Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, må ikke holde en tale ved Eurovision Song Contest forud for finalen i weekenden. Det skriver Sky News.
European Broadcasting Union (EBU), som producerer konkurrencen, oplyser, at Volodymyr Zelenskyjs anmodning om at tale til begivenhedens publikum på lørdag er blevet afvist.
Konkurrencen afholdes i Storbritannien med BBC på vegne af Ukraine i år, efter at den krigshærgede nation på en bølge af støtte triumferede i Torino sidste år.
»Eurovision Song Contest er et internationalt underholdningsshow og er styret af strenge regler og principper, som har været håndhævet siden konkurrencens oprettelse. Som en del af disse er en af hjørnestenene i konkurrencen begivenhedens ikkepolitiske karakter,« hedder det i en erklæring fra EBU.
Ifølge EBU forbyder erklæringen muligheden for at komme med politiske eller lignende udtalelser som en del af konkurrencen, og derfor kunne den ukrainske præsidents anmodning om at henvende sig til publikum ved konkurrencen ikke imødekommes, da det ville være i strid med arrangementets regler, oplyste EBU, der dog anerkendte præsidentens »prisværdige hensigter«.
Til gengæld får hele 11 ukrainske kunstnere, inklusive sidste års vindere, Kalush Orchestra, lov til at optræde, ligesom 37 lokaliteter fra hele Ukraine vil blive vist under den nationale præsentation.



