Politiken-journalisten Anders Jerichow har skrevet bogen »Brobyggere« om forhenværende overrabbiner Bent Melchior og tidligere medlem af Folketinget for SF Özlem Cekic. Bogens titel refererer til, at de to har udfoldet et stort arbejde for at skabe dialog med kristne, muslimer og jøder. Bent Melchior og Özlem Cekic har også skabt organisationen Brobyggerne - Center for Dialogkaffe.
Anders Jerichow skildrer Melchiors og Cekics aktiviteter, og den er samtidig en beretning om det usædvanlige liv, Bent Melchior har haft. Som barn voksede han op i et religiøst hjem og måtte i 1943 flygte til Sverige. Han blev frivillig soldat i Palæstina i 1947 for at kæmpe for den jødiske stats overlevelse, og i Danmark blev han overrabbiner og involverede sig i et utal af humanistiske gøremål, som ofte handlede om at tale fremmedes sag – ligegyldigt om de var jøder, muslimer eller latinamerikanere. På trods af det var der palæstinensere, der planlagde at myrde ham, men det ændrede ikke hans imponerende humanistiske indsats.
Civiliserede ballademagere
Özlem Cekic er af gode grunde ikke helt så spændende en karakter og fylder heller ikke så meget i bogen. Mens Melchior jo er jøde, så er Cekic muslim, født i en kurdisk familie i Tyrkiet. Hun er uddannet sygeplejerske og var medlem af Folketinget 2007-2015 og vist nok ikke altid et særligt nemt medlem af SFs folketingsgruppe. Anders Jerichow kalder dem begge for »civiliserede ballademagere«, hvilket dækker over, at de begge siger deres ærlige meninger og begge i perioder har levet med politibeskyttelse.
Anders Jerichows bog er en hyldest til de to dialogsøgende hovedpersoner, og der stilles ikke kritiske spørgsmål, men det er jo ikke uproblematisk altid at søge dialogen. Man tørster efter, at Anders Jerichow spørger, om man skal have dialogkaffe med alle? Hvad med nazister eller imamer, der tror på Koranens antijødiske ord? Anders Jerichow berører problematikken på et overordnet plan i sidste kapitel, men undgår emnet, hvor det brænder på. Således besøgte Bent Melchior og Özlem Cekic i 2017 Grimhøj-moskeen, hvor de drank kaffe med moskeens talsmand, Oussama El-Saadi. De udsendte bagefter en fælles erklæring, hvori det hed »at enhver form for vold imod uskyldige ikke er legitimt, hverken i islams navn, på vegne af andre trosretninger eller i demokratiets navn.«
Det viste sig imidlertid, at Oussama El-Saadi senere ikke ville tage afstand fra Islamisk Stats drab og voldtægter. Bent Melchior og Özlem Cekic burde nok have reflekteret over, at de ved et møde med denne ekstremist gav ham troværdighed og legitimitet. Men Anders Jerichow nævner ikke sagen.
Kun den ene side
Bent Melchiors positive tilgang til livet har været et stort gode for det jødiske samfund, men ikke uden problemer. I bogen beskriver Anders Jerichow de interne opgør i menigheden, der i 1981 resulterede i en fyring af Bent Melchior. Vi får kun den ene side af historien, for Jerichow har ikke ulejliget sig med at undersøge sagen nærmere hos modparten.
Sagen handlede bl.a. om, at Bent Melchior ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til de sikkerhedskrav, som den folkevalgte ledelse af menigheden ville have ham til at overholde. Det var ifølge nogle medlemmer af det jødiske samfund ikke uproblematisk, at Bent Melchior med sin positive åbenhed ikke var tilstrækkelig bevidst om de farer, som menigheden var udsat for. Det kunne Anders Jerichow have boret i og fået Bent Melchiors svar, men det gør han ikke.
Kaffen galt i halsen
Bent Melchior afviser, at der skulle være nogen akut fare ved at gå på Nørrebro med kalot eller andre jødiske kendetegn, og han fremdrager sit eget eksempel, for han går alle vegne med kalot, og folk ved, at han er jøde. Som læser håber man, at Jerichow stiller ham det indlysende spørgsmål, om det ikke netop er, fordi han er så kendt, at han kan gøre det, og at andre jøder vil være mere udsatte. Men Jerichow spørger ikke.
Er forudsætningen ikke, at man kan tale åbent og frit for at kaffen ikke skal sidde galt i halsen?
Og når Bent Melchior i 2010 i Jerichows egen avis, Politiken, vendte sig mod offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger, hvilket han stadig fastholder det rigtige i at gøre, så rejser det nogle principielle spørgsmål. Hvis Bent Melchior og Özlem Cekic vil pålægge andre tavshed for ikke at krænke religiøse følelser, hvad skal en kaffedialog så egentlig gøre godt for? Er forudsætningen ikke, at man kan tale frit, så kaffen ikke skal komme galt i halsen? Det kunne Jerichow have spurgt til, men det gør han ikke.
Anders Jerichows bog er ukritisk, og det tjener ikke Bent Melchiors og Özlem Cekics interesser. Det er altid fristende at optræde som de rene idealister, men så enkel er verden ikke. Verden er så indviklet og farlig, at selv dialogkaffedeltagere kan lade sig forføre til skade for andre. Men Anders Jerichow vil ikke spørge om det.
Brobyggere. Özlem Cekic og Bent Melchior
Forfatter: Anders Jerichow. Sider: 210 Pris: 210 Forlag: Gads Forlag
