»Yeah - der er mange mange kugler, der går min næse forbi. Men det rager mig en bønne - for jeg har min fantasi.«
Bladene falder i denne tid, og søndag var det et af de store træer i dansk folkekultur, der faldt, da Kim Larsen gik bort. Og selv om jeg skal spare læserne for løsrevne værtshuserindringer, så synes jeg også godt, vi her kan starte med et enkelt finurligt citat fra lune Larsens uudtømmelige skattekiste.
For der er næppe noget, der har sat større præg på den forgangne uge end sangerens død – og heller ikke noget, der har fået flere ord med på vejen. Helt fortjent omend man i længden måske nok kan få en smule omklamringsfornemmelse på salig Larsens vegne. Når statsministeren bruger ham i sin åbningstale, og når identitetsaktivisten over dem alle, Henrik Marstal, docerer i diverse dagblade, så mangler vi efterhånden kun antiryger-lobbyen og afholdsbevægelsen til at udtrykke deres dybeste savn.
Men fred være med det – refrænet er frit, og Larsen ville nok selv have taget det i stiv arm. Sangene er jo heldigvis det bedste eftermæle, som alle har samme ret til at tage ind, som man vil.
Nu Løkke selv har bragt Larsen på bane, så lad os lige nappe en anden verslinje: »Så en dag gik jeg op til ministeren og sagde: Hey du der, få lige fødderne ned og tag hatten af.«
Og det gjorde Folketinget så faktisk i denne uge. I hvert fald er det nu slut på den officielle sommerpause, og Borgen åbnede med åbningstale, langvarig debat, nye planer, og hvad der ellers hører til den traditionelle politiske begyndelse i oktober.
Som i denne omgang også er en slags afslutning, da der som bekendt skal være valg inden næste sommerferie, og det er allerede ganske tydeligt, at det bliver et underliggende tema i stort set alt hvad politikerne gør og mener, indtil Løkke trykker på den berømte knap.
Udsigten til stemmebokse satte da også præg på regeringens programkatalog. Nu skal der nye boller på suppen, klima på dagsordenen og strøm til bilerne, så vi alle kan være grønne bilister om føje år. Ikke ligefrem en DF-dagsorden, og der var flere lange næser til Dansk Folkeparti. Vi skal have damp under kedlerne og friske folk til, og når der nu ikke er nok af os danskere, så må vi have fat i nogle udlændinge.
Og uanset hvor meget man kobler det lille ord med andre ord som højtuddannede, velkvalificerede, gevinstgivende, efterspurgte, og hvad har vi, så ender det altså med det velkendte substantiv: Udlændinge. Og det er bare lige det ord, som Dansk Folkeparti ikke kan tåle at høre. Så der er ballade på vej til regeringen, lovede en noget muggen Thulesen Dahl. Tulle havde lidt svært ved at skjule sin fornærmelse over, at regeringen ikke fortsatte i det spor af lobhudling og smiskende tilnærmelser, som sommerpausens politiske meldinger ellers har budt den nye kejser af dansk politik.
Socialdemokratiet fortsatte da også i sporet og så heller ingen grund til at lette på tilgangen fra syd og øst – her er man helt på linje med DF om, at frem til valget skal vi først og fremmest fokusere på at bruge penge – det er jo den måde, man viser sig som velfærdssamfundets ægte fortaler, ikke sandt?
Ellers var der som sædvanlig lidt en stemning af første skoledag efter en lang sommerferie over folketingsåbningen. Søren Pape og Anders Samuelsen viste deres nye, endnu finere ridderkors frem, Enhedslistens LGBTQ-ordfører hyggede sig med at strikke en økologisk grydelap, Liberal Alliance og venstrefløjen mundhuggedes lidt om skattelettelser, og de fleste partier lavede fis med Uffe Elbæks erklærede statsminister-ambitioner. Ganske gemytligt.
Gemytlighed er det til gengæld svært at finde i Storbritanniens politiske billeder for tiden, hvor premierminister Theresa May prøver at finde en vej ud af EU, som et politisk flertal kan gå ind for. Og det går ikke særligt godt for det Brexit, der skulle være en ny begyndelse for Storbritannien.
Heller ikke selv om hun i denne uge forsøgte at danse sig ind i de konservative hjerter ved partiets årsmøde.
Det var ikke en kæk foxtrot, der ville give mange point hos dommerne i »Vild med Dans« – nærmere en desperat Danse Macabre over for Boris og de andre stoute toryer, der har blikket stift rettet mod fortidens imperiestolthed og har noget svært ved at se, at de skylder noget til alle de inferiøre lande på kontinentet.
Så de afviser konsekvent Mays plan for at være alt for EU-venlig, mens EU allerede har afvist den for det modsatte. Svært at se, at det kan blive andet end begyndelsen på enden – på en eller anden måde.
Begyndelsen på enden for Donald Trump er der mange, der har spejdet håbefuldt efter de sidste to år. Aldeles forgæves, og denne uge var ingen undtagelse, da The Donald fejrede en handelsaftale-succes med en gedigen omgang mobning af den kvinde, der har anklaget Trumps højesteretskandidat for sexovergreb i ungdommen.
Rædselsfuldt og upassende, lød det fra et par republikanske senatorer, mens hele dommersagen har givet Trumps parti ny medvind i meningsmålingerne.
Så her går det godt, og hvis der er nogen ny begyndelse ved Trump, så er det vel, at alle er begyndt at vænne sig til ham.
