Ugens smagsdom: "Jeg har takket nej til et ridderkors" er virkelig dårlig stil

Du går under ingen omstændigheder på Facebook med nyheden om dit nej til et ridderkors eller optagelse i Blå Bog. Ikke hvis du er hæderlig.

Ridderkorset tildeles af Ordenskapitler og findes i flere »grader« med tilhørende former og farver. Ordenen her sidder på dynekongen Lars Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Jeg skal ikke nævne navne. Hvis jeg skulle nævne navne, kunne jeg have fortsat dagen ud.

For jeg ser tendensen vokse hos selv kendte kunstnere og kloge akademikere efterhånden og føler mig hver gang bekræftet i fornemmelsen af de sidste tiders komme.

Men altså: Du er kendt som kritiker af monarkiet og måske endda det officielle Danmark som helhed. Du er bare også ret dygtig til dit fag og får derfor brev fra Ordenskapitlet om din udnævnelse til Ridder af Dannebrog en dag.

Hvad gør du nu? Du lukker jo nok lukker øjnene et sekund og glæder dig over andres anerkendelse af din indsats. Og du vender så sagen med din mand eller elskerinde og sender derpå et pænt brev tilbage med nej tak - tilpas loyal over for din livsholdning eller politiske observans.

»Du må vise dig ordentlig opdraget og holde den lille anerkendelse for dig selv resten af livet. Anerkendelsen betyder jo alligevel ikke det mindste for dig. Vel. «


Hvad gør du ikke? Du går under ingen omstændigheder på Twitter eller Facebook med den lille nyhed. At sige nej tak til et ridderkors og derefter prale med Ordenskapitlets henvendelse er simpelthen indbegrebet af dårlig stil. For du scorer i virkeligheden den fulde anerkendelse fra dine omgivelser og vil bare ikke betale prisen i form af lidt mindre integritet.

Alt for mange eksempler

Og ridderkorset er kun ét eksempel. Jeg oplever hvert eneste år folk sige nej til optagelse i Blå Bog eller for den sags skyld hæderstegnet fra den lokale golfklub.

Hvorfor oplever jeg det? Igen fordi folk har siddet over deres status bare to minutter senere med den lille nyhed til folket. De gode mennesker er republikanere eller kritisk indstillede over for systemeget og kan alligevel ikke stå for udsigten til det anerkendende nik.

Glem det. Bare drop det. Hvad enten du nu hed Kim Larsen eller ej.

Selv om jeg helt personligt er både reaktionær og nærmest nostalgisk over for alt med kors og bånd, kan jeg sagtens forstå din reaktion.

»Ordener hænger man på Idioter«, skrev sprogmanden P.A. Heiberg i »Indtogsvisen« fra 1790 - for »har man Hjærne / kan man jo gjærne / undvære Orden og Stjærne.«

Men du må også udvise en vis respekt for parnasset og dets gode mennesker og altså ikke hænge dem ud på sociale medier som tak for deres opmærksomhed på dig.

Du må vise dig ordentlig opdraget og holde den lille anerkendelse for dig selv resten af livet. Anerkendelsen betyder jo alligevel ikke det mindste for dig.

Vel.