Vaklende roman om ung seksualitet

Bøger: »Marcipansøstre« »Marcipansøstre« er en uforløst fortælling om børns seksualitet og voksnes forstyrrede grænser.

Foto: Scanpix

I »Marcipansøstre« møder vi almindelige, ensomme Eva i en jysk provinsby. Hun drages mod den spændende Caritas, som ikke synes, det er et problem at skille sig ud. Hjemme hos Caritas’ søstre Arendse og Dike, hendes tavse far og flagrende mor, er spillereglerne anderledes end i resten af Evas verden. Familien tyr til dysfunktionalitetens primære overlevelsesstrategi – at positionere sig selv som bedre end alle andre og dermed være dem, der har patent på den rigtige måde at leve på.

Selvom familien påberåber sig retten til fri seksualitet, er det ikke et let sted at udforske sin egen spirende seksualitet. For deres form for frihed, er et skyggefuldt fængsel, bygget på et fundament af forstyrrede grænser mellem børn og voksne. For de ældste piger bliver den sårede seksualitet den optik, verden betragtes igennem. Arendse er udfarende, mens Dike har svært ved at tro, hun er værd at elske uden at give seksuelle modydelser. Den kombination er svær at modstå for den unge læge, der flytter ind i huset ved siden af. Det, der begynder som et venskab får alvorlige konsekvenser, da han bliver aktør i pigernes erotiske spil.

Kompleks skadethed
Og selvom det i romanen fremstilles, som om pigerne lokker ham, skal der ikke herske tvivl om, at det er ham, der burde sætte en stopper for legen. Eva anmelder ham til politiet, men plages voldsomt af skyld over sin egen lyst og følelsen af at være illoyal over for lægen. For overgrebene er ikke foregået under tvang, med vold eller trusler, men snarere som resultat af en mere kompleks skadethed.

Pædofiles yndlingsargument er, at børn også har en seksualitet og i øvrigt gerne vil selv.

Det vidner om en forstyrret logik, der tager udgangspunkt i noget rigtigt og vender det til noget forkert. Det er vist almindeligt anerkendt, at børn har en seksualitet. Men seksualiteten er netop deres egen og har ikke noget med voksenlivet at gøre, og det er de voksnes opgave at trække grænser og skelne. Når lyst og overgreb blandes sammen i en heftig og uoverskuelig cocktail, som det sker for Eva, bliver resultatet uundgåeligt en voldsom skamfølelse.

Overgrebsmænd har en særlig evne til at få deres ofre til at føle skyld og ikke sjældent loyalitet. Det er medvirkende årsag til at mange overgreb og voldtægter aldrig anmeldes. I »Marcipansøstre« er det meget svært at fornemme, hvor forfatterens loyalitet ligger, og det ender med at være romanens største problem. Der er et sympatisk ønske om at beskæftige sig med svære emner, men det forbliver uforløst. Det er som om forfatteren lader sig rive med af endimensionelle seksuelle beskrivelser uden at give personerne dybde eller karakter.

Vaklende pirken
Den ikke specielt velskrevne roman kommer til at vakle et sted mellem ungdoms-porno, udviklingsroman og debatbog, der ikke vil tage stilling. For pigerne er ofre præcis på den måde, børn er, hvis de vikles ind i en voksen verden af forstyrrede grænser og voksenseksualitet. Muligvis offergøres de én gang til af en omverden fuld af berøringsangst, men det ændrer ikke på, at overgrebet er det oprindelige sår.

I pressemeddelelsen står der, at romanen pirker til »vores nypuritanske angst for unges seksualitet«. Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen. Men det er næppe det, Kjeldberg mener, og så forbliver forvirringen total.