Ugen på kanten: Fuck, hvor vi elsker løgnehistorier

Ja, undskyld overskriften, men vi kommer ikke uden om det: ugens ord er selvfølgelig: fuck.

Godt nok foranlediget af en begivenhed for godt en uges tid siden, hvor blomsten af den danske musikalske kreative scene var samlet for at tiljuble hinanden ved DMA-prisfesten. Og retfærdigvis var det mest benyttede ord tak, men på en skarp andenplads kom så vores allesammens f-ord.

17 gange blev der sat eftertryk på, og alene Medina stod for de fem, da hun fik sin pris af »fucking Anne Linnet« og samtidig lige måtte fyre en bredside af mod alle sine »fucking haters«. Og det var forresten en ærespris, hun fik.

Måske ikke lige for at ære dansk sprog, men på den anden side – fuck er kommet for at blive, kunne diverse sprogforskere oplyse, blandt andet fordi, det er så dejligt praktisk – det kan indgå i enhver sammenhæng og bruges som både udråbstegn, tillægsord og verbum – og så er der endda ingen af betydningerne, der dækker over ordets oprindelige betydning, kan man tilføje.

Derfor skal man nok også være varsom med at bruge f-ordet i Trumpland, men til gengæld går det fint i Jylland. Og der var en del jyske byer, hvorfra der blev slynget forbandelser efter regeringen i denne uge.

Årsagen er en ny politiskole, som skal ligge i Jylland, har politikerne bestemt, og det virker jo meget rimeligt, når det nu altid har virket som om, at det er der, politibetjente gror. Og valget faldt på at bygge en helt ny en af slagsen i Herning i stedet for at ommøblere en tom skole.

Nu skal man jo ikke være kommet meget i hovedlandet for at bemærke, at der er en del tomme bygninger rundt omkring. Og da ingen vel har været mere frisk på stordrift, centralisering og lukning af lokale uddannelsessteder end Lars Løkke, så kan det næppe heller komme bag på ham, at der i dag er en del tomme skoler rundt omkring.

Og det viste sig da også at både Holstebro, Vejle og Sønderborg og sikkert flere endnu havde adskillige tusinde kvadratmeter klar, men som Jyllands-Posten kunne afsløre, så blev der løbende ændret i betingelserne. For eksempel ville det pludselig tage fire-fem år at istandsætte de gamle skoler, og det syntes man lokalt var lidt overdrevet – de bruger trods alt jyske håndværkere på de kanter.

Men til sidst kunne det altså kun passe med en ny politiskole i Herning, hvor det sjovt nok er Løkkes nære ven og faste støtte, der er borgmester. Og at Løkke godt lige ville have den lille sag på plads, inden han og partiet holdt landsmøde i Herning her i weekenden, det er vel meget forståeligt. Men måske har statsministeren fået et par tips til afværgedagsorden af kongen selv. I hvert fald havde Lille Lars ingen ringere end Donald Trump i røret i denne uge, og er der nogen, der har forståelse for nepotisme, så er det The Donald.

I denne uge satte USAs kommende præsident sit overgangshold, før han begynder at bygge Det Hvide Hus om til det nye Trump Tower. Her er der godt fyldt op med familie og venner, mens en af de, der faktisk menes at have lidt forstand på sagerne, guvernøren Chris Christie, røg ud. Hans brøde var, at han havde gjort sit arbejde i et tidligere job som offentlig anklager og sendt Trumps svigersøns far i spjældet for svindel. Så færdig med ham.

Og mens Trump fornøjede sig med at sludre med alverdens politikere om deres nye og mere positive syn på den kommende præsident, blev det afsløret, hvor nogle af de mere groteske løgnehistorier i slutningen af den amerikanske valgkamp kom fra. Nemlig fra nogle ungersvende i Makedonien, der havde fundet ud af, at der var klik og dollar i at lave falske Facebook-historier om, at Paven var trumpist, og om den pludselige død for en FBI-agent, der efterforskede Hillary Clinton. Løgn, men delt mange millioner af gange på vores allesammens Facebook.

Hvor løgnehistorier faktisk bliver delt væsentligt mere end sande nyheder, viser amerikanske sammenligninger. Det er der måske ikke så meget nyt i – jeg husker en af mine første journalistiske læreregler i sidste århundrede som: »Der er ikke noget som sandheden til at ødelægge en god historie« – og med Facebook er den læreregel også skudt ned.

Det bringer os forholdsvist fikst til årets ord i Storbritannien: »Post-truth«. Og nej, det er ikke sandheden om, hvor PostNords service blev af, men det engelske ord for post-faktuel – altså at vi ikke længere gider tage os af, om påstande er faktuelt rigtige eller ej. Virkeligheden er det, vi føler, den er.

Som for eksempel når de politiske partier, der står bag finanslovsforliget, bruger weekenden til at fremhæve hver deres mærkesager som det vigtigste - om det så er billigere biler, bedre ældrepleje eller mindre straf for grundskylden. Det er godt nok ikke helt sådan, det postfaktuelle normalt forstås – det er mere noget med, at man ikke tror på det, der står i avisen og den slags. Og det kan vi jo kun tage afstand fra.

Men den såkaldte elite har vist altid bekymret sig over, om folk nu hørte efter, hvad de sagde. Allerede i 1400-tallet skabte bogtrykker-opfindelsen dybe panderynker hos kirke og kongehus over, hvad det nu altsammen skulle føre til, fortalte Frederik Stjernfeldt her i avisen. Så mere post er der altså heller ikke over oprøret mod de rigtige meninger.

Måske er vi slet ikke postfaktuelle. Måske er vi bare fucked.

LÆS MERE