Undsluppet fra helvede

Yeonmi Park er en 22-årig pige. Hun har netop udgivet sine erindringer, hvor beskrivelsen af hendes prøvelser får hårene til at rejse sig. Hun har med egne ord været gennem et helvede. Et helvede, der eksisterer den dag i dag i det kommunistiske Nordkorea og Kina.

Yeonmi med sine forældre og søster i Nordkorea. Fold sammen
Læs mere

Yeonmi Park er meget spinkel og kun godt 150 cm høj kvinde. Hun har et smukt ansigt med forfinede og feminine træk. Hun smiler venligt til intervieweren og taler lavmælt og indtrængende. Hun er kun 22 år gammel og har netop udgivet sine erindringer, »For at kunne leve. En nordkoreansk piges rejse mod friheden«. Når man læser erindringsbogen, fryser ens blod til is, for der er tale om så grufulde hændelser, at man dårligt kan tro, at den slags foregår nu og her, og at den unge kvinde overfor har overlevet prøvelserne. Men der er næppe tvivl om, at beretningen er sand. Den svarer til, hvad vi ellers ved om de forfærdende forhold i Nordkorea og Kina, og Yeonmi Parks beskrivelse og hendes fortælling under interviewet har autenticitetens præg, selv om man selvfølgelig altid skal være forsigtig med vidnesbyrd, der ikke umiddelbart kan bekræftes af andre kilder.

Sult og død i Nordkorea

Yeonmi Park blev født i Nordkorea, hvor hendes forældre klarede sig ganske godt. Hendes far var en født forretningsmand, og hendes mor en usædvanlig stærk kvinde, der ikke underkastede sig en mandsdomineret kultur, men stod fast på sine rettigheder. Samfundet var kommunistisk og gennemkorrupt, og hendes far måtte for at klare sig bestikke myndighedspersoner for at lave handler. Til sidst gik det galt, og han blev fængslet, og i en periode blev også hendes mor fængslet. Yeonmi oplevede nu den brutale elendig i Nordkorea, hvor frygt for regimet og sult var hverdag. Hun fortæller om helvedet: »I Nordkorea er foråret dødens årstid. Det er det tidspunkt på året, hvor vores forråd er tomme, mens gårdene endnu ikke producerer nogen fødevarer, fordi de nye afgrøder først lige er blevet plantet. Foråret er det tidspunkt, hvor flest mennesker døde af sult. Min søster og jeg hørte ofte voksne, der så lig på gaden, sukke og sige: »Det var ærgerligt, de ikke kunne have holdt ud til sommer.«

Familens elendighed gjorde, at hendes mor tog beslutningen om at flygte sammen med Yeonmi, idet søsteren var forsvundet forinden uden de kunne finde hende. Det var en farefuld beslutning, for politifolk skulle bestikkes, og smuglere betales, og hvis flugten mislykkedes, så ventede døden eller livslangg fængsel.

Du oplevede sult, frygt og tavshed i Nordkorea, og din mor sagde til dig hver dag, når du skulle i skole, at du skulle »vogte din mund«, så du ikke sagde noget, der kunne bringe familien i ulykke. Fornemmede du faren?

»Det var et anderledes univers. Jeg var ikke på samme planet som mennesker andre steder. Der var ikke samme viden som her. Vi vidste ingenting, og intet af det, som I kender til, vidste vi noget om. Vi fulgte helt andre menneskelige love og regler, og jeg kan ikke beskrive den virkelighed med normale menneskelige ord. I den virkelighed var frygt, sult og tavshed en normal tilstand, og vi kendte ikke til andet. Men jeg fornemmede jo, når min mor sagde, at jeg skulle vogte min mund, at tavshed var nødvendig, Du havde ingen venner, kun kammerater, og regimet, bestemte alt, så derfor var snak og fortrolighed en fare, for så vidste Den store Leder Kim Jong-il jo ikke, hvad man talte om. Vi troede, at han viste alt, og at murene havde ører.«

Så der var ingen fri følelse?

