Ung, idealistisk lærer får en klasse fuld af bøller, men til sidst...

»Freedom Writers«fortæller en autentisk, men banal historie om en utroligt idealistisk lærerindes pædagogiske triumfer.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Idealisme er ikke den bedste basis for en vellykket film.

Det er selvfølgelig sørgeligt at måtte konstatere, men opløftende og livsbekræftende beretninger om det godes sejr over det onde mod alle odds får let et præg af fersk banalitet - blandt andet fordi den slags historier oftest fortælles af Hollywood, der ikke udelukkende gør det af ædle idealistiske grunde, men også gerne vil tjene lidt penge og derfor helst have publikum til at smile gennem tårer.

Sådan er det med »Freedom Writers«, der fortæller den autentiske historie om den unge lærerinde Erin Grunwell, som i 1994 i Los Angeles begynder at undervise en skrap og forhærdet klasse fyldt med socialt belastede teenagere, som på grund af diverse etniske modsætninger allesammen hader hinanden og i øvrigt er vant til at se slægtninge og venner blive skudt i bandeopgør.

Vil Erin i starten have svært ved at håndtere disse aggressive rebeller? Vil hun efterhånden vinde deres respekt og endda beundring? Vil hun motivere dem til sammenhold og flittige studier? Er disse spørgsmål rent retoriske? Ja, ja, ja og ja - handlingen er lammende forudsigelig i en pædagogisk budskabsfilm som denne, og man sidder (bare for at få tiden til at gå) og mindes, hvordan også Michelle Pfeiffer i »Dangerous Minds«, Meryl Strep i »Music of the Heart« og Julia Roberts i »Mona Lisa Smile« spillede selvopofrende og frygtløse lærerinder, der gjorde uregerlige og uvorne elever ganske regerlige og vorne. Der er i sandhed intet nyt under skolen.

Erin Grunwell spilles engageret af Hilary Swank, der altid vækker sympati, fordi hun ikke er så køn som så mange andre, mens de først frygteligt frække og siden kærligt kække elever fremstilles overbevisende af seje, troværdige typer. Det er en kvalitet i filmen og gør den i passager kvik og livlig, mens det til gengæld distraherer, at britiske Imelda Staunton af uransagelige grunde er importeret til en vigtig birolle som ærkeamerikansk, bagstræberisk lærerinde.

Erin Grunwell minder i sin stædige ukuelighed om Erin Brockowich, som Julia Roberts spillede i Steven Soderberghs film, så nu behøver vi egentlig ikke flere beretninger om autentiske heltinder ved navn Erin, selv om ambitiøse skuespillerinder med store læber tydeligvis elsker at fremstille dem.

Mest klæbrigt går det for sig i »Freedom Writers«, der blandt andet skildrer, hvordan Erin Grunwell motiverer sine elever til at blive bedre mennesker ved at lade dem læse »Anne Franks dagbog«. Det er så helt enormt rørende, at man får massiv kvalme. Man trøster sig med, at den idealistiske lærerinde i det mindste bliver skilt undervejs, så alt trods alt ikke ender i lutter lykke, og derudover kan man konstatere, at »Freedom Writers« er absolut ingen god film, men den er en usædvanlig god film i den forstand, at den er fyldt til randen med bævrende humanistisk godhed.

Måske ville det have været bevægende, hvis ikke det havde virket så pokkers beregnende.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse