I Danmark er der altid plads til et comeback. Vi elsker også en god skandale, bevares, men der er i virkeligheden ikke meget, man ikke kan slippe afsted med, hvis blot man angrer og holder sig fra offentlighedens søgelys i en rum tid.

Nu ville jeg jo gerne give eksempler, men jeg er bundet på mund og hånd. Hvis jeg begynder at opremse folk, som har formået at lade deres møgsager gå i glemmebogen, opnår jeg jo ikke andet end at påminde dig om sagerne og potentielt sabotere min egen pointe om, at de er glemt og tilgivet.