Ugens bilentusiast om sin elektriske Kia Soul: »Den ligner en Anders And-bil, men jeg elsker den«

Jac Nellemann har kørt Formel 1, står bag Copenhagen Historic Grand Prix og ejer importen af Aston Martin. Alligevel kører han til daglig koreansk elbil. Jac Nellemann er dog bilentusiast af den gamle skole, og sin største sejr vandt han sidste år i sin fars racerbil fra 1959.

Selv om Jac Nellemann både har en Kia Stinger og en Aston Martin Rapide i garagen, kører han som oftest i sin elektriske Kia Soul. Asger Ladefoged

Vi har en aftale lidt over klokken 13. Lidt over, fordi han lige skal være færdig med at køre senior-kart på den indendørs gokartbane hos Power Racing i Herlev. En bane og et gokartcenter han i øvrigt selv ejer. Hans kontor ligger cirka 26 skridt fra pitten – lige ved siden af kontoret til Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP) og lige under Nellemann Leasing – som han også alt sammen ejer. Jac Nelleman har flere jern i ilden end en middelalderlig grovsmed, og som delvist udlært værktøjsmager er han heller ikke fremmed for at smede mens jernet er varmt.

Når min far kørte race på Amager Travbane, så kunne jeg køre på speedwaybanen i den lille bil. Der fik jeg rigtig smag for det. At sætte sig ned i et stykke mekanik, der kunne bevæge sig selv. Et automobil uden pedaler. Den kildren i maven var der, hvor jeg blev vaccineret første gang.

Da jeg træder ind i pitområdet, undskylder han høfligt, at han lige har et heat mere. Bortset fra de gråsprængte isser kunne det lige så godt være en gruppe 16-årige, der dystede denne tidlige eftermiddag på banen. De kække kommentarer, nyfødte anekdoter og adrenalinfodrede blikke er de samme. Selv om Jac Nelleman er fyldt 74 år, elsker han tydeligvis stadigvæk at køre om kap. En kærlighed han har haft i ca. 64 år. Som tredje generation i Nellemann-koncernen (grundlagt i Randers i år 1900 og gået ind i bilbranchen i 1904, red.) har bilerne altid fyldt meget. Men det var bag rattet på sin første bil i midten af 1950erne, at Jac Nellemann mærkede suset for første gang.