Usund enighed blandt faghistorikere

Der har været en overvældende offentlig interesse for besættelsestiden op til fejringen af befrielsen i 1945. Mange synspunkter har været udtrykt, men midt i denne meningsvrimmel og pluralisme har der vist sig et problem.

Bent Blüdnikow Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der har været en overvældende offentlig interesse for besættelsestiden op til fejringen af befrielsen i 1945. Der har været vist film, og det har vrimlet med bøger og artikler. Mange synspunkter har været udtrykt, men midt i denne meningsvrimmel og pluralisme har der vist sig et problem med en usund enighed blandt faghistorikere.

Allerede i 2005, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde, at hvis alle lande havde opført sig som Danmark, så var Europa blevet nazistisk, så man en massiv enighed blandt faghistorikere.

De udtrykte stort set alle afstandstagen fra Fogh Rasmussens udtalelser og betegnede dem som bagkloge og moralistiske.

Det slog dem ikke, at deres eget forsvar for samarbejdspolitikken som en uundgåelig og nødvendig politik, der bragte Danmark frelst igennem krigen og reddede jøder og KZ-fanger, også er bagklog og moralistisk.

Den kompakte kritik af statsministeren viste, at der hersker en konsensus i synet på besættelsestiden og samarbejdspolitikken blandt faghistorikere.

Denne konsensus har vist sig stadig at gælde i det logeagtige fagmiljø.

Læser man nyere bøger af Politikens chefredaktør og faghistoriker Bo Lidegaard, fhv. lektor Hans Kirchhoff, lektor ved RUC og anmelder ved Weekendavisen Claus Bundgård Christensen og andre, vil man se af litteraturlister og noter, at de stort set udelukkende anvender litteratur skrevet af andre fagfolk, der bekender sig til troen på, at samarbejdspolitikken var nærmest determineret og nødvendig.

Der anvendes i disse bøger sjældent litteratur, der modsiger denne grundholdning. Endvidere er det symptomatisk, at de fleste fagfolk anvender den udvalgte litteratur ukritisk for at bekræfte deres egne hovedteser.

Det var det, filosoffen Karl Popper advarede imod og opfordrede til, at man også forsøgte at falsificere (modbevise) sine holdninger.

Der har udviklet sig en usund enighed, hvor flere fagfolks bøger ikke lever helt op til faglig international standard, men er selektive i litteraturgrundlag, søger at bekræfte grundholdninger om samarbejdspolitikkens velsigelse og ofte er snævre nationale.

Det ser man i nye bøger om tyskeren Georg Duckwitz, der ukritisk gøres til en humanist i Kirchhoffs bog »Den gode tysker« og i Bo Lidegaards bøger, hvor samarbejdspolitikkens folk gøres til helte i redningen af jøder og KZ-fanger.

Den faglige lukkethed forstærkes, når fagfolkene anmelder hinanden og underviser sagesløse historiestuderende, der får at vide, at universitets fagfolk bedriver seriøs videnskab, mens andre blot moraliserer.

Ethvert fagligt miljø risikerer intellektuel indavl, og det er sket i faghistoriske kredse, hvor bøger, der får strålende anmeldelser af fagfæller, ikke står for en nærmere granskning. Tendensen ses også i koldkrigsforskningen.