Unge går en dyster fremtid i møde - i hvert fald på film

I en række nye bog- og filmserier er generationskløften blevet gravet meget dybere. I »The Hunger Games«, »Ender’s Game« og den biografaktuelle »The Maze Runner« er de voksne nemlig ikke bare forstokkede og uforstående. De prøver også at slå de unge ihjel – og det vil de unge ikke finde sig i. Hvordan er generationskonflikten kommet så vidt?

»De unge kan også være bange«. Kun den stærke kan gøre sig fri i den biografaktuelle »The Maze Runner«, der ligner en række af nutidens såkaldte »young adult dystopia«-romaner. Foto: Fox Film Fold sammen
Læs mere

Det bliver ikke særlig rart at være ung i fremtiden, hvis man skal tage bestik af en række aktuelle filmserier som »The Hunger Games«, »Ender’s Game«, »Divergent« og den biografaktuelle »The Maze Runner«.

Tag sidstnævnte film. Den bygger på en storsælgende romanserie af den type, der i den amerikanske forlagsbranche kaldes »young adult dystopian«. Løst oversat: »Pessimistiske fremtidsfantasier for unge voksne«.

I filmens første scene vågner hovedpersonen, Thomas, op i en mørkelagt elevator, der fræser larmende opad mod et ukendt mål. Han ved ikke, hvor han er, og kan intet huske af sin fortid.

Det har han til fælles med den store flok drenge, som tager imod ham, da elevatoren afleverer ham i midten af en kæmpemæssig labyrint med uoverstigeligt høje mure.

Ikke en eneste af drengene ved, hvorfor en ukendt magt har anbragt dem dér, og de, der har forsøgt at slippe væk fra labyrintens eneste hellested, »Lysningen«, er det gået ilde. Ulækre kæmpeedderkopper har enten flænset dem i stumper og stykker eller stukket dem med en gift, der gør dem sindssyge.

Dermed er »The Maze Runner« den til dato dystreste af den efterhånden lange række af roman- og filmserier, hvor unge skal kæmpe for at overleve i et kunstigt fjendtligt univers, der som oftest er blevet udtænkt og konstrueret af en meget ældre generation.

På nettet findes adskillige topti-lister over romanserier i denne særlige genre, hvoraf flere i øjeblikket afventer at blive »sat på film«. I nogle universer, som »The Hunger Games«, skal de unge kæmpe for deres egen overlevelse, i andre, som i »Divergent« og »Ender’s Game«, ligger vægten på de unges oprør mod de roller, som en ældre generation har tiltænkt dem.

En storsælgende bog- og filmformel

Borte har tilsyneladende taget 1960ernes og 1970ernes mere idylliske bøger og film om ungdomsoprør, såsom »Catcher in the Rye« og »The Graduate«, hvor den ældre generation kun vil de unge det bedste, men ikke forstår deres tankegang.

I James Dashners »The Maze Runner«-trilogi er den vennesæle omgangstone mellem generationerne helt borte. Faktisk er der slet ingen voksne synligt til stede, og drengene kan end ikke huske deres egne forældre.

»Jeg formoder, jeg har nogle forældre et sted, men jeg kan ikke være sikker,« siger en af de yngste drenge i den eneste dialog, der overhovedet handler om dette univers’ ældre generation. Først senere afsløres det, at de voksne faktisk har en finger med i spillet.

Der er selvsagt altid en bestemt årsag til, at en stribe ungdomsromaner og Hollywood-film synes at ligne hinanden i tematik og ydre detaljer, og det er, at den pågældende formel har bevist, at den kan sælge biografbilletter. Men billetterne og bøgerne ville ikke sælge så massivt, hvis ikke de ramte strenge, der har trængt til at blive slået an.

Millioner af unge biografgængere og læsere (og næsten lige så mange af deres forældre) er således blevet indfanget af de fire »The Hunger Games«-bøger, og filmatiseringerne har slået adskillige salgsrekorder, siden den første bog kom i 2008.

I Danmark har bøgerne fået titlen »Dødsspillet«, og det udspekulerede dødsspil foregår i diktaturstaten Panem, hvor en despotisk elite har taget kontrollen efter årelange optøjer. Nu udøver eliten en Orwellsk kontrol over den ludfattige befolkning, som den søger at tyrannisere til passivitet ved hjælp af et dødeligt realityshow kaldet »The Hunger Games«.

Hvert år udvælges to unge mennesker fra hvert af de 12 distrikter til at deltage i TV-showet, hvor vinderen bliver sikret rigdom og berømmelse, men kun hvis vedkommende formår at slå de øvrige deltagere ihjel.

Befolkningen tilskyndes til at vælge deres egne favoritter i det avancerede gladiatorspil, og i den stigende blodtørst skal tankerne styres væk fra hverdagens fattigdom.

Sjældent har generationskløften været så udtalt som i »The Hunger Games«. Den sadistiske og totalkorrupte diktator Coriolanus Snow synes nærmest at hade de unge, han sender ud i en overlevelseskamp, og de unge er for længst holdt op med at stole på nogen, der er over 30.

I en forvreden og ekstrem forstand ligner generationsskildringen i »The Hunger Games« den myte, der blev kolporteret af 1960ernes ungdomsoprør: De gamle er dekadente og løgnagtige, mens de unge er rene. Forskellen er imidlertid, at ungdomsoprøret i 1968 opererede med en formodning om, at de unge kunne gøre en forskel, hvis de »stod sammen«. Det tillader systemet i »The Hunger Games« ikke.

