Værtshus i byens arrest

»Uden øl og brændevin ville de fattige arrestanter lide nød og til sidst omkomme i fængslet«, hævdede arrestforvarer Bygom. Fra Jacob Davidsen: Det gamle kongens Kjøbenhavn Fold sammen
Læs mere

I januar 1766 døde Frederik V. Det var næppe helt uventet, for kongen havde været hård ved sig selv, og mange flasker havde han slået sig på i sit 42 år korte liv. Overalt blev der arrangeret sørgegudstjenester og således også i byens arrest ved Nytorv, hvor man godt kan sige, at højtideligheden fik et forløb i majestætens ånd.

Fængselskirken var fyldt op af arrestanter og fine gæster fra byen, og nu ventede man bare på præsten, som hed Rothenborg. Hvor blev han af? Tiden gik, og så klarede degnen indgangsbønnen, og med et par salmer blev ventetiden fyldt ud. Stadig havde ingen set præsten, og endnu et par salmer blev sunget. Men så dukkede han endelig op – som hidkaldt af den bevægende salmesang og tydeligvis svært beskænket. Snublende over sine egne ben fik han trukket sig op på prædikestolen, og så fulgte en kort tale uden gnist af mening, før han baglæns drattede ned fra den højtsiddende balkon.

Det optrin talte man efterfølgende en del om både ude i byen og inde i fængslet i Svendegade (Slutterigade). Her havde Rothenborg været præst i 16 år, og næppe en eneste aften var han gået til ro i ganske ædru tilstand. Utallige gange var der klaget over hans vanrøgt af det gejstlige embede, men han havde klaret frisag lige til nu. For der skete altid så meget i byens arrest, og det var vanskeligt for de ansvarlige myndigheder at have indsigt i alle ting. Højesteretsdommen, som faldt året efter den minderige sørgegudstjeneste, var imidlertid ikke til at komme uden om. Præsten fik sin afsked og sank til bunds i storbyens menneskehav, og det var især arrestforvareren svært tilfreds med.

Han hed Løbeck, og lige frabegyndelsen havde fængslets to embedsmænd været som hund og kat. Præsten beskyldte nemlig arrestforvareren for at drive smugkro med salg af øl og brændevin til de indsatte, og han var vidende om, skrev han i en henvendelse til magistraten, at der – oven i købet i kirketiden – ofte var muntert samkvem i Løbecks private stue med drik og kortspil og unævnelige omgangsformer med besøgende fra fængslets kvindeafdeling. Måske var det en overdrivelse, for sidst på dagen kunne præsten være noget upålidelig, men en kendsgerning var det, at arrestforvareren mod betaling skaffede de nødvendige mængder øl og brændevin til arrestanterne i huset, hvis ve og vel han havde ansvar for. Det var ganske vist ikke helt i overensstemmelse med lovens bogstav, men en hævdvunden ret måtte respekteres, og det var begyndt en snes år tidligere, da arrestforvareren hed Bygom. Dengang havde en kongelig befaling af 5. juli 1737 slået fast, at der ikke måtte holdes værtshus i arresten, og at arrestanterne ikke måtte samles for at drikke og spille kort, men det kunne arrestforvareren ikke helt efterleve, for han var et menneske med menneskelige svagheder. Men hvis nogen klagede over hans forargelige levned med drukkenskab, skulle han nok forbedre sig. Det lovede han, men intet skete, og der blev stadig solgt øl og brændevin til de arrestanter, som led tørstens kvaler. Det medførte en ny alvorlig henstilling, hvorpå Bygom replicerede, at det ikke kunne gå an at efterleve den kongelige befaling, for »uden øl og brændevin ville de fattige arrestanter lide nød og til sidst omkomme.«

Men også arrestforvarer Bygoms egen tørst udløste mange klager, og især var det uheldigt, at han havde for vane at tage en eller flere af de indsatte med ud på en fugtig bytur, når aftenmørket havde sænket sig over København. Det havde i flere tilfælde fristet en fange til at gå sine egne veje og glemme at komme tilbage, men hver gang der blev klaget over slendrian i fængslet, lovede arrestforvarer Bygom bod og bedring, og således fortsatte livet sin gang, indtil bægeret endelig flød over. Politibetjent Claus Barmeyer overtog herefter den ansvarstunge post i et par år, og om også han drev værtshus er uvist. Men det påstod føromtalte pastor Rothenborg, at han gjorde. Og så blev arrestforvareren udnævnt til inspektør ved renovationsvæsenet, for nu var magistraten træt af den megen uro i fængslet.

I revolutionsåret 1789 blev der atter givet ny instruks til arrestforvareren. Han hed nu Plessen, og ligesom sine forgængere fik også han påbud om at passe på, at der »ikke hentes brændevin eller andre stærke drikke mere end fornødent er, for at drukkenskab og deraf flydende uorden kan forebygges.« Det kunne læses som en taktisk tilbagetrækning fra en håbløs kamp mod de stærke fanger i byens arrest, men seks år senere fandt problemet endelig sin løsning. Byen brændte, og det samme gjorde fængslet ved Nytorv.