Usikkerheden overmandede Natasja Crone på bagsædet af en taxa: »Jeg var virkelig ude i en mørkerød zone af nervøsitet og angst«

Natasja Crones liv har været fyldt med lykkelige tilfældigheder, uforudsigelighed og en TV-karriere, der kun er gået opad. Hun er på vej mod de 50 og gør her status over de definerende øjeblikke, der danner grundlaget for hendes tilværelse.

Kan man blive gammel i TV-branchen? Både og mener Natasja Crone. Berlingske mødte journalist og TV-vært Natasja Crone til en samtale om de begivenheder i hendes liv, der har formet hende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

»Til sommer bliver jeg sgu 50. Nu er jeg faktisk ved at være en ret gammel kælling.«

Ironien driver af hendes udsagn, der da også efterfølges af et grin. For Natasja Crone føler sig på ingen måde gammel.

Jeg møder journalisten og TV-værten i et køkken bag et TV-studie i Tivoli. Vi skal tale om de momenter og valg, der har defineret hendes liv. Lad os kalde det en midtvejsstatus. For om to måneder fylder hun som nævnt et halvt århundrede.

»Jeg tror dog stadig ikke, at man vil se en 60-årig kvinde som vært i Vild med dans.«


»Den gamle kælling«-referencen hæfter sig til en episode ved TV-prisen tidligere i år, der trak overskrifter i pressen. Natasja Crone vandt prisen for »Årets bedste vært – fakta«, og i sin takketale jokede hun med aftenens vært, Anders Lund Madsen. Baggrunden var, at da Natasja Crone var spritny på skærmen, skrev Anders Lund Madsen i en TV-anmeldelse i Ekstra Bladet, at hun lignede en gammel kælling. Dengang var hun 24.

»Hele TV-branchen sad i salen, og i to måneder var det blevet diskuteret, hvordan anmelderne omtaler kvindelige TV-værter. Jeg modtog en pris, jeg blev glad for, af en mand, der kaldte mig en gammel kælling, da jeg var ung. Jeg konfronterede ham med et smil og sagde han så godt ud. Den lå lige til højrebenet,« forklarer hun.

»Jeg var meget bange. Jeg var virkelig ude i mørkerød zone af nervøsitet og angst, og lige der føltes det meget skæbnesvangert for mig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Jeg møder hende direkte efter en værtstjans på »Go' aften Live«. Selv om ansigtet stadig er dækket af et millimetertykt lag TV-makeup, så afslører de fine linjer hendes alder. At skønhed er en kapital i TV-branchen, ved hun godt. Kan man overhovedet som kvinde krydse de 50 år og fortsat blive på skærmen?

»Jeg tror nok, der skal være plads til, at jeg kan blive gammel i TV-branchen. Kigger jeg på USA, er tendensen, at der er mange, der er langt oppe i årene. Også kvinder. Det er der mere plads til nu, end der var for bare ti år siden. Se på Ulla Terkelsen: Det går da meget godt. Hun er 75.«

Natasja Crone peger samtidig på, at der er forskel på, hvilken del af TV-branchen de kvindelige værter opererer i.

»Jeg tror dog stadig ikke, at man vil se en 60-årig kvinde som vært i Vild med dans. Men på nyhederne, jo. Jeg tror, at tiden, hvor det handlede om udseende, er forbi. Det handler mere om troværdighed, og at man er tryg ved personen, end det handler om, hvordan man ser ud,« mener hun.

Tilfældighed og uforudsigelighed

Egentlig havde Natasja Crone aldrig gjort sig forestillinger om, at hun som 50-årig allerede skulle have en lang TV-karriere bag sig. Journalist blev hun nærmest ved et tilfælde. Adskillige vigtige øjeblikke har været tilfældige i Natasja Crones liv.

