Ulrich Thomsen-film til Shanghai

Den danske skespilleres instruktørdebut udtaget til hovedkonkurrencen i Shanghai Film Festival

Ross McCall og Kristen Hager i »In Embryo« Pressefoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er begrænset, hvor mange danskere, der har set den, men nu får kinesiske filmelskerere lejlighed til at vurdere Ulrich Thomsens instruktørdebut, spillefilmen »In Embryo«, der netop er udtaget til Shanghai International Film Festival midt i juni måned.

Filmen er udtaget til hovedkonkurrencen og kampen om en »Golden Goblet« i Shanghai, der er en af de største filmfestivaler i Asien, og Ulrich Thomsen er selv ret stolt over udtagelsen af »In Embryo«.

»Det er fantastisk, at éns film har kunnet skille sig ud blandt den kæmpe mængde af film, der bliver lavet rundt om i verden på et år. Shanghai Film Festival er en stor og vigtig festival, som får mange tusinde film til gennemsyn, så jeg er ekstremt glad,« siger Ulrich Thomsen i en pressemeddelelse.

L.A. Noir

Filmen fik premiere ved Berlin Film Festivalen i februar og handler om en voldelig gangsterhåndlanger, der falder for den smukke junkie, Lily, som han prøver at redde ud af heroin-misbruget. Men fortiden er ikke sådan at få bugt med. Det er en kunstnerisk anlagt film optaget i Los Angeles og med et islæt den krimigenre, der i 1980erne blev kaldt »L.A. Noir« - som i et Edward Hopper maleri med endeløse motorveje, skyskrabere og ensomme mennesker under falmede palmer.

Ulrich Thomsen har selv både skrevet, instrueret og produceret filmen - og i øvrigt betalt størstedelen af produktionsomkostningerne. Han spiller også en større birolle - hvilket han dog senere fortrød, da det gik op for ham, hvor krævende det var at være instruktør, fortalte han til Berlingske til Berlin-festivalen.

»Det skulle jeg ikke have gjort, for det blev alt for kompliceret. Men jeg ville gerne spare lidt penge til en skuespiller,« erkendte Ulrich Thomsen, der ved den lejlighed fortalte, at han var undervejs med et nyt instruktør-projekt - denne gang i den lidt morsommere ende og forhåbentlig for andres penge.

Som skuespiller har Ulrich Thomsen haft en central rolle i den amerikanske serie »Banshee«, der netop har afsluttet sin fjerde og sidste sæson, og han dukker også op i den nye sæson af »The Blacklist«, ligesom han har en central rolle i Ole Bornedals nye krimikomedie »Dræberne fra Nibe«.

Ulrich Thomsen forventer, at »In Embryo« - der betyder noget i retning af »I den tidligste begyndelse« kan få dansk biografpremiere til efteråret.