Til hvilke lande kigger man, når man har brug for lys og ideer?

Historien er fuld af fantastiske riger, der har udviklet menneskeheden. Aztekerne, grækerne, romerne. Og Firenze, hvor Michelangelo, Leonardo da Vinci og Botticelli i 1400-tallet inspirerede en hel verden.

Men i dag? Hvor kigger man hen for at finde den lysende by på bakken, som englænderen John Winthrop i 1630 kaldte USA, mulighedernes land?

Ikke mod USA. Den fælles drøm er død. Det er den også i Storbritannien, et imperium i frit fald, der har valgt isolationen og solgt sin hovedstad til russiske oligarker.

Så er der Frankrig, Europas ældste demokrati? Også det lys er slukket. Macron skal holde sammen på et land, hvor de gamle principper har nul appel i etniske ghettoer og forladte landområder.

Eller Sverige, det største lys i Skandinavien? Nej, den fejlslagne integrationspolitik er et internationalt skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, når verdensfjerne politikere svigter deres eget land.

Der går årtier, før en svensk statsminister igen kan rejse rundt og belære resten af verden om, hvordan man bør indrette sig.

Så jeg spørger lige igen: Hvor kigger man hen, hvis man leder efter den lysende by på bakken?

For nogle år siden skrev Lars Tvede en fremragende bog om just det tema: Hvorfor er der nogle lande, der driver civilisationen fremad, og hvorfor er der andre, der stagnerer og går helt ned?

Analysen er enkel: Menneskehedens positive udvikling har altid fundet sted som idéudvikling mellem frie folk. Når snæversynet sætter ind, ja så stagnerer ethvert land.

Egypten var engang verdens mest udviklede civilisation, men lyset gik ud, hvorefter landet har været i kreativ stagnation i århundreder.

Eller Kina, der for 5.000 år siden havde poesiklubber og kunstkataloger. Så gik også i Kina i stå og satte i 1980 den bemærkelsesværdige rekord at være det eneste land i verden, hvis levestandard overhovedet ikke var steget i 1.000 år.

Og Firenze? Well, i 1494 blev magten overtaget af munken Savonarola, der straks indførte en stribe forbud og foranstaltede en enorm afbrænding af litteratur, hvorefter han omsider blev for meget for befolkningen, der nu brændte ham i stedet.

Hvabehar, skrev jeg det?

Så for sidste gang: Hvor kigger vi hen efter lys og fremskridt?

Jeg synes egentlig, at Danmark er et meget godt bud på et velfungerende og ekstremt innovativt mønstersamfund. Men alvorligt talt: Vi er en meget lille by på en meget flad bakke.

Så EU er og bliver udgangspunktet for demokratisk, intelligent udvikling.

Hvabehar, skrev jeg det? Er der intet positivt at sige om Rusland, Kina, Mellemøsten og de arabiske emirater? Fjernøsten kan da noget med teknologi, ikke? Og er Dubai ikke bare fremtiden?

Det bliver et nej tak herfra. Alle menneskelige fremskridt er skabt gennem demokrati, frihed og frisind. Og de komponenter har i mindst 800 år været Europas og Nordamerikas anliggende med renæssance, oplysningstid, reformation, videnskabens fremskridt, kvindebevægelsen, den seksuelle frigørelse og fortsæt selv listen.

Lige nu er det ved at være kritisk. EU skal grave dybt, men der er ikke andre til at tage depechen. Lysene blafrer på det gamle kontinent. Og der er mørkt rundt om os.