Ugens biltest: Audi har lavet potentielt superhit, men...

Større og mere digital

Audi Q3 er ligesom sin søstermodel Volkswagen Tiguan baseret på den mellemstore MQB-platform, som også superhittet Volkswagen Golf triller på. Visuelt er den nye Q3 dog langt mere kantet og offensiv at se på end Tiguan, og selv om pressebilen stiller til start i kuløren selvudslettende-bibliotekar-grå, så ser den faktisk besnærende ud. I forhold til forgængeren er den vokset på alle leder og kanter, og det skulle den også, hvis den skulle kravle ud af lillebroderen Q2s skygge, der er næsten lige så stor, som den gamle Q3 var. Især bagagerummet er vokset, og med et bagsæde, der kan forskydes i længderetningen, kan man som nyslået Q3-ejer selv prioritere mellem ekstra benplads på bagsædet eller et bagagerum på helt op til 675 liter.

I kabinen imponerer det stilrene design og den klassiske overlegne Audi-digitalisering. Det er slut med analoge instrumenter bag rattet, og grafikken på den centralt placerede skærm er som på et af de helt dyre fladskærms-TV med krystalklar opløsning og skarpe farver selv i solskin. Derudover er placeringen ligaer over konkurrenternes, da skærmen er formfuldendt integreret i instrumentbordet i stedet for at sidde og flagre midt i det hele som en visuel eftertanke.

Skizofrent automatgear

Så den nye Audi Q3 kommer altså godt fra land. Men efter de første 100 kilometer er jeg målløs over samspillet mellem gearkasse og motor. Eller mangel på samme. Testebilen er en Q3 35 TFSI – altså har den en 1,5 liters turbobenzinmotor på 150 hk og 250 Nm. Det lyder tilforladeligt til en bil på 1,5 ton, og med en ny 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse synes drivlinje-setuppet på papiret perfekt. I den virkelige verden opfører den sig dog som en gymnasiepige, der skal vælge sko til en date.

Den skifter hele tiden og virker aldrig rigtigt komfortabel i noget gear. Jo, når du har nået marchhastigheden og ikke ændrer fart, så falder den til ro. Men ved bykørsel er den mere stressende end et par fireårige sukkerhøje tvillinger i autostole på bagsædet, fuldt bevæbnet med Lego-kasteskyts og halvspiste pølsehorn. Den driver mig til vanvid. Forklaringen skal formentligt findes i, at hele 2018 stod i WLTPs tegn hos Audi og Volkswagen. Tyskerne havde et hyr med at få deres drivlinjer godkendt og testet efter den nye brændstofmålingsnorm, og gearkassens opførsel frister mig til at tro, at det er jagten på de sidste marginaler i forhold til brændstofforbruget, der har fået ingeniørerne til at programmere denne fuldstændigt vanvittige gearskifteoplevelse ind i gearkassens software. Da jeg til sidst i ren desperation sætter gearkassen i Sport, bliver det bedre, da dens økonomifokus kommer i anden række. Men så kommer gearskiftene en anelse sent til afslappet hverdagskørsel. Det er kort sagt en kæmpe ommer til gearkassens skiftetiming, og indtil Audi får styr på det, så køb kun Q3 med manuelt gear.

Selve køreoplevelsen i forhold til komfort og styretøj er dog klassisk Audi. Dæmpet, komfortabelt og semi-uengagerende. Det handler ikke om bilen og køredynamik, men om din velvære og afslappethed, og her er den nye Q3 forrygende komfortabel – uden at blive for blød og slap.

Underlig prioritering

Selv om kabineoplevelsen visuelt er en fryd for øjet, har Audi også her præsteret en uforståelig skævert. Plastikken omkring håndtaget på indersiden af døren er så hård, at den kan rive en kunstig negl af i første hug ved uforsigtig brug. Og håndtaget er trods alt et element, man har fat i i hvertfald to gange for hver tur, man kører i bilen, så her vil man gerne forkæles. Beklædningen på oversiden af instrumentbordet er derimod udført i den blødeste og mest eftergivende nærmest gummiagtige plast, men jeg kan ikke erindre sidste gang, jeg rent faktisk har rørt oversiden af instrumentbordet under kørsel. Her forekommer prioriteringen mig mærkværdig.

Det er ikke, fordi kabinen på nogen måde falder igennem. Men over årene har Audi bare vænnet os til, at de holder et uangribeligt højt bundniveau og aldrig har svipsere, og så overrasker det, når de som med denne model både præsterer nogle mærkværdige materialeprioriteringer i kabinen og en gearkasse, hvis skiftesoftware synes programmeret til alt andet end førerens komfort.

Mangler hjemmebanefordel

Jeg kan egentlig meget godt lide biltypen og størrelsen. Den nye Audi Q3 lander dog i en klasse med en række urimeligt skarpe konkurrenter, og det er måske dens største udfordring. For da første generation blev lanceret tilbage i 2011, var der ikke rigtigt nogle oplagte konkurrenter. Siden hen har Audi solgt over 1,1 million Audi Q3. Men i dag kan man ikke sparke sig frem for sexede SUVer i premiumsegmentet til lige omkring 500.000 kr. Der er den køredynamiske perle BMW X2, som er den tidløst elegante og urbant forførende Volvo XC40, og den kommende Range Rover Evoque har stort set kun fået roser med på vejen. Det leder uvægerligt til spørgsmålet om, hvem det egentligt er, der skal hoppe på den nye Audi Q3.

For sammenholdt med de fokuserede konkurrenter mangler Audien lidt en distinkt hjemmebanefordel. Noget, den gør suverænt, noget, der skiller den ud og gør den unik. Især når den mangler det uangribeligt høje bundniveau, som de fleste nye Audieer præsterer. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Audi nok skal få solgt nok til, at business-casen hænger sammen. Om ikke andet så fordi programudvalget er bredt med både forhjulstrukne, firehjulstrukne, diesel og benzinvarianter. Men hvor den lille Audi A1 30 TFSI, jeg havde som testbil for et par uger siden, virkede fattet, selvsikker og med den klassiske Audi-kombination af lækker teknik, lækker kabine og uangribelige drivlinjer, så sidder jeg i tilfældet Q3 tilbage med fornemmelsen af en bil, der ikke har haft ingeniørernes (eller dem, der styrer ingeniørernes budgets) fulde tillid og opmærksomhed, og det er en skam, for efterspørgslen efter premium-SUVer i denne størrelse betyder, at Audi Q3 kunne have været en guldkalv af et superhit for Audi i stedet for en middelmådigt ydende malkeko.