Ugen på kanten: Kattejammerlig missemusical og mislyde i klimadebatten

En studerende i Politiken vil have Jonatan Spang til at droppe Thunberg-kritisk klimahumor, Socialdemokratiet vil helst ikke udlevere klimaberegninger, Jakob Ellemann-Jensen vil bare gerne have de andre blå ud af sin kiosk, og ingen vil have en computeranimeret musical om katte.

FOTOCOLLAGE: Niels Christian Vilmann / Ritzau, Mads Nissen / STF, Henning Bagger, PR-foto Univesal Pictures

Der kan ske meget på 18 år. I 2002 sad Venstres formand og statsminister, Anders Fogh Rasmussen, bundsolidt på magten i dansk politik, og skuespilleren Zlatko Burić blev folkeeje som indvandrerkioskejer, der i Tuborg-reklamer beordrede problematiske kunder »ut af min kiosk«. Små to årtier senere er det Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der i et interview med Jyllands-Posten erklærer sig bekymret for uvelkomne kioskgæster.

»Hvis nu vi hver især passer vores egen kiosk, så kan det være, at vi vil have større succes. Jeg skal ikke blande mig i, hvordan de andre partiledere indretter deres partier, og jeg lytter heller ikke til, hvordan jeg skal indrette mit.«

Kioskproblematikken blev rejst i forbindelse med, at en række kommentatorer undrede sig over fraværet af nye politiske udspil fra den nyvalgte formand, som de fleste i blå blok, hvis ikke forventer, så i hvert fald lønligt håber, vil genskabe det borgerlige projekt fra den katastrofale ruinhob, det for indeværende er reduceret til. Men ifølge Ellemann-Jensen er der intet presserende behov for ny politik, da forgængerens prioritering af velfærd over skattelettelser fungerer glimrende endnu. I forhold til udlændingepolitikken så ligger den skam også helt fast, uden at det dog er helt tydeligt, om det er på Jan E. Jørgensens eller Inger Støjbergs temmelig modsatrettede spor. Der er med andre ord intet at komme efter i Venstre, hvorfor resten af blå blok værsgo kan passe deres egne små bikse, hvor der, hvis ret skal være ret, nok også er rigeligt at se til.

Nu vi taler om katastrofer, rummer filmen, som skulle være juledagenes helt store blockbuster, der ikke involverer lyssværd, det til fulde. Filmatiseringen af Andrew Lloyd Webber-musicalen Cats har kostet en svimlende halv milliard kroner, og for det beløb har verden ifølge anmelderne fået et filmisk misfoster af en anden verden, hvor en kombination af kikset computeranimation og et surrealistisk plot går ned i en lavere enhed.

»Ni liv er muligvis ikke nok til, at de medvirkende stjerner kan glemme, at de har medvirket i denne ringe adaption af Andrew Lloyd Webbers hitmusical,« erklærede filmmagasinet Variety, mens Berlingske i sin enstjernede anmeldelse skrev, at:

»Alt i »Cats« er malet med den dårlige smags klistrede pensel – fra de computerretoucherede kattedragter, der ligner noget fra en særligt mareridtsagtig polterabend, til sangenes endeløse katteordspil. Katte-jammerligt er, hvad det er! Og mis-fornøjet bliver man!«

Misfornøjet blev også en ung studerende, der havde set standupkomiker Jonatan Spangs nyeste show, hvor Spang tillod sig at gøre grin med noget så alvorligt som klimakrisen. I et indlæg i Politiken kunne man læse et forstemmende referat fra en aften, som skribenten havde glædet sig til, men som tydeligvis gik helt galt.

»Skal vi ikke sende Greta tilbage i specialskolen?«, spørger Jonatan Spang i sit nye onemanshow, »Typisk«. Hele salen griner. Undtagen mig. Som kæmpe Spang-fan havde jeg glædet mig meget og også grinet meget i løbet af aftenen, men nu sad jeg på forreste række med korslagte arme og et misfornøjet ansigtsudtryk.«

Problemet var, måtte man forstå, at klimakrisen er alt for alvorlig til satire, og at Spang gjorde grin med de helt forkerte ting.

Der findes selvsagt få ting så tragiske som en krænket studerende, der synes, at noget ikke er sjovt. Og mon ikke den sikre vej til langt mere bæredygtigt lårklaskende humor består i fremover at overlade komikeres emnevalg til utilfredse Politiken-skribenter.

Nu vi er ved klimaet, har den socialdemokratiske regering som bekendt en ambitiøs og for nylig lovfæstet plan om at reducere danskernes CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990 over de næste ti år. En plan, som regeringen har fået stor ros for på vigtige internationale klimakonferencer. Der mangler blot et par detaljer. Som eksempelvis at fortælle de borgere, som skal finansiere den historisk ambitiøse omstilling, hvor pengene skal komme fra. Ikke fordi sådanne beregninger ikke findes, men fordi regeringen ikke synes, at den slags småting er relevante for borgerne at stikke næsen i. Hele 28 dokumenter med beregninger er blevet hemmelighedsstemplet, så mens de mest obskure detaljer vedrørende konsekvenser af omfartsveje ved Mariager kommer ud i løbet af kort tid, må befolkningen væbne sig med tålmodighed, når det kommer til udgifterne til den mest omfattende ændring af dansk økonomi i nyere tid. Men mon ikke der kommer en god løsning og måske endda lidt åbenhed til foråret?

Til sidst en lille nyhed fra vor egen avisverden, hvor Ugen på kanten stopper som fast format med udgangen af 2019, hvorfor dette altså er den sidste udgave af vor ugentlige skæring af det, som dansk journalistiks grand old man, salig Henrik Cavling, kaldte hakkelse i døgnets rejsestald. På vegne af alle formatets skribenter gennem tiden skal der lyde et mange tak for opmærksomheden og et rigtig godt nytår!