Underet på Enghavevej

Amerikanske The National var fuldkommen fabelagtige, da de mandag aften gæstede et udsolgt og henført Store Vega.

Foto: Mogens Flindt / Scanpix

»Det er lettere at tilgive en fjende end en ven«, skrev lyrikeren, mystikeren og maleren William Blake engang med vanlig forståelse for den menneskelige psyke.

Og hans ord gælder også i forhold til de orkestre, man lytter til. Leverer et dårligt et af slagsen en ringe koncert, er der ikke langt til skuldertrækket, men svigter ens yndlinge på scenen, ja, så begynder blodet straks at koge af skuffelse.

Derfor var det også med en vis ængstelse, denne anmelder mandag aften mødte op i Store Vega, hvor The National skulle forsøge at leve op til de seksstjernede anmeldelser, deres to seneste udgivelser kastede af sig.

Da det Brooklyn-baserede band gæstede Danmark for tre år siden med »Alligator«, levede de ganske vist op til forventningerne med en af de bedste koncerter i mands minde, men da de sidste år fulgte »Boxer« op med et par koncerter her til lands var lidt af den sorte silke slidt af deres skiftevis nedstemte americana og gnistrende rock’n’roll.

Dårligt var det bestemt ikke, men var The National ikke ved at udvikle sig til den svigtende ven, der ifølge William Blake er så svær at tilgive?

Telepatisk samspil
Spørgsmålet rungede i hovedet, da Matt Berninger og hans fire sammensvorne trådte ind på scenen med nedadvendte blikke og med det fuldkommen urimelige krav om at levere magi hængende over sig som et andet Damokles-sværd.

Men de overspændte forventninger syntes nu ikke at påvirke The National, der åbnede med »Start A War«, hvor tre messingblæsere blev føjet til forløbet med stor effekt, for så at give plads til »Brainy« med de knastørre og vidunderligt hvirvlende trommespor.

Siden faldt »Secret Meeting« med sin blødt bølgende melodi og blinkende elguitarer, og sådan fortsatte The National med at spænde sig selv for de stærkeste sange fra bagkataloget. Og imens brødrene Scott og Bryan Devendorf på henholdsvis bas og trommer stod for den suverænt gyngende bund, brillerede bandets andet søskendepar, guitaristerne Aaron og Bryce Dessner, med et telepatisk samspil, hvor mønstre og rytmer skiftevis spillede med og mod hinanden.

Dertil kom bandets uofficielle medlem, Padma Newsome, hvis violin kastede et skær af poesi over nogle af sangene, imens den andre steder tilsatte en ligeså stimulerende skurren.

Og som samlende punkt i hele denne mirakuløse opvisning stod Matt Berningers nattemørke vokal, som med sine fraseringer ledte tankerne mod Joy Divisions Ian Curtis – uden dog at virke hverken uoriginal eller uvedkommende.

Ingen forbehold
At tale om højdepunkter i det suveræne sæt giver faktisk ikke meget mening, men en tordnende version af »Squalor Victoria«, en majestætisk udgave af »All The Wine« og en indfølt fortolkning af »About Today« var ikke desto mindre noget af det mest udsøgte, der nogensinde har genlydt i salen på Enghavevej.

Nu er vi så nået til det sted i en anmeldelse, hvor forbeholdene almindeligvis tages. Bare ikke her. For The National var fuldkommen fabelagtige på denne augustaften, hvor sange, publikum og lydforhold fandt hinanden, og alt andet for et par timer syntes så inderligt ligegyldigt.

Så tak, venner. I svigtede ved Gud ikke, da det virkelig gjaldt.