Umodne kunstnere på Roskilde Festival

Roskilde Festival er mere end god musik. Det er også venstreorienteret pjank. Som led i årets festival havde arrangørerne inviteret kunstnerduoen Walker & Bromwich med deres værk »Kapitalismens slange« – en stor oppustelig pølse.

Christopher Arzrouni, Debattør og særlig rådgiver Fold sammen
Læs mere

Roskilde Festival er mere end god musik. Det er også venstreorienteret pjank. Som led i årets festival havde arrangørerne inviteret kunstnerduoen Walker & Bromwich med deres værk »Kapitalismens slange« – en stor oppustelig pølse. Den snoede sig gennem festivalområdet og reklamerede – undskyld: bevidstgjorde – festivalens deltagere om økonomisk ulighed.

Det var tydeligvis en slags gentagelse af Walker & Bromwichs happening fra 2017 ved Edinburgh Art Festival, hvor de viste den oppustelige pølse »The Dragon of Profit, Private Ownership and Corporate Greed«. Mon ikke de næste år optræder på Folkemødet med den oppustelige pølse »Markedsøkonomiens blod-igle«? Ellers er ideen hermed videregivet kvit og frit. Der skulle jo nødig være penge mellem anstændige mennesker. Bortset fra når vi køber en dyr Roskilde-billet for at opleve ordentlige kunstnere som musik-millionærerne Bruno Mars og Eminem, der heldigvis har forstået at kapitalisere på deres evner til at underholde.

Kunstnere med god underholdningsværdi er de store vindere i den verdensomspændende kapitalistiske økonomi. Før i tiden måtte selv de dygtigste troubadourer vandre fra slot til slot og håbe på et velvilligt, men begrænset, publikum. I vore dage er hele verden tilgængelig for troubadourerne – og selv et enkelt hit kan kaste millioner af sig. De store vindere er kort sagt dem, der producerer noget, hvor en ekstra enhed af musik eller merchandise er forbundet med meget små omkostninger og meget store gevinster, fordi det kan sælges på tværs af kulturer. Medicinalvarefabrikanter og popmusikere nyder godt af præcis det samme: intellektuel ejendomsret og storskala distribution.

Alligevel er ejendomsret, penge og profit et stort tabu i kunstverdenen, der opfører sig hjernedødt, når det gælder vigtige fænomener som kapitalisme og markedsøkonomi. I stedet for at anerkende, at den slags har bragt menneskeheden en hidtil uset velstand, længes mange kunstnere tilbage til en tid, hvor der ikke var privat ejendomsret. Mener de virkelig, at livet var bedre i fortidens stammesamfund end i nutidens globale kapitalisme?

Måske. Dengang kendte alle jo hinanden i de små selvforsynende enheder. I nutidens kapitalisme er vores handelspartner ansigtsløs, til nød et logo fra en stor virksomhed. I de små samfund var der hierarki, monopol, orden og dermed tryghed – men en falsk tryghed, for kollektivismen var undertrykkende og gjorde samfundene sårbare og fattige. I nutidens globale netværk er der individualisme, muligheder, konkurrence, nybrud og dermed utryghed – men en luksuriøs utryghed, fordi mennesker, der f.eks. mister deres job, hurtigt kan komme videre.

Menneskets paradoks er, at vore hjerner er indrettet på stammesamfundet, men at vi nyder godt af markedssamfundet. Hvis kunstnerne virkelig ville spille en positiv rolle, kunne de overveje, hvordan de hjalp med bygge bro mellem de to tilstande i menneskets udvikling. Desværre spilder alt for mange tiden med umoden kapitalismekritik og uopfindsomme happenings.