»Når jeg sidder her og taler om det, så lyder det, som om mit liv er en lang række af mystiske tilfældigheder. Og det er det måske også.«

»Jeg dummede mig i starten. Jeg deltog i en masse interviews, hvor jeg bare ævlede løs helt lalleglad. Jeg ved ikke, om jeg var for naiv, men jeg var lidt for ubekymret og sorgløs.«


Fingrene med de rødlakerede negle løfter sig fra bordet i refleks, da hun siger det. En hånd på hver sin kind. Det er tydeligt, at det overrasker hende. Tilfældighedernes spil og indflydelse på hendes liv har hun ikke tidligere funderet over.

Men tilfældigheder og uforudsigelighed er på mange måder en rød tråd i Natasja Crones liv.

Netop uforudsigeligheden er ifølge hende selv det begreb, der indkapsler hendes barndom og teenageår bedst. Ikke med et negativt fortegn, for det var en tryg og rar tid. Men begge forældre arbejdede i filmbranchen og vidste aldrig, hvor næste projekt skulle filmes.

»Min søster og jeg voksede til en vis grad op på et filmset – dog i den forstand, at jeg stadig gik til håndbold og i almindelig folkeskole. En sommerferie kunne godt være med et filmhold i udlandet. Uforudsigeligheden husker jeg som noget godt og spændende, for jeg tænkte allerede dengang, at det gav mange muligheder. Men de der faste holdepunkter har jeg ikke haft så mange af.«

»Var jeg presset på jobbet, kunne jeg sidde med følelsen af en klump i halsen på størrelse med en tennisbold. Hvis nogen sagde »bøh« til mig, ville jeg begynde at tude.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Et lignende mønster er ført med videre ind i hendes voksenliv, der på samme måde er filtret ind i uforudsigeligheden. Men det bekommer hende, for det matcher familiens vilkår.

»Min yngste søn spiller fodbold på et plan, der kan sende ham til udlandet i næste uge. Mine egne arbejdsopgaver er skiftende, og min kæreste (Rasmus Tantholt, red.) ved jo til tider nærmest ikke, hvilken del af verden han befinder sig i.«

Den konstante uvished skræmmer hende ikke. Den har været en fast følgesvend og har løbende præget hendes tilgang til livet.

»Jeg tror ikke, man kan gå fra et liv i meget faste rammer til et liv i total uforudsigelighed. Det ville være stressende. Men når man er vokset op i det og trives i det, så fungerer det.«

I teenageårene lever hun i nuet og er, hvad hun selv betegner det, selektivt seriøs. Hun gider kun lave det, der interesserer hende.

»Spurgte man mig, da jeg var 18, hvad jeg ville studere, svarede jeg, at det anede jeg ikke. Jeg blev først seriøs i en relativt sen alder. Jeg tog utroligt let på tingene i meget lang tid, måske også lidt for let, med en slags »det skal nok gå-mentalitet«.«

Journalist ad omveje

Hun havde altså ingen idé om, hvad hun skulle med sit liv. Men en samtale med en rødvinsdrikkende chef på et fritidsjob blev en øjenåbner, der sendte hende i den rigtige retning.

»Jeg skulle skrive referat af møder i Filmarbejdernes Fagforening. Møderne var lange, og der var altid rødvin involveret, så de blev meget lange i spyttet. Det var sjovt at peppe de dødssyge referater lidt op med sjove indledninger, og så en dag spurgte chefen, om jeg havde overvejet at blive journalist.«

Bemærkningen brændte sig fast. Hun havde aldrig overvejet at gå den vej. Som barn interesserede hun sig særligt for avisens sportssider, og kunne hun komme til at leve af at være sportsjournalist, så hun det som en vej at gå.

»Jeg tror ikke, man kan gå fra et liv i meget faste rammer til et liv i total uforudsigelighed. Det ville være stressende. Men når man er vokset op i det og trives i det, så fungerer det.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Jeg havde ikke tænkt de tanker før – det var for langt væk fra mine nære omgivelser. Jeg kendte ingen journalister. Jeg var 20 år, da jeg kom ind på journaliststudiet.«

Her sparkede seriøsiteten for alvor ruden ind til hendes bevidsthed. Der var ikke plads til den føromtalte selektive seriøsitet, og det gik for alvor op for hende, da journalisthøjskolen endte med at være drømmestudiet.

