Den danske skuespiller Ulf Pilgaard er mandag død efter kort tids sygdom. Det skriver kommunikationsbureauet Hammer PR i en pressemeddelelse.
Han blev 83 år.
»Min elskede far er gået bort. Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter,« udtaler hans søn Christian Pilgaard i en meddelelse fra familien, der beder om ro.
Ulf Pilgaard er blandt andet kendt for sit mangeårige virke i Cirkusrevyen, og her var hans helt store glansnummer parodien på dronning Margrethe, som mange danskere nok vil huske.
Da han i 2021 gav sit sidste nummer i Cirkusrevyen, overraskede dronning Margrethe ham på scenen.

Ulf Pilgaard optrådte også i filmens verden, og hans nok mest kendte rolle er som kriminalkommissær Wörmer i »Nattevagten«, Ole Bornedals gyserklassiker fra 1994.
Sidste år genoptog han den rolle i opfølgeren »Nattevagten – Dæmoner går i arv«, som blev hans sidste spillefilm.
Den autodidakte skuespiller vandt en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i filmen »Farligt venskab« fra 1996, og han havde roller i prominente film som »Kongekabale«, »Arven« og »Elsker dig for evigt«.
På tv havde han blandt andet en mindre rolle i DR-succesen »Borgen«.
Pilgaard har desuden medvirket i 40 sæsoner i Teltet på Bakken. Skuespilleren havde sidste forestilling her i 2021.