De unge kan alliere sig med hinanden for at udrydde andre kombattanter, men i sidste ende må en deltager udrydde alle andre, hvis hun selv skal overleve. Det dilemma gør »The Hunger Games« til lidt af en moralfilosofisk hjernevrider.

Kamufleret hyldest til individualismen

Den i dag 78-årige Donald Sutherland, der spiller diktatoren, har i interview erklæret, at han ønsker, at filmen kan være med til at bevidstgøre nutidens unge generation om verdens uretfærdigheder og mobilisere dem til at protestere, ligesom den venstreorienterede skuespiller selv gjorde det i 1968.

Flere filmkritikere har dog bemærket, hvilket formentlig må skuffe Sutherland, at hverken »The Hunger Games« eller »The Maze Runner«, der havde dansk premiere fredag, kan tolkes som opfordringer til oprør – i hvert fald ikke i venstreorienteret forstand. De to roman- og filmserier er i stedet blevet beskrevet som en kamufleret hyldest til Vestens individualisme, hvor kun det menneske, der tør og evner at skille sig ud fra mængden af mere passive ofre, kan nå sit mål. De er med andre ord mere Ayn Rand end Che Guevara. Kun den stærke er fri.

Det samme gælder ungdoms-science fiction-filmen »Ender’s Game« (2013), der bygger på en roman fra 1985. I dette univers er Jordens befolkning involveret i en totalkrig mod en indtrængende race af insektlignende væsener. Den ældre generation, personificeret af den bryske oberst Graff, udvælger og træner de unge, der i kraft af deres alder besidder det fleksible sind, der skal til for at forstå fjenderne og gøre de unge i stand til at dræbe dem.

Atter er der tale om opdelingen kyniske ældre/følsomme unge, men »Ender’s Game« får et næsten kristent tilsnit, da det viser sig, at hovedpersonen Ender Wiggins dybe forståelse for fjenden bliver en hæmsko for hans evne til at slå fjenden ihjel: »I det øjeblik jeg fuldt ud forstår min fjende så meget, at jeg kan overvinde ham, i det øjeblik elsker jeg ham også,« siger Ender Wiggin.

I filmens sidste slag narrer den gamle oberst den unge kriger til at slå fjenden ihjel. Temaet med den ældre generations kynisme sat over for den unges idealisme holdes dermed intakt.

De dystopiske ungdomsromaner og film har en udpræget konspiratorisk atmosfære, hvor kun de virkeligt klartsynede kan gennemskue elitens reelle motiver.

Her genbruger de en gammel tematik fra science fiction-romaner og -film. I »Rollerball« (1975) forenes nationen om de hypervoldelige, TV-transmitterede »Rollerball«-kampe, og i »Flugten fra Fremtiden« (1976) har et fremtidssamfund besluttet at holde befolkningstallet nede ved hjælp af en ritualiseret, kollektiv menneskeofring. Skæringsdatoen er indbyggernes 30 års fødselsdag, og på sin vis er »Flugten fra Fremtiden« det modsatte af formlen »unge der gør oprør mod de gamle«. Her er det nemlig to 30-årige, der flygter fra de unges tyranni.

I modsætning til de ældre dystopier, der ofte levner et optimistisk glimt af håb i deres afsluttende kapitler, er det en nærmest isnende håbløshed, der kendetegner de nye universer, ligesom de også er anbragt i en mere snavset-realistisk verden end de gamle.

Det kan tolkes som et tegn på, at universbyggerne i virkeligheden taler om vores eksisterende nutid snarere end om en mulig fremtid. Og det gør det desto mere presserende at forstå, hvorfor disse universers generationer er så fjendtlige over for hinanden.

Kløften bliver gravet dybere

Det hænger formentlig sammen med, at generationerne i nutiden mentalt og kulturelt står længere fra hinanden end nogensinde før.

Ganske vist hører man uafladeligt, at 40 er det nye 30 (eller at 50 er det nye 30!), og midaldrende mænd og kvinder kan trække deres ungdom i langdrag med ekstremsport og rockkoncerter. Men så meget mere grund har de unge til at lægge afstand til de ældre. I realiteten narrer man ikke de unge, der står ansigt til ansigt med en række nye problemstillinger, deres forældre var forskånet for.

Den økonomiske krise har gjort den høje vestlige levestandard til en tvivlsom mulighed, og globale sammenstød mellem religioner, kulturer og ideologier ser ud til at komme til at præge de unges fremtid i et helt andet omfang, end deres forældre har kendt til.Og så bliver den største generationskløft ikke engang gravet i den håndgribelige virkelighed, men i den virtuelle. Hver eneste dag bliver der åbnet nye digitale porte i hjemmene og på arbejdspladserne, der skiller de unge fra de gamle.

Medlemmerne af den ældre generation kan måske godt oprette en Facebook-konto, men jo flere der gør det, desto mere uinteressant vil netop den platform blive for den yngre generation, der så finder andre steder at samles på nettet. Nye måder at tale på danner sig på nye platforme og gør det endnu sværere at trænge gennem alderssegmenteringen.

Parallelsamfund opstår ikke bare på langs af kulturer, men mellem generationer.

Det er ikke sikkert, at de sociale medier udgør det første skridt mod en fremtid, hvor unge og ældre er gledet så langt i hver sin mentale retning, at de er parate til at udslette hinanden.

Men det kunne være en rar tanke, hvis såvel unge som gamle gjorde fremtiden til et sted, hvor alt ikke bare drejede sig om overlevelse. Oddsene ser ikke for gode ud, hvis nutidens skildringer af generationskløften står til troende.