sko.

Og det kan udnyttes.

Ugebladsinterview? Hvis man tror, Inger ikke taler politik i radioen, kan man godt tro om. Hvad var det, vi sagde i 1970erne? Det private er politisk. Hun nærer personkulten Inger, og hun er dygtig til det. Det, hun synes om, er det, hendes vælgere synes om. Og så synes de om hende. Det, hun er, er hendes politik.

Om man synes, at det er en flad fornemmelse, må man gøre op med sig selv.