»Værre var Sprogø altså heller ikke«

Nete Hermansen går rundt med en grum fortid: Hun blev gravid i en ung alder og endte på Sprogø mellem alle de andre i samme situation. Resultatet blev tunge år med torturlignende mobning og måske seksuelt betonet misbrug, foretaget af hankøn i hvide kitler.

Den hårdt prøvede kvinde spiller en hovedrolle i Jussi Adler-Olsens storsælgende roman »Journal 64« fra 2010 og spøger igen i Christoffer Boes nye filmatisering af krimien.

Bogen handler om nogle mystiske sager om forsvindinger og har politiets Afdeling Q under ledelse af Carl Mørck i hovedrollen:

Sagerne trækker linjer tilbage til både Nete Hermansen selv og til nogle skumle typer inden for den politiske verden med smag for tvangssterilisationer.

Filmatiseringen er allerede set af op mod en kvart million danskere og har Nikolaj Lie Kaas i rollen som leder af Afdeling Q og Fares Fares i rollen som sidekicken Assad - plus Fanny Leander Bornedal som heltinden med den svære baggrund.

Livet på den lille ø midt i Storebælt har, som tilfældet Nete Hermansen viser, næppe været nogen dans på roser. Da stedets allersidste beboer pakker kufferten i 1961, kommer hun ud til en ny tid og et andet og bedre samfund.

Kvinderne på øen er beskrevet i flere bøger med dr.pæd. Birgit Kirkebæks medrivende »Letfærdig og løsagtig« fra 2004 som den mest omfattende. Her møder læseren for eksempel Ada med den store lyst til et hurtigt ægteskab og lægen Hans Otto Wildenskov med det klare nej - for da både hun og hendes barns far er åndssvage, kan man se frem til »en frugtbar og lidet værdifuld børneavl«.

Men behandlingen af de danske »defekter« eller »minusindivider« op gennem første halvdel af det 20. århundrede havde også lyse sider.

»Værre var Sprogø altså heller ikke,« siger historikeren Carsten Egø Nielsen.

Han er flittig foredragsholder med Sprogø som emne og kan egentlig godt lide filmatiseringen.

»Den gør bare pigernes tilværelse en smule for hård,« siger han.

»Alternativet var jo et endnu mere trist liv bag tremmer.«

Professor og overlæge Christian Keller fik så tidligt som i 1911 åbnet et internat på Livø for mænd. Den lille ø i Limfjorden blev de næste år befolket af »anti-sociale« eller »moralsk åndssvage« mænd plus deres plejere med familier. Ordvalget - »moralsk åndssvage« peger på en usikkerhed om den dybere årsag til patienternes adfærd og har formentlig dækket over alt fra alvorlig psykopati til konsekvenserne af en hård opvækst. Mental retardering sås under alle omstændigheder som en arvelig svaghed og kunne derfor have store konsekvenser for den almindelige folkesundhed i tilfælde af individernes formering.

Så kastraktion kom op som en mulighed: Afdelingens indsatte kunne passende nok gøres sterile og derefter sendes ud i samfundet igen og gøre lidt nytte.

Da afdelingens modstykke for kvinder åbnede på Sprogø i 1923, var man allerede langt med tankerne om en lovgivning på området. Christian Keller havde i 1919 skrevet til Undervisningsministeriet om de »let aandsvage Kvinder, hvis Erotik frembyder en væsentlig Fare i det frie Samfund for Udbredelse af Kønssygdomme«. Eller som den ene pige i filmatiseringen af »Journal 64« spørger den anden - helt neutralt og bare til orientering: »Er du dum eller liderlig?«

At man benyttede kønssygdomme i kampen mod kvinder med et frit seksualliv sås også af samtidens feminister som et træk i familie med de gamle hekseprocesser - om end man skal huske på de veneriske lidelser som voldsomt invaliderende i en tid før penicillin med videre.

Men glidebanen var en realitet. K.K. Steincke nedsatte som socialdemokratisk justitsminister en kommission i 1924 med henblik på lovliggørelse af kastration for »åndssvage« og »sindssyge« over 21 år.

Hans Otto Wildenskov arbejdede som overlæge ved Den Kellerske Aandssvageanstalt og talte i 1928 om kirurgisk sterilisation som det oplagte redskab mod en »tiltagende forøgelse af minusindividerne«.

Loven blev vedtaget helt ukontroversielt som forsøg året efter og blev udvidet i 1935 med en mulighed for kastraktion af socialt belastende individer som meget syge alkoholikere og endda almindeligt hjemløse.

Lyder det hele som noget fra et stort land syd for grænsen? En særlig udfordring for de danske lovgivere var tværtimod fraværet af præcedens: Danmark gik faktisk over i historien som Europas og sandsynligvis verdens første land med sådan en lov. Så da Tyskland med Adolf Hitler i førertrøjen kaster sig over en regulering af uhelbredeligt syge, har man gode forbilleder. Tyskerne går rigtignok et stykke videre og introducerer i 1939 den berygtede »Aktion T4« med overordentlig aktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge - hvilket frem til Anden Verdenskrigs slutning skal koste op mod 300.000 børn og voksne livet.

Men danskerne er på ingen måde fremmede for impulser den anden vej og debatterer direktivets ideer flittigt.

De tyske nazister har i 1939 produceret filmen »Ich klage an« som propaganda og får den vist på københavnske lærreder under titlen »Lægen der dræbte« i den søde juletid anno 1941: En læge ser sin elskede kone blive stadig mere syg af sclerose og sender hende til evigheden ad medicinsk vej. Filmens helt sigtes for manddrab og forsvarer sig med en omvending af hele problematikken. Har hele sundhedssystemet ikke været den egentlige skurk? Skal uhelbredeligt syge virkelig lide så længe?Jesper Vaczy Kragh fra Medicinsk Museion i København har skrevet udførligt om resten af forløbet i Handicaphistorisk Tidsskrift. Man gennemførte afstemninger efter filmens forevisning og bad københavnere give lægen den rigtige dom. »Et stort flertal valgte som regel at lade lægen slippe for straffen,« konkluderer han.

Kort sagt: Selv om livet på Sprogø måske ikke lyder så rart, selv om Jussi Adler-Olsen måtte få spændende dramaer ud af øen, selv om hele synet på anderledes eller udfordrede eksistenser er blevet stadig mere humant - så har øen med det smukke fyrtårn midt på Storebæltsbroen alt i alt været en af samtidens mere fremsynede og mindst smertefulde terapier for indbyggerne. Sammenlignet med, hvad der ellers skete rundt omkring.

Det vigtige var racehygiejnen, konkluderer Carsten Egø Nielsen:

»Man ville undgå en spredning af kvindernes gener. Så snart de slap fri i steriliseret tilstand, kunne man se dem i familiepleje og senere som velfungerende husbestyrerinder.«

Og det hele var forbi med lukningen i april 1961?

»Ja. De danske overlæger fik helt generelt mindre magt efter Anden Verdenskrig. Og p-pillens opfindelse gjorde en stor forskel for unge pigers seksualitet - og for deres fremtid over hele verden.«

Alle fotos er af Sara Marie Pedersen og udlånt af Carsten Egø Nielsen