Under forestilling fik 18 tilskuere det så dårligt, at de måtte tilses. Nu er operaen udsolgt
En opera har med sine ægte sexscener og nøgne nonner på rulleskøjter skabt overskrifter verden over.

En opera har med sine ægte sexscener og nøgne nonner på rulleskøjter skabt overskrifter verden over.

Al omtale er god omtale.
Det kan den østrigske koreograf og kunster Florentina Holzinger skrive under på, efter at rygtet om de 18 tilskuere, der i weekenden fik så voldsom kvalme under hendes forestilling, gik viralt, og siden da har sørget for udsolgte sale til hendes opera sæsonen ud.
Det skriver The Guardian.

»Efter at nyheden eksploderede, blev billetterne til de resterende forestillinger lynhurtigt udsolgt,« fortæller talsmand for operaen Sebastian Ebling til nyhedsbureauet Deutsche Presse-Agentur.
Den omtalte opera hedder »Sancta,« og under forestillingen, som skildrer én lang katolsk gudstjeneste, får man som publikum blandt andet at se nøgne nonner dyrke sex med hinanden.
Den kontroversielle opera, som i øjeblikket er aktuel ved Stuttgart statsopera og efterhånden har fået omtale verden over, indeholder således ægte sexscener, både falskt og ægte blod såvel som folk, der bliver piercet på scenen.
Og de eksplicitte scener fik altså hele 18 personer til at blive dårlige, da de overværede operaen i weekenden.

»Lørdag havde vi otte og søndag havde vi ti personer, som måtte tilses,« siger talsmand Sebastian Ebling om episoderne, der også førte til, at der måtte tilkaldes lægehjælp flere gange.
Foruden blod og sex indeholder forestillingen for eksempel også nøgne nonner, der står på rulleskøjter på en rampe, en væg fyldt op med korsfæstede kroppe og en lesbisk præst, som afholder gudstjeneste.
Kunstneren Holzinger har før fortalt, at operaen ikke er blevet til for at håne kirken. Derimod skulle den udforske paralleller mellem den og BDSM-universet.
»Vi anbefaler, at alle publikummer igen læser advarslerne meget omhyggeligt, så de ved, hvad de kan forvente,« lyder det fra talsmanden om forestillingen.