Urørlige Titanic fejrer 10-års fødselsdag

Der er ingen over eller ved siden af "Titanic" på top 10 over de bedst indtjenende film gennem tiden, og det er fortjent, mener Berlingskes anmelder Ebbe Iversen.

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet spillede over for hinanden i historiens bedst indtjenende film, "Titanic". Fold sammen
Læs mere
Foto: Twentieth Century Fox

10 år er det siden, at Leonardo DiCaprio og Kate Winslet fyldte alverdens biografer med deres ulykkelige kærlighedshistorie om bord på det skæbnesvangre skib Titanic.

Dengang var filmen "Titanic" den dyreste, der nogensinde var produceret, men hurtigt skulle det vise sig, at filmen kunne tjene sig selv hjem - og lidt til.

Faktisk er filmen her 10 år efter stadig den suverænt bedst indtjenende film i historien. 1,845 milliarder dollar er det blevet til, som skal sammenholdes med filmens omkostninger på godt 200 millioner dollar.

At "Titanic" fortsat ligger på førstepladsen, synes Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen er fortjent:

»Den har alle de ingredienser en stor film skal have. Den har dramaet og en ultraromantisk historie om den rige kvinde og den fattige mand og altså dermed et socialt element. Den er også bragende flot lavet med fantastiske billeder og unge, smukke skuespillere. Den er et gedigent stykke håndværk i modsætning til meget af det junk, der ellers kommer fra Hollywood,«, siger han.

Mange film har i de forløbne 10 år forsøgt at slå Titanic fra førstepladsen. Den nærmeste forfølger på toplisten er "Ringenes Herre: Kongen vender tilbage", som indtil videre har indtjent godt 1,118 milliarder dollar. De to andre film i den serie indtager henholdsvis 7. og 14.-pladsen.

At "Titanic" fortsat er den mest indtjenende film kan virke overraskende, når man tager i betragtning, at en biografbillet på "Titanics" tid kostede cirka 5 dollar, hvor den i dag koster cirka 7 dollar. Det skulle alt andet lige gøre det nemmere for efterfølgende film at slå "Titanic" væk fra førstepladsen, og derfor er Ebbe Iversen også lidt overrasket over, at ingen film har formået at gøre det:

»Det overrasker mig lidt, at enten "Ringenes Herre"-filmene eller måske "Harry Potter"-filmene ikke har slået "Titanic", men det er måske, fordi de film trods alt appellerer lidt smallere. Der er jo nogle, der synes, det er fjollet at se på alfer, som render rundt, og som ikke bryder sig om fantasy-genren,« siger han.