Uskyldens sidste år

Bøger: Richard Ford. »Som landet ligger«. Sidste bind af Richard Fords trilogi om ejendomsmægleren og den tidligere sportsjournalist Frank Bascombe er henlagt til tiden efter præsidentvalget i 2000, da det endnu var uklart, om Gore eller Bush havde vundet. Det er der en pointe i.

Richard Fords sidste bind i trilogien om den amerikanske middelklasse er kommet på dansk. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Med »Som landet ligger« afslutter Richard Ford sin store trilogi om den amerikanske middelklasse – en trilogi som af mange kritikere er blevet udråbt som et mesterværk og et godt bud på Den Store Amerikanske Samtidsroman for Årtusindeskiftet. Og stor romankunst er der da også utvivlsomt tale om i den klassiske forståelse af begrebet: Voluminøs – sammenlagt sniger de tre bind sig vel op på ca. 1.500 sider – og refleksionstung med præcis og skarp karakteristik af den samtid, vi befinder os i. Fords værk lægger sig ind i den streng af romanhistorien, som tæller navne som Marcel Proust, Thomas Mann, Robert Musil, Don DeLillo og mange andre – romankunstnere som ikke giver den ydre handling høj prioritet, men i stedet fokuserer på tidstypiske fænomener og typer, som analyseres, reflekteres og udstilles i al deres underfundighed og/eller dårskab. Gerne med en svag ironiseren, grænsende op imod karikaturen, men uden at seriøsiteten og den eksistentielle tyngde forsvinder. Den læser, der jagter adrenalinsuset fra en ’pageturner’ er ilde stedt i selskab med Frank Bascombe, som er navnet på hovedpersonen og fortælleren i Fords trilogi. Ikke at man ikke fortaber sig i siderne og glemmer tid og sted omkring sig, når man lægger øre til Bascombes betragtninger over sit liv, sine medmennesker og sin kulturs tilstand. Men langsomheden er et vilkår for en bog af denne slags. Den lader sig ikke stresse, men kræver sin læsers tålmodighed.

Væk fra de udlagte skinner
De, der har fulgt Frank Bascombes beretning fra starten vil vide, at de to første bind, »The Sportswriter« (1986, da. udg. 1995)) og »Independence Day« (1995 (da. udg. 1996)) begge finder sted i forbindelse med en amerikansk nationaldag. Således også i det sidste bind, »The Lay of the Land« (2006) som det hedder på engelsk, som er henlagt til dagene omkring Thanksgiving Day. Franks ejendomsmæglerforretning går godt, og han mener selv, han er på vej ind i Den Permanente Periode – den periode af livet, hvor der ikke længere er de store selvudviklingsprojekter, hvor man har begået de fejl, der skal begås, og hvor livet blot følger de udlagte skinner. Men så let er det selvfølgelig ikke. Frank er i behandling for prostatakræft, og hans første ekskone er pludselig begyndt at vise fornyet interesse for ham, hvilket han ikke helt kan finde ud af om han synes om, men heller ikke kan afslå. Læg dertil at savnet efter den søn, hvis død var temaet for »Independence Day« stadig spøger hos Ralph, og at forholdet til hans anden søn knirker. Osv. Alt i alt er Den Permanente Periode knap så permanent, som han antager.

Denne tematik finder til dels en parallel i den større sammenhæng, Frank lever i. Vi befinder os i år 2000, i det efterår hvor præsidentvalget i USA var fastlåst, og hvor det var uklart, hvorvidt det var Gore eller Bush, der havde vundet. Richard Ford har i interview påpeget, at han mener denne periode markerer et voldsomt skel i den amerikanske historie for så vidt at folk generelt accepterede, at Bush løb af med sejren og derefter sendte USA ud på en moralsk og økonomisk deroute. Ford skildrer således også tiden som et vakuum uden de store bevægelser, men også med en slet undertrykt blind aggression og et tiltagende forfald. Bogen indledes med beretningen om en sygeplejerske, der accepterer, at en gal elev vil skyde hende, et hospital bombeangribes senere, og kontrasten mellem de megalomane huse Frank sælger og de voksende bunker af udtjente forbrugsgoder og affald i vejkanten er mærkbar.

Man kan måske undre sig over, at Ford ikke har trukket sporet helt op til 11. september 2001 og ladet romanserien slutte dér, i den væsentligste begivenhed for den vestlige kultur og USA i særdeleshed i moderne tid. Men på den anden side sidder denne begivenhed så dybt i os, at vi selv bringer den med til romanen, hvorved billedet af den forestillede uskylds sidste år bliver endnu stærkere, fordi det står umiddelbart og uantastet. Ford spiller på den vis på en slags dramatisk ironi, hvor læseren ved mere end fortælleren og kender det skæbneforløb, han og hans kultur skal undergå. Men uden at romanen bliver en politisk roman. Den går et spadestik dybere, og er mere kulturkritisk og eksistentialistisk.

En god, gammel ven
I gamle dage, i tiden før litteraturstudiet blev til tekstvidenskab, var det gerne et kriterium for god litteratur, at man som læser følte, man kom tæt på karaktererne; at de blev en slags ’venner for livet’, som en kritiker engang sagde. Den type naiv identifikation taler vi helst ikke om længere i universiteternes høje haller – men ikke desto mindre er det en oplevelse, vi indimellem er heldige at få. Og den læser, der har fulgt Richard Fords Frank Bascombe igennem tykt og tyndt siden »The Sportswriter« vil med sikkerhed sidde tilbage med en fornemmelsen. Frank er som en god, gammel ven. Én man holder af og føler med. Én hvis vaghed man irriteres over og skælder ud på. Og én man vil savne, nu hvor serien er bragt til ende.

Romanen er flot oversat af Arne Herløv Petersen – men uha, hvor burde han have lov til at dunke forlagets korrekturlæser i hovedet med den tykke bog.