Undskyld

Sorry, Desculpa, Förlåt, Excusez-moi, Entschuldigung, PrzepraszamPardon, Scusa, Tevéchi.

Det kan være et af de sværeste ord at få over sine læber, men nu er en veritabel international epidemi tilsyneladende brudt ud.

Der bliver sagt undskyld her, dér og allevegne. Det er tid for tilgivelse for fortidens synder, og der er snart ikke den begivenhed i den nære eller fjerne forhistorie, der ikke skal bedes om forladelse for.

Seneste eksempel er Tolai-stammen i Papua Ny Guinea. En stamme af indfødte, der ikke er så voldsomt kendt og i hvert fald ikke har været med i TV 2s »Vild med Dans«, men som har haft en last og en kultur, som stammen nu er blevet så kede af, at den nu må sige ordet undskyld.

For 129 år siden i 1878 dræbte tolaierne fire kristne fijianske missionærer, hvorefter de kogte dem og spiste dem. Sådan gør kannibaler nu en gang, men i 2007 må kannibalers efterkommere gå bodsgang. En delegation fra Fiji-øerne besøgte forleden øen New Britain i Papua Ny Guinea, og her hængte Tolai-ledere ifølge Kristeligt Dagblad kæder af hellige strandskaller omkring halsen for at sige undskyld.

Det er i skrivende stund ikke til at få et overblik over, hvorfor tolaierne siger undskyld. Gør de det af politiske eller økonomiske grunde? Eller får de det simpelthen bedre med sig selv og øger respekten om stammens identitet på et tidspunkt, hvor stenalderstammer har en svær gang på jord? I hvert fald kan det konstateres, at der er mange, der siger undskyld for en hel masse, som de overhovedet ikke har haft indflydelse på. Oprindelige folk får undskyldninger fra regeringer for kolonisternes fremfærd i Den nye Verden århundreder tilbage, pave Johannes Paul II har undskyldt kristne jødeforfølgelser, Tysklands seneste regeringer har undskyldt holocaust, og Poul Nyrup Rasmussen undskyldte tilbage i 1998, at den danske stat havde tvangsflyttet Thulefolket tilbage i 1950erne.

Eksemplerne er mange og flere og ment godt nok; som forsoning, udstrakt hånd i en lad-os-så-komme-videre ånd, men virker samtidig også en anelse patetiske.

Også Tony Blair nåede i slutningen af sin tid som premierminister at undskylde for det britiske verdensimperiums aktive rolle i slavehandelen mere end 200 år tilbage i tiden.

Og dét at have en mange hundrede år gammel historie som stormagt indebærer selvsagt også, at man har udøvet magt og også ganske voldsom magt.

I disse dage er det 200 år siden, at den mægtige britiske flåde sejlede forbi Kronborg og ned i Øresund og indledte et bombardement af et sagesløst København. Det var et voldsomt og ubarmhjertigt angreb, der satte København i flammer og kostede store civile tab. Danmark kapitulerede, briterne sejlede væk med den danske flåde, og det var enden på Danmarks storhedsdrømme.

Det er en begivenhed, der var skelsættende for Danmarks historie, og den fortjener en omfattende markering. Den kommer også. I de kommende dage vil Golden Days i København med en lang række aktiviteter markere begivenheden, og titusindvis af københavnere og danskere vil deltage.

Den britiske flåde kommer også. Men lad os for alt i verden slippe for flere undskyldninger. Historien er gået sin gang, og hvad der er sket for flere hundrede år siden, skal vi blive klogere af og forstås som et grundlag for, hvad vi er nu. Og det er da glædeligt, at danskere og englændere i dag i fællesskab kan se tilbage på de dramatiske begivenheder dengang. Så hvis de undlader at sige undskyld, skal vi også nok lade være med at undskylde vikingetogterne for 1000 år siden.