V-ordfører: Spillesteders problemer skyldes dårlig ledelse

Venstres kulturordfører Troels Christensen mener, at dårlig ledelse er skyld i de danske spillesteders dårlige økonomi.

Kulturminister Carina Christensen (K) afviste i går at hjælpe de økonomisk trængte danske spillesteder.

I dag bliver hun bakket op af Venstres kulturordfører, som mener, at problemerne hverken skyldes finanskrise eller for lav støtte fra staten. Det er slet og ret et spørgsmål om dårlig ledelse.

- Selv til hverdag og i opgangstider lever spillestederne på en knivsæg rent økonomisk. Og hvis man lever på en knivsæg , så har man et ledelsesproblem, for det er der, man skal lægge til side til dårligere tider, siger Troels Christensen og henviser til den aktuelle finanskrise.

Sekretarietschef hos Spillesteder.dk, Jakob Brixvold, stiller sig uforstående overfor den udmelding.

- Det forstår jeg slet ikke. Hvis man lever på en knivsæg, så kan man ikke lægge noget til side, siger han og uddyber:

- Danmarks største spillested Vega havde i deres bedste regnskabsår nogensinde, kun et overskud på et par procent, hvilket selvfølgelig bliver lagt til side. Det hjælper bare ikke meget, når man i årene forud måske har genereret små underskud. Årsresultatet bevæger sig hele tiden tæt på nul, fordi vi ideelt set skal bruge vores indtægter til at udvikle livemusikken.

At der skulle være tale om et ledelsesproblem på de danske spillesteder, er Jakob Brixvold sig også uenig i.

- Folk knokler, så det bløder. Man skal tænke på, at der kun er krav om en lønnet medarbejder på de enkelte spillesteder, en kunstnerisk leder, og der er ikke råd til meget mere.

Statskassen er lukket
I tirsdags gik Spillesteder.dk til kulturminister Carina Christensen i håbet om at kunne en økonomiske redningspakke, da flere spillesteder er akut lukningstruede.

Carina Christensen afviste Spillesteder.dks efterspørgsel, og hun ville heller ikke hæve den økonomiske støtte fra staten. Troels Christensen bakker sin minister op.

- Jeg tror ikke, det kun er støtte, det her handler om. Det handler om, hvordan spillestederne bliver drevet. Det handler om, hvorvidt der er kundegrundlag til det. Det handler om, hvor mange spillesteder, der skal være. Er der noget i omverdenen, der ændrer vilkårene for spillestederne? Det er jo alle de ting, der er afgørende for, om noget lykkes.