»Nej, intet var frit, og jeg vidste ikke, hvad venskab og kærlighed var, kun kærlighed til partiet og lederen.«

Når du nu ser tilbage, vil du så beskrive Nordkorea som et kommunistisk regime, eller er det i virkeligheden en slags kongedømme med Kim-familien som kongefamilie?

»Formelt er det kommunistisk, men fra starten vendte magthaverne, hvis leder var Kim, op og ned på magtsystemet og udvalgte familie og loyale kommunister til at regere landet. Du kan kun klare dig godt i Nordkorea, hvis du er udvalgt og har familerelationer, så tanken om et lige samfund, som kommunisterne jo pædikerede, blev ganske absurd i Nordkorea, som er det mest ulige land, som man kan finde. Så jo, du kan beskrive det som Kims kongedømme med en adel, men det er en konge, der næsten minder om en gud, og alt var og er gennemsyret af en slags religiøs tilbedelse af Kim.«

Du skriver, at første gang du opdagede, at kærlighed til andre end Kim eksisterede, var, da du så den amerikanske film Titanic?

»Ja, den slags film var forbudte, men mens min far klarede sig godt, fik han fat i piratkopier af amerikanske film, som jo var strengt forbudte. Vi havde ikke ord for kærlighed eller mennskerettigheder, men da jeg så Titanic, blev jeg klar over, at der var en helt anden verden end den, jeg kendte, og at der kunne være kærlighed til et meneske, som man ofrede sig for. Jeg forstod det først ikke, for det var jo ikke propaganda eller tilbedelse af Kim, som vi var vant til. I alle nordkoreanske film dør de for regimet og for lederen, men her døde de for kærlighed. Det gav mig en fornemmelse af en anden virkelighed, og det var chokerende, så min grundtro blev væltet. Jeg fik et glimt af humanisme.«

Yeonmis bog er også en beskrivelse af kvinder og deres forhold. Nordkoreanske kvinder er fuldkommen underlagt manden og må stort set finde sig i alt. Men Yeonmis mor var anderledes og slog endda igen, når hendes far en sjælden gang slog hende. Men når faderen havde gæster, var moderen ikke med ved bordet.

Hvilken slags kvinde var din mor?

»Hun var og er en ganske usædvanlig kvinde, og hun stammede fra en familie, der havde haft det godt, og hun havde fået en udannelse. Måske var det den baggrund, der gjorde, at hun ikke var underkuet. Men hun var vel født med en stærk karakter. Jeg hørte aldrig om noget som feminisme eller lighed mellem kønnene, men min mor lod mig altid forstå, at kvinder ikke stod under mænd, ja, at de endda var bedre end mænd. Ingen af mine venners mødre var på samme måde, men min mor accepterede ikke at blive talt ned til, som de andre gjorde, og jeg fik aldrig den opfattelse, at jeg var mindre værd end drenge. Måske var mændene stærkere end os, men de var ikke ikke bedre.«

Den attitude kunne hun vel ikke vise andre mennesker?

»Nej, hun viste respekt for mænd, når de kom. Alt andet ville have været for farligt, og i det hele taget fulgte vi alle traditioner, for alt andet ville være for farligt.«

Flugten fra Nordkorea til Kina var dramatisk og særdeles farlig. Det var nær gået galt, og selv om de nåede Kina, startede nu en farlig og ydmygende ny tid. De blev handlet som slaver, og Yeonmis mor blev voldtaget og siden solgt som sexslave. Den kun 13-årige Yeonmi selv måtte indgå et forhold en ældre mand og arbejdede senere i et chatrum på nettet for mænd, der ville se seksuelle scener. Om disse forhold skriver Yeonmi bl.a. i sin bog: »Min oprindelige pris svarede til 260 dollar, og jeg blev solgt til Zhifang for 15.000 yan eller lige under 2.000 dollar. Prisen gik op, hver gang vi blev solgt videre. Jeg skal aldrig glemme den brændende ydmygelse det var at lytte til disse forhandlinger, at blive gjort til en vare i løbet af få timer. Det var en følelse stærkere end vrede. Det er stadig svært at fatte, hvorfor vi gik med til alt dette, bortset fra at vi var fanget mellem frygt og håb. Vi var lammede, og vores mål blev reduceret til vores umiddelbare behov: at komme væk fra den farlige grænse.«

