Utopiernes tid

Udstilling: Mondrian - vejen til ModernismenMondrian-Udstillingen på Ordrupgaard åbner for et univers, hvor jazzen fylder ørene, og liv og kunst smelter sammen i den hollandske malers vision om en ny verdensorden.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Piet Mondrian var og er en ener, og hans betydning for modernismens arkitekter og designere kan absolut ikke overvurderes. Reklamen har taget Mondrians linjer og farvefelter til sig som visuelt blikfang, og Yves Saint Laurens legendariske mondriankjoler er blevet kopieret i det uendelige. Rigtig mange kender ham således uden nødvendigvis at vide det. Men inden Mondrian fandt frem til sit karakteristiske formsprog, bevægede hans kunst sig gennem en lang række forskellige udtryk. Det er bl.a. denne mangesidede baggrund, som udstillingen på Ordrupgaard formidler rigtig godt med den første retrospektive udstilling af Mondrians værker på dansk jord.

Udstillingen starter med et pædagogisk greb, som Mondrians malerier ofte har stået model til, nemlig en beskrivelse af overgangen fra det figurative til det abstrakte. Det første rum er således dedikeret til træet et motiv Mondrian bearbejdede fra et naturalistisk udgangspunkt til det formmæssigt fortolkende og abstrakte. Derefter fører udstillingen os gennem hans tidlige og mindre kendte værker, og viser at han var en udmærket maler på mange felter, men også at hans vej til den fuldstændige abstraktion var alt andet end lige.

Som nyuddannet maler skabte han poetiske og stemningsmættede landskaber og blomstermalerier, der lægger sig op ad den franske landskabstradition, som man kan se i Ordrupgaards faste samling. I en del af billederne nærmer tolkningen af træernes sammenvævede mønstre sig symbolismens formsprog, mens han i andre billeder er tydeligt inspireret af kubismens geometriske forenklinger. Mondrian eksperimenterede desuden med små pointilistiske prikker og penselstrøg, der blander sig i lette sommerlige udtryk. Og så kan man på udstillingen se kraftfuldt ekspressive malerier, deriblandt det skriggule, orange og blå maleri »Molen, Winkel-møllen i sollys« fra 1908 hvormed Mondrian tog klart afstand fra de mere salgbare landskabsskildringer. Samtiden synes, det var direkte rædselsfuldt.

Disse - på overfladen - så forskellige udtryk, har en fællesnævner i Mondrians mange tekster om kunstens muligheder for at bane vejen til det åndelige. Og i det lys er det godt, at udstillingen lader en del beskrivende tekster ledsage billederne.

På Ordrupgaard, hvor indretningen af Zaha Hadids tilbygning altid deler særudstillingerne i to, er Mondrians malerier fra omkring Første Verdenskrig og frem samlet i den anden afdeling, hvilket i dette tilfælde giver god mening, fordi man her bevæger sig ind til de malerier, man kan kalde klassiske mondrianværker.

Starten af det 20. århundrede var utopiernes tid, hvor mange kunstnere og arkitekter arbejdede med visioner, der skulle omstyrte den gældende samfundsorden og indsætte en ny. Som medlem af Det Teosofiske Samfund var Mondrian præget af en altomfattende livsanskuelse, hvor alt ses som del af en større universel enhed. I forlængelse af dette orientalsk inspirerede tankesæt formulerede Mondrian et program til verdens frelse, der skulle omfatte alle kunstarter, og gav det navnet neo-plasticisme. Kunsten skulle gå foran og vise vejen for resten af verden. Sammen med Van Doesburg dannede han i 1917 gruppen De Stijl, forenet i troen på den ultimative stil.

Mondrian rensede fra 1920erne og frem sine malerier for ikke blot virkelighedsgengivelse men også fra enhver rum- og formgengivelse, og benyttede kun sort, hvid, grå og primærfarverne rød, blå og gul i deres reneste former. Mondrians radikale ideer udmøntede sig ikke alene i malerierne og det skrevne. Udstillingen viser tre modeller af hans forskellige atelierer, deriblandt hans parisiske atelier fra 20erne i en 1:1 model, som for første gang vises uden for Holland et scoop for Ordrupgaard, eftersom mange museer har ønsket at vise den, men på grund af størrelsen ikke har haft muligheden. Atelieret er indrettet efter samme principper som hans malerier: sort og hvidt og med flytbare farvefelter på væggene. Rummet fungerede således som både et kunstnerisk laboratorium og et tredimensionalt mondrianværk i kontinuerlig forandring. Denne totalinstallation af liv og værk forstod Mondrian at bruge i lanceringen af sig selv som kunstner i sin personlige branding om man vil. Som flere andre af modernismens kunstnere udeblev det endelige gennembrud nemlig, mens han levede, hvorfor Mondrian var nødsaget til at male blomsterbilleder og bestillingsportrætter, hvoraf et udmærket selvportræt fra 1918 kan ses på udstillingen. Men han gjorde sit til at promovere sig selv og sit kunstneriske projekt, og fotografier fra hans særprægede atelier blev da også bragt i tidens aviser. Men man anså ham i hans levetid som meget mærkelig, og han var og er stadig ikke nogen nem kunstner at gå til. Men når 20ernes jazzmusik fra Mondrians egen pladesamling strømmer ud fra hans atelier, som er opbygget som et værk næsten på linie med malerierne, så er udstillingen med til at vise en kunstner, der ikke kun var en filosofisk fantast, men også en ivrig gæst på dansebarer og spillesteder i 20ernes Paris - og senere også passioneret boogie woogie-danser da han i 1940 flyttede til New York. Og dermed får man en helstøbt indføring i liv og værk, hvor abstraktionen var midlet, der skulle forene kunsten og livet i en renere og dybere universel virkelighed.

www.ordrupgaard.dk