»Jeg har aldrig sagt det her til nogen, men det siger måske noget om min seriøsitet dengang. Den første opgave, jeg afleverede, fik jeg tilbage med en håndskrevet besked fra min lærer, hvor der stod: »Du skriver godt, men du kan ikke sætte kommaer. Hvis du ikke kan det, så kan du ikke gå her, og det skal du have lært til på mandag.««

»Jeg brugte »mor-finten« og fik hende til at lære mig at sætte de kommaer på en weekend. Det var ret definerende for min fremtid. Jeg havde aldrig gidet at lære det. Havde jeg gidet gøre en ekstra indsats tidligere, så havde det nok været bedre. Jeg var lidt for flyvsk og selektiv, hvis noget ikke interesserede mig.«

Mens jeg interviewer hende i køkkenet er hun nærværende og på. Hun udstråler den sædvanlige autoritet, som man kender fra fjernsynets nyhedsværter. Hendes telefon ringer. Det er hendes kæreste, der ringer fra Hongkong, mens hun er ved at fortælle om sin tid som skrivende journalist på Berlingskes sportsredaktion. Hun afviser opkaldet og fortsætter uforstyrret interviewet. Professionel til fingerspidserne.

»Jeg var ene kvinde med en lang række af pensionerede fodboldspillere ved min side,« fortæller hun om den relativt korte tid, hun nåede at være skrivende journalist på Berlingske, for tilfældighederne sendte hende endnu en gang i en retning, hun aldrig havde overvejet, da hun endte som vært på sportsnyhederne på DR.

Skiftet til underholdning

Tilfældigheder var atter på spil efter et par år på DR Sporten. Udstyret med en rød plastikbakke i TV-byens kantine ændrede karrieren pludselig retning. Værten til det kommende Melodi Grand Prix var sprunget fra, og midt i kantinekøen blev hun spurgt, om hun vil træde til som vært i Cirkusbygningen. Det endte med et ja.

»Det ændrede noget i mig. Jeg blev meget mere selektiv, og det er jeg stadig. Mit liv skal ikke være en ugentlig føljeton i Danmark, og det er jeg ret bevidst om.«


»Jeg sad i taxaen på vej til Cirkusbygningen på dagen for showet og tænkte, at der godt måtte ske noget, der gjorde, at det blev aflyst. Bare en lille kortslutning. Det var for meget og for overvældende. Jeg havde jo uddannet mig i at skrive og var først lige ved at lære at lave TV. Jeg blev overmandet af usikkerheden. Jeg var meget bange. Jeg var virkelig ude i en mørkerød zone af nervøsitet og angst, og lige der føltes det meget skæbnesvangert for mig, men den aften endte med at blive definerende for en stor del af mit liv, der efterfølgende fortsatte i det karrierespor,« forklarer hun.

Det er 20 år siden nu. Det gik strålende, og i øvrigt var det Brødrene Olsen, der tog trofæet hjem den aften.

Kendislivets bagside

Springet til underholdning placerede hende midt i danskernes dagligstue. Der er milevidt fra Berlingskes sportssektion til rampelyset i bedste sendetid. Med springet til primetime følger også en kendisstatus på A-listen. En status, hun har brændt nallerne på, men som også har været en kilde til personlig udvikling.