Yeonmi Park siger: »Jeg var en slave, og det var det mest ydmygende, man kan opleve. Det var og er et system, hvor kvinder fra Nordkorea bliver udnyttet på mest brutale måde, og de kinsiske myndigheder støtter det. Vi kender ikke antallet af handlede kvinder, men der drejer sig om mange mennesker. Alle nordkoreanere gemmer sig jo og har ingen rettigheder. Jeg var kun et barn og ganske uskyldig, men så blev jeg hustru til en kinesisk mand. Den slags handler er sat i system, og flygtningene kan intet gøre, og hvis man er vanskelig, bliver man sendt tilbage til Nordkorea, hvor døden eller fængsel venter. Vi var blot en vare.«

Men alligevel indeholder din bog mange nunacer, og du skildrer, hvordan dine følelser for den mand, som du blev solgt til, var en blanding af afsky og til tider varmere følelser?

»Ja, for på mange måder var han også et offer. Jeg ønskede først at dræbe ham, og jeg troede aldrig, at jeg kunne tilgive ham. Men et mennskeligt liv er ikke sort og hvidt, og jeg lærte af dette liv, at også han havde gode sider, og var et offer for totalitært system. Ofte når koreanske kvinder flygter fra deres slavejer og bliver fanget, bliver de slået og endda myrdet, men da jeg flygtede og blev fanget, var han mild imod mig. Men samlejerne var afskyelige, og jeg kastede op hver nat. Jeg spiste ikke, og jeg blev helt følelsesløs. Det eneste, der til sidst var tilbage, var et voldsomt had mod denne mand.«

Men alligevel fattede du en vis sympati?

»Hans liv havde ikke været let. Han løb hjemmefra som ganske ung dreng og blev medlem af en bande. Han blev bandeleder og stod også for menneskehandel og anden kriminalitet. Han havde ingen uddannelse, men var intelligent. Han havde også en kinesisk hustru, og han købte min mor fri. Han elskede mig og derfor er livet ikke simpelt. Da jeg så de grå zoner, erkendte jeg, at han også var et menneske og jeg tilgav ham. Jeg ønsker ham kun godt nu på trods af alt.«

Flygtede gennem Gobiørkenen

Efter flere år i Kina fattede kristne missionærer interesse for Yeonmi og hendes mor, og de flygtede gennem Gobiørkenen, en livsfarlig rejse, til Mongoliet. Herfra blev de med fly bragt til Sydkorea. Faderen lykkedes også at flygte til Sydkorea, men døde af kræft efter kort tid. Søsteren havde ligeledes held med at komme til Sydkorea. Det var dog ikke kun glæde og befrielse. Yeonmi kunne ikke og ville ikke fortælle om sine oplevelser under flugten og følte sig ensom. Yeonmi startede på en universitetsuddannelse og klarede sig godt og blev en af studiets dygtigste elever. Hun slugte bøger og læste George Orwells klassiske værk »Kammerat Napoleon«, og hun siger nu: »Orwell fortalte hele sandheden om det regime og om kommunismen, som jeg var flygtet fra. Det er en fantastisk bog.«

Omsider dukkede Yeonmis søster op, for hun var også flygtet, og efter mange farer, kom hun til Sydkorea. Yeonmis historie er historien om lidelse og kommunisme her og nu, og det har været svært for hende at fortælle om sine ydmygelser, hun var udsat for, men som hun siger: »Mit håb er, at min bog vil rette opmærksomheden mod de 25 millioner mennesker, der holdes som fanger i Nordkorea, og på de tusindvis af kvinder, der holdes som slaver i Kina.«