»Jeg dummede mig i starten. Jeg deltog i en masse interviews, hvor jeg bare ævlede løs, helt lalleglad. Jeg ved ikke, om jeg var for naiv, men jeg var lidt for ubekymret og sorgløs. Specielt da jeg blev skilt, var det hårdt at møde en spiseseddel med ordene »Min skilsmisse er et nederlag«. Det lyder måske ikke af meget, men det var bare voldsomt at opleve.«

»Det ændrede noget i mig. Jeg blev meget mere selektiv, og det er jeg stadig. Mit liv skal ikke være en ugentlig føljeton i Danmark, og det er jeg ret bevidst om.«

»Jeg har prøvet at være lammet af sorg og skuffelse. At holde mig i bevægelse, det har virket for mig i de perioder. Jeg har altid rejst mig i stedet for at synke ned i et hul.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

At hun er selektiv, er tydeligt under interviewet. Jeg kan mærke, hvad hun gerne vil snakke om, og hvornår hun undviger. Seriøsiteten og grænserne står klart. Det er lettere intimiderende at sidde foran en kvinde, der er vant til at holde snor i politikerne i en partilederrunde foran det meste af Danmarks befolkning. Hun er cool og udstråler den autoritet, man må forvente af Danmarks svar på Mrs. News. Men hun har også en snert af skrøbelighed, der er svær at sætte en finger på.

Tennisbold i halsen

Hun åbner dog selv døren på klem til den. Skrøbeligheden. Den, der fulgte i kølvandet på børn, karriere og familieliv.

»Nøgleordene for 30erne er børn og familieliv. Der blev jeg virkelig voksen. Det gjorde jeg nok ikke helt i 20erne,« siger hun og fortsætter med at sætte ord på de oplevelser, der var med til at danne hende i de år, hvor tilværelsen viste tænder.

»Sorgløsheden forsvandt i 30erne. Jeg blev skilt, og der kom sygdom i den nærmeste familie. Jeg havde ikke en lang historie med at tackle svære perioder eller kriser, så det tog mig lang tid at finde ud af, hvordan man gjorde.«

»Var jeg presset på jobbet, kunne jeg sidde med følelsen af en klump i halsen på størrelse med en tennisbold. Hvis nogen sagde »bøh« til mig, ville jeg begynde at tude. Presset blev for meget. Jeg kunne tage mig selv i at tænke: »Hvorfor sidder jeg her og ikke hjemme hos mine børn?« Det gjorde, at jeg lærte at sige fra, men det skulle jeg have lært langt tidligere.«

»At have kriser i forbindelse med runde fødselsdage er vel dybest set, hvis man er et sted, man ikke vil være. Jeg elsker min tilværelse.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

En særlig karakteristik ved hendes personlighed er med hendes egne ord en stærk overlevelsesdrift. Et specifikt kendetegn, hun har lært at genkende de senere år.

»Jeg har prøvet at være tynget af sorg og skuffelse. At holde mig i bevægelse, det har virket for mig i de perioder. Jeg har altid rejst mig i stedet for at synke ned i et hul.Tingene kan ramle rundt om mig, men jeg bliver ved med at gå. Der er sgu helt klart noget happy go lucky over mig,« siger hun.

Hun lader fingrene glide gennem håret. Hun smiler, hvilket hun har gjort under hele interviewet. Jeg kan godt fornemme, at den der sorgløshed, hun fortæller om, er vendt tilbage efter en længere periodes fravær. En SMS tikker ind fra hendes søn, der spørger om et lift til Hellerup Station.

»Jeg elsker min tilværelse, men uforudsigeligheden gør, at jeg ikke ved, om jeg skal lave det, jeg laver nu, resten af live.t« Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Der er da stadig nogle ting, jeg kan bruges til som mor,« griner hun.

»Det er virkelig hårdt at nå til det stadie, hvor der ikke er brug for dig som mor længere. Samtidig er det følelsen af en ny frihed. Sorgløsheden er ved at vende tilbage. Men man skal lige give slip, når man bliver »arbejdsløs« som mor.«

Samtalen falder igen på det forestående skarpe hjørne, som hun ikke frygter at skære sig på.

»Jeg er kun halvvejs i livet. Der er lang tid til, jeg bliver gammel. Kriser i forbindelse med runde fødselsdage opstår vel dybest set, hvis man er et sted, man ikke vil være. Jeg elsker min tilværelse, men uforudsigeligheden gør, at jeg ikke ved, om jeg skal lave det, jeg laver nu, resten